Gentofte Kino falder uden for hjælpepakker: Det kan betyde konkurs

Et teknikalitet betyder, at Gentofte Kino falder uden for regeringens hjælpepakker. »Det er fuldstændig kafkask,« siger direktør Sune Lind Thomsen. De Konservative vil nu rejse sagen.

Sune Lind Thomsen overtog Gentofte Kino 1. marts, men coronapandemien har betydet, at han med store økonomiske tab til følge har måttet holde sin biograf lukket siden 11. marts. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Den nyslåede ejer af Gentofte Kino, 50-årige Sune Lind Thomsen, er faldet ned i et administrativt hul, der er så dybt, at han risikerer at måtte lukke virksomheden.

Han realiserede en livslang drøm og overtog biografen 1. marts, men 11 dage senere måtte han på grund af coronapandemien lukke dørene.

Sune Lind Thomsen håbede, at han kunne få hjælp fra regeringens hjælpepakke, men som nyetableret biografdirektør falder han ned mellem to stole.

Når man søger om hjælp til driftsudgifter, skal man kunne dokumentere sin omsætning – enten årsomsætningen året før, månedsomsætningen i samme måned året før, eller omsætningen måneden før.

Men Sune Lind Thomsen kan hverken det ene eller det andet. Han har nemlig oprettet et nyt firma med et nyt CVR-nummer, og derfor må han ikke bruge den tidligere ejers omsætningstal.

Dermed kan han slet ikke søge om støtte.

»Jeg blev overrasket, for jeg har overtaget en virksomhed, der blev grundlagt i 1938, og som har fungeret med den samme ejer de seneste 34 år. Men jeg overtog ikke det privatejede selskab, som havde virksomheden før. Jeg har stiftet et nyt selskab, og det er kommet bag på mig, at jeg derfor ikke har måttet lægge den tidligere ejers omsætningstal til grund for en ansøgning om hjælp,« siger Sune Lind Thomsen.

»Det er fuldstændig kafkask«

Gentofte Kino er en sund forretning med en fin omsætning, men Sune Lind Thomsen må ikke bruge biografens omsætningstal i en ansøgning, fordi det altså var en anden ejer med et andet CVR-nummer, som havde denne omsætning.

»Teknisk set har jeg en omsætning på 0 kr. i februar. Til trods for at Gentofte Kino som kulturinstitution blev tvangslukket, og at der ifølge hjælpepakken er 100 pct. kompensation for de faste udgifter, så kan jeg få 100 pct. af 0 kroner. Det er fuldstændig kafkask,« siger Sune Lind Thomsen og fortsætter:

Sune Lind Thomsen, biografejer

»Det kræver et juridisk eller politisk indgreb, hvis der skal rettes op på det. Jeg håber, at der er nogen, som ændrer reglerne.«


»Jeg falder uden for de væsentligste ordninger. Man kan søge om lønkompensation, og det har jeg gjort, så jeg får refunderet 75 pct. af min fastansatte medarbejders løn. Jeg kunne også ansøge om løn til mig selv som selvstændig, men det kræver, at jeg har mindst en måneds indtægt at lægge til grund, og jeg har kun 11 dage. Så der får jeg ikke hjælp. Den store pakke, hvor man kan søge om at få dækket faste driftsudgifter, falder jeg også uden for, fordi jeg lige har overtaget virksomheden og ikke må bruge den tidligere ejers omsætningstal,« siger Sune Lind Thomsen.

Han kalder hjælpepakkerne for fornuftige og nødvendige og tror, at den knibe, han er havnet i, er utilsigtet.

»Jeg er sikker på, at det ikke har været intentionen. Man har ikke tænkt på, at nogen kunne falde ned i det hul, som jeg er havnet i. Der er ikke hjemmel i loven for at dispensere. Det kræver et juridisk eller politisk indgreb, hvis der skal rettes op på det. Jeg håber, at der er nogen, som ændrer reglerne.«

Han har gennem sit revisor haft kontakt med Erhvervsstyrelsen, som administrerer hjælpepakkerne, og her har har man erkendt, at der er et problem, men man siger, at der ikke er hjemmel i loven til at give støtte i dette tilfælde eller til at dispensere.

Hvad sker der, hvis du ikke får hjælp?

»Så må jeg lukke biografen. Det er definitivt. Selv om jeg ville kunne rejse pengene til at dække driften, mens vi skal holde lukket, ville gældsbyrden blive så høj, at jeg som nyetableret ikke vil kunne klare det. Det ville være helt vanvittigt at skulle lukke en biograf, som har eksisteret siden 1938,« siger Sune Lind Thomsen.

Konservative vil rejse sagen

Folketingsmedlem Mona Juul, erhvervsordfører for de Konservative, vil nu rejse sagen over for erhvervsminister Simon Kollerup (S).

»Det er ikke meningen, at man skal kunne havne i sådan en situation. Det har ikke været hensigten med hjælpepakken, og jeg vil bringe dette eksempel op over for erhvervsministeren. Det her skal vi have fundet en løsning på. Der er ikke nogen tvivl om, at der er mange eksempler på, at der er nogen som utilsigtet falder uden for hjælpepakkerne, og det skal vi have samlet op på. Jeg ville være ønske, at regeringen var tydeligere om, hvad pakkerne skal kunne og ikke kunne, men nu bliver det os andre, der må samle op på det,« siger Mona Juul.

»Det her må ikke ske, og jeg vil gøre, hvad jeg kan for at få rettet op på det,« siger Mona Juul.