Lad os bare tage fat i det, der blev en kæmpe diskussion, dengang Disney viste en plakat til deres live action-genindspilning af den efterhånden klassiske tegnefilm »Den lille havfrue«.
Kan den flydende Ariel, kridhvid og rødhåret i originalen fra 1989, spilles af en sort skuespiller? Det var der nogle, der ikke mente.
Naturligvis var nogle af den nostalgiske opfattelse, at en genindspilning skulle lægge sig så tæt op ad originalen som muligt, uden at spørge sig selv om, hvorfor man så skulle lave den.
Så var der dem, der henviste til, at historien jo oprindelig – trods den lykkelige Disney-slutning – er hentet fra H.C. Andersens eventyr fra 1837, og der var ingen sorte havfruer i Danmark dengang. Hvilket alle jo ved, der er nu, har man lyst til at tilføje. Og endelig kom nogen frem til den intellektuelle slutning, at havfruer jo befandt sig langt nede på havets dyb, hvor solen aldrig skinner, og derfor kunne heltinden ikke være brun.
Dem om det. Der er to grunde til, at en sort Ariel fungerer.
På hjemmebane
Dels fordi man med Halle Bailey har fundet den rigtige performer til rollen. Yndigere end yndig, med en naturlig sødme og en friskhed, der ikke virker forceret – hendes sangstemme har oven i købet den helt rigtige blandingsforhold af musicalstyrke og Disney-sukker.
Men læg dertil, at man har valgt at give teenageren, der drømmer om et liv på landjorden og forelsker sig i sin menneskeprins, et gåpåmod og en lidenskabelighed, der kan mærkes. Ikke mindst i den svulmende længselsballade »Part of Your World«, som der bygges op til som et perfekt timet første musiknummer inde i filmen. Lige der, hvor man er begyndt at undre sig over, hvorvidt Alan Menkens og Howard Ashmans sange stadig er en del af pakken. Her er instruktøren Rob Marshall på hjemmebane.
En anden grund til, at en sort Ariel kan være en god idé, er den anderledeshed, hun også ved sin hudfarve repræsenterer i forhold til førsteelskeren prins Erik, der spilles af den meget hvide og meget britiske Jonah Andre Hauer-King med hvalpeøjne og smilehuller.
Historien er jo – som alle gode musicals fra det store, modsætningsfulde Amerika – den om kulturer, der skal lære at bøje sig mod hinanden. På samme måde, som hun leder efter en ny verdensorden for at realisere sig selv, gør han det. Det står alle frit for at læse et moderne ønske om at overkomme moderne skel og misforhold ind i historien.
På samme måde er sømandsprinsens nysgerrighed og åbenhed mod verden noget, der sættes spørgsmålstegn ved i det mere omverdensforskrækkede hof. Men han er jo også adoptivbarn! Hvilket giver casterne mulighed for at øge mangfoldigheden med en sort dronning og gøre hendes hof til en caribisk fantasi. Helt regnbuekoordineret står det imidlertid til under havets overflade, hvor Javier Bardems imposante og bryske havkonge, Triton, suppleres af Ariels økobevidste søsterflok på tværs af alle etniske udgangspunkter. Han må godt nok have været om sig, tænker man.
Opdateringerne med knæfald for tidens krav tæller også en revision af sangteksterne, blandt andet til »Kiss that Girl«, for Gud forbyde, at den skulle ses som en opfordring til seksuelt aggressivt gramseri uden samtykke. Der lægges mere til, end der trækkes fra. Men ellers går man diskret til værks i moderniseringen af fortællingen, som forekommer måske næsten for håndsky loyal over for tegnefilmens handlingsforlæg.
Malker porteføljen
Hvorfor overhovedet lave en genindspilning, nu med al den computergenererede teknologi, man kan forestille sig? Den maskinskabte, detaljeorienterede overdådighed, der kan få én til i det hele taget at stille spørgsmålstegn ved, hvor meget live action, der overhovedet er over filmen.
Selvfølgelig fordi Disney malker sin portefølje. Hvad det angår, er »Den lille havfrue« faktisk en af de bedste og mest velfungerende live action-genindspilninger af de efterhånden mange, man har spyet ud.
Melissa McCarthy krukker skrækkelig godt som den som skrækkeligt onde – meget onde – havheks Ursula, afskum i havskum. Og flot er det unægtelig, når vi er med på havets bund i vekselvirkning mellem kulørt tryllerige og farefulde skygger. Mellem farveprægtige koraller og mærkelige fisk – med det glade calypsonummer »Under the Sea« som en kulmination i koloreret surrealisme. Til gengæld virker et par nye numre, signeret den allestedsnærværende Lin Manuel Miranda (det multietniske musicalhit »Hamilton«), der er en helgarderet garanti for politisk korrekthed, fejlplacerede og villede.
Klasket sammen
Der er ingen tvivl om, at »Den lille havfrue« er en udmærket, til tider tempofyldt matinéforestilling for piger og drenge i alle aldre med prinsessedrømme.
Men noget af charmen ryger altså også i brydningsfeltet mellem tegnefilmens frisatte fantasi – alt kan ske – og den realisme, der indtræder, når rigtige mennesker skal fylde rollerne ud. Det lykkes ikke helt at høvle alle knasterne i overgangene, og generelt er filmen noget mindre magisk og tempofyldt oven vande.
Det er i den forbindelse nærmest symbolsk, at Ariels hår bølger som en føntørret L'Oréal-manke under havet, mens lokkerne er klasket noget mere sammen på landjorden. I den afdeling forekommer det sjove i øvrigt også mindre sjovt med de medhjælpende dyr som mere realistiske krabber, fisk og måger.
Derfor bliver Disneys nye havfrue uden tvivl en pengemaskine, men ikke nødvendigvis en film, som millioner af mennesker komme til at bære i hjertet, sådan som det er tilfældet med den oprindelige tegnefilm.
»Den lille havfrue«
Genre: Familiefilm. Varighed: 135 minutter. Instruktion: Ron Marshall. Med: Thorvaldur Halle Bailey, Jonah Andre Hauer-Kin, Javier Bardem, Melissa McCarthy m.fl.
