Længe inden premieren på den nye såkaldte live action-version – altså optaget med skuespillere fremfor udelukkende tegnet eller animeret – af »Den lille havfrue« fik filmen kritik.
Det skyldtes, at Disney i 2019 valgte Halle Bailey, hvis hudfarve er brun, til hovedrollen som havfruen Ariel.
I nogles øjne var det tilsyneladende for langt at strække fantasien, at menneske- og fiskehybridkvinden kunne være sort, og hashtagget #NotMyAriel – »ikke min Ariel« – og racistiske vittigheder om sorte mennesker bredte sig som ringe i de sociale mediers mosevand.
Kort efter skrev Halle Bailey dog på Twitter, at en masse mennesker havde sendt hende videoer af sorte og brune børn, der var lykkelige over, at hun skulle spille havfrue.
»Den lille havfrue« er som originalen fra 1989 inspireret af H.C. Andersens eventyr af samme navn. Den handler om havfruen Ariel, som forelsker sig i menneskeprinsen Eric. Derfor laver Ariel en faustisk pagt med havheksen Ursula, hvor hun bytter sin smukke sangstemme for menneskeben, så hun kan mødes med Eric på landjorden.
Trods kritikken er det netop Halle Baileys indsats som Ariel, der nu er den del af den nye film, som de fleste af de engelsksprogede anmeldelser roser efter premieren i udlandet.
Genialitet eller nonsens?
Britiske The Guardian skriver eksempelvis, at Bailey er det bedste i filmen, som ud over dét ikke når samme niveau som den oprindelige, tegnede version fra 1989.
»Halle Bailey – med sine enorme øjne, svævende sangstemme og mærkbart rene ånd – er omtrent lige så naturligt disneyficeret, som rigtige mennesker bliver,« skriver anmelderen, og kalder Bailey for filmens eneste triumf og bedste årsag til, at der overhovedet skulle laves en genindspilning.
The Guardian giver filmen to ud af fem stjerner.
Amerikanske CNN er tilsyneladende lidt mere positiv, omend mediet ikke giver stjerner, så sammenligningen må stå for denne signaturs regning. CNN roser også Halle Bailey, men mener modsat The Guardian, at filmen i det hele taget lever op til de store forventninger, der har været til den.
»Filmen klarer den skræmmende opgave at behandle materialet med alvorlig ærbødighed uden at blive fuldstændig låst af det. Set fra den kyst [sic] er »Den lille havfrue« både velsmurt og tilfredsstillende, idet den formår at give forældre og børn mulighed for at skabe minder omkring at se filmen sammen, hvilket var dens primære udfordring,« skriver CNN.
Indiewire roser ligesom de andre Halle Bailey, og skriver derudover, at filmen ikke føles ægte, og at den veksler mellem »genialitet« og »ren og skær nonsens«. Mediet ender på karakteren C+ på den amerikanske karakterskala, der går fra A til F.
I det amerikanske public service-medie NPR mener man, at »Den lille havfrue« blot er den seneste i Disneys række af »dårlige og uheldige live action-genindspilninger«. NPR skriver, at Disney har fundet en måde, hvorpå det er sikret en film med en indtjening på én milliard dollar – altså knap syv milliarder kroner.
»Disney har efterhånden sin formel på plads: Tag én af dens elskede, traditionelt animerede historier, opdater dens udtryk til en smule til et moderne publikum, fyld castet med en masse kendte ansigter og stemmer og genskab det hele i »live-action« eller cgi-form, (computergenererede effekter, red.)« skriver NPR.
Hvis man selv vil i biografen og se, om cgi-havet er skønt, så får filmen dansk premiere 25. maj.
Berlingske bringer sin anmeldelse på premieredagen.
»Den lille havfrue«. Eventyrfilm. Varighed: 135 minutter. Instruktør: Rob Marshall. Medvirkende: Halle Bailey, Jonah Hauer-King, Melissa McCarthy, Javier Bardem med flere. Premiere i biografer over hele landet.