Det skulle man ikke have troet, at verden lige stod og manglede

Historien om de fire pizza-elskende skildpadder er blevet filmatiseret cirka en million gange, men »Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem« er overraskende fremragende.

Jeg skal gerne indrømme, at jeg havde utroligt lave forventninger til »Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem«.

De fire mutanter Leonardo, Michelangelo, Raphael og Donatello blev opfundet i 1984 og har siden spillet hovedrollen i utallige tegneserier, syv forskellige tv-serier og seks forskellige biograffilm – senest to Michael Bay-producerede makværker, som var alt for dystre og selvhøjtidelige i betragtning af, at de handlede om fire skildpadder, der kan kung-fu og elsker pizza.