Det her er IKKE en børnefilm. For voksne er den til gengæld virkelig sjov

»Doggy Style« – en art roadmovie med talende hunde i hovedrollen – er umanerligt plat, men virkelig morsom, og har bag alle bandeordene og de billige grin både hjerte og sjæl.

Lige lidt forbrugeroplysning. Eller en advarsel, om man vil. Hvis man bare lige ser hurtigt på filmplakaten til »Doggy Style« eller hører om filmen, hvor man kun hører efter med et halvt øre, kan man godt få den opfattelse, at der er tale om en børnefilm.

DET er der ikke. »Doggy Style« er ganske vist sygt barnlig, men den er sandelig ikke for børn. I USA skal man faktisk være 17 år for at se den på egen hånd. For voksne er den til gengæld virkelig sjov. Plat, upassende, med en utroligt høj »fuck«-per-minutrate og virkelig mange jokes om urin og afføring, bevares, men sjov.