Det er de færreste filmfranchises, der når at runde ni film, og endnu færre, der formår at holde kadencen så langt. Men »Fast & Furious«-serien sørgede smart nok for at brænde de dårligste film af i starten af serien.

Film, der tog sig selv uklædeligt højtideligt, når de nu foregår i et univers, hvor alle problemer kan løses ved at køre råddent i tunede biler, hvor fysikkens love kun gælder, når det er belejligt for handlingen, og som driver så meget af overdreven machismo, at selv en krammer foregår med knyttede næver og rygdunk hårde nok til at vælte en elefant omkuld.

Vin Diesel taler stadig, som om han spiser grus garneret med pigtråd til morgenmad, og det er lige, som det skal være.
Vin Diesel taler stadig, som om han spiser grus garneret med pigtråd til morgenmad, og det er lige, som det skal være. UIP

Mere testosteron

Lykkeligvis har nogen så inden 5’eren fra 2011 sagt: »Prøv at høre – det er her univers er super fjollet, skal vi ikke bare omfavne det faktum og så gøre det ENDNU mere fjollet?«

Ind på scenen kom Dwayne Johnson og øgede det i forvejen skyhøje testosteronniveau på en måde, så det svarede til at gå fra en firedobbelt cheeseburger til at bare at kløve en bolle og smide en levende ko ind i midten. Filmenes stunts blev vildere og vildere, og hvor andre actionfilm typisk er handling afbrudt af et par actionscener, er »Fast & Furious« efterhånden mere actionscener nænsomt garneret med lidt handling.

Nu med rumskib

Tidligere film har budt på biljagter, der involverede lastbiler, fly, tanks og en atomubåd (jo, virkelig), så det er efterhånden svært at toppe galskaben, og det lykkedes måske heller ikke 100 procent i »Fast & Furious 9«, men det er sandelig ikke, fordi man ikke gør forsøget. Og hvis du så sidder og tænker: »Nå, men rejser de så ud i rummet denne gang?«, så har du helt ret.

Selvom filmen ikke er den bedste i serien, er den stadig vidunderligt dum og over-the-top. Hvilket filmen da også koketterer med i form af replikker som: »Du har tilfældigvis en bror, der også er superspion med sin egen private hær?«. Og den får sandelig alt, hvad den kan trække af biler, der kører gennem et minefelt (det kan man nemlig godt, hvis man bare kører hurtigt nok), slagsmål, ødelæggelser, et hemmeligt supervåben og folk, man troede, der var døde, som så slet ikke er døde alligevel.

Danske Thue Ersted Rasmussen gør det fint som den øretæveindbydende rigmandssøn og superskurk Otto.
Danske Thue Ersted Rasmussen gør det fint som den øretæveindbydende rigmandssøn og superskurk Otto. UIP

Perfekt popcornfilm

Til gengæld savner man Dwayne Johnson, som står denne film over. Der er mange udmærkede grunde til, at Johnson aldrig har været nomineret til en Oscar, men han har en sjælden evne til at tilføre ellers middelmådige film en bøvet charme, som måske mangler lidt denne gang.

Ny mand i serien er en anden wrestler, John Cena, thi man caster primært folk efter størrelse på deres biceps frem for deres skuespillerevner. Men Cenas skurkerolle er bare ikke helt så interessant som tidligere kæmpeslyngler a la Jason Stathams snerrende Deckard Shaw eller Charlize Therons superhacker Cipher (som hackere jo hedder).

Det er dog en lille flue i en ellers fornøjelig suppe, der ikke er stor kunst, men til gengæld drønende effektiv og hæmningsløs eskapisme. Og det kan vi alle sammen have brug for i ny og næ.

»Fast & Furious 9«. Action, 142 minutter. Instruktion: Justin Lin, manus: Justin Lin, Daniel Casey. Med: Vin Diesel, Michelle Rodriguez, Tyrese Gibson, John Cena m.fl. Premiere 24. juni i biografer landet over.