Vin Diesel: Den ottende “Fast and Furious”-film kan vinde seriens første Oscar

ACTION: "Straight Outta Compton"-instruktøren F. Gary Gray kan føre "Fast 8" helt til tops, mener actionstjernen.

Vin Diesel tror på en Oscar til sin kommende »Fast and Furious«-film, der bliver nummer otte i rækken.  Fold sammen
Læs mere
Foto: ANGELA WEISS

Filmstjernen Vin Diesels “Fast and Furious”-filmserie har gennem femten år slået mange biografrekorder med sin kombination af hårde negle og biljagter, herunder at levere den første film, som på færrest dage har opnået at sælge for en milliard dollars biografbilletter (“Fast and Furious 7” på 17 dage).

Det har til gengæld været lidt småt med oscarpriser til filmserien, men nu mener seriens hovedstjerne Vin Diesel, at tiden kan være inde. Det er ganske vist ikke en spådom, han deler med ret mange oscareksperter, men det er dog heller ikke hentet helt ud af den blå luft.

Det hænger sådan sammen: Instruktør på film nummer otte i serien, “Fast 8”, bliver afroamerikaneren F. Gary Gray, der tidligere har instrueret “Straight Outta Compton”, der handlede om gangstarap-gruppen N.W.A.

Mange mente, at denne film blev groft forbigået ved sidste års oscaruddeling, og at den var endnu et eksempel på, at sorte amerikanere har meget svært at komme blandt oscarvinderne. Ifølge Vin Diesel, skulle det at blive overset ved uddelingen af filmverdenens fornemste pris, dog have irriteret F. Gary Gray så meget, at han skulle være gået til opgaven med “Fast 8” med en særlig iver.

- Jeg tror, at han har besluttet sig for at bevise noget med denne film. Jeg tror, at han har sagt: Nu tager jeg verdens største filmsaga, og laver en stribe Oscars med den, siger Vin Diesel til TV-kanalen Entertainment Today.

Ifølge Vin Diesel bliver den kommende film “Fast 8”, der har premiere i april næste år, meget anderledes end de hidtidige i serien. Det har ikke kun at gøre med, at det bliver den første i serien uden skuespilleren Paul Walker, der døde midt under optagelserne af 7'eren i en bilulykke, men også, at den ny instruktør har valgt en tone i filmen, der er betydelig mørkere end tidligere.

Selvom intet endnu er afsløret om plottet i “Fast 8”, har instruktøren F. Gary Gray selv sagt, at filmen stikker i en anden retning end de foregående film. Han peger på instruktøren J.J. Abrams, der sidste år havde stor succes med at give nyt liv til “Star Wars”-filmserien, som en der er i stand til at kombinere action med en dybere handling.

- Man skruer op for det hele. Action, skuespillet og handlingen. Forhåbentlig kan jeg bringe mere ind i serien. Det er jo en del af pointen med at ville noget anderledes med serien, samtidig med, at de gamle fans skal tilfredsstilles, siger F. Gary Gray til filmsitet Collider.