Den lesbiske sidehistorie, er det sidste forældre skal bekymre sig om ved ny Disney-film

Med enorme ambitioner er det lykkedes Pixar og Disney at lave en børnefilm, der er så flot, at holdene bag »Star Trek« og »Star Wars« må være imponerede. Til gengæld er filmens plot tæt på at være uforståeligt – ikke mindst for den primære målgruppe: Børnene. Skal kæresten virkelig med ind og se »Lightyear«?

 
Trailer til filmen »Lightyear«. Trailer: Pixar Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der var engang, hvor en familiefilm rent faktisk kunne ses af hele familien. Tænk »Alene hjemme« eller »Tilbage til fremtiden«, der hverken gik på kompromis med historien eller ægtheden, men som samtidig var så let forståelige, at de kunne ses af forskellige aldersklasser.

I dag er actionfilm enten for blodige eller for komplicerede, og stadig flere kvalitetstegnefilm er rettet mod ældre børn, der kan glæde sig over eksempelvis »Rød«.

Hvis man tror, at »Lightyear« bliver familiens samlingspunkt i biografen, bliver man nok skuffet. Selve historien er tæt på uforståelig, fortalt med alt for mange krumspring og temmelig uhyggelige robotter (men med et pænt sprog, bevares). I den forstand virker den store ballade omkring filmens lille lesbiske sidehistorie som det sidste, forældre skal bekymre sig om.

De får til gengæld travlt med at forklare, hvad der sker på lærredet.

Ingen sentimentalitet

»Lightyear« er en såkaldt origin-historie, der skal forklare, hvor den selvoptagede rummand Buzz Lightyear kom fra, før han havnede som et stykke legetøj på Andys børneværelse i de elskede »Toy Story«-film.

Buzz er, selvfølgelig, helten i en science fiction-fortælling, der handler om to astronauter, der er landet på en fjendtlig planet. Sammen med de øvrige besætningsmedlemmer fra deres grundstødte rumskib forsøger de at opbygge et midlertidigt samfund, hvor man »nøjes med det, man har«, men selvfølgelig vil Buzz ikke give op, og han bliver sendt ud på en række rejser, hvor han skal opnå den hyperspeed, der er nødvendig, hvis holdet skal kunne vende hjem.

Det viser sig, at hyperspeed kun gør ham få minutter ældre, mens hans kollegaer ældes med flere år. I korte glimt ser man Buzz vende hjem for at se sin nærmeste ven og kollega, Alisha Hawthorne, blive langsomt ældre, gift, gravid, mor og farmor i en serie sekvenser, der er underligt usentimentale.

Da de oprindelige astronauter er døde, står Buzz tilbage med en ny generation af astronauter, blandt andre Alishas barnebarn, Izzy, og hendes bande af underlige outsidere, heriblandt en tidligere kriminel, Darby Steel, og det fumlefingrede nervevrag Mo Morrison, der begge virker som karakter, der er opfundet til glæde for det voksne publikum, men i øvrigt hverken er særligt morsomme eller originale. Er du med? Så forklar det for en 7-årig.

Et naturligt kys

Før filmens premiere har det været en stor historie, at flere lande har bandlyst den, fordi Alisha har en kvindelig kæreste og i en kort scene kysser hende. Det vil formentlig ikke vække den store opsigt herhjemme, blandt andet fordi det (måske for første gang) præsenteres så enkelt med de to replikker:

»Jeg er blevet forlovet«

»Tilykke. Hvad hedder hun?«

Det virker som et kvantespring, at det ikke skal forklares yderligere. Hvad de danske børn til gengæld kan undre sig over er alle de umulige spring i plot og tid, der gør det umuligt at vide, om man skal fokusere på tidsrejsen, fjendebilledet eller de enormt flotte animationer, der får os alle med ud i rummet.

Figuren Buzz Lightyear selv er gjort mindre komisk karikeret end i de originale »Toy Story«-film og minder mest af alt om en almindelig, lettere selvovervurderet mand, der ganske langsom bliver så normal, at selv hans sjove replikker siver ud. I stedet er det robotkatten Sox, man skal grine af. Det kan man til gengæld også godt. Mest af alt fordi dens historie er helt enkel og nede i et tempo, hvor alle er med.

»Lightyear«. Animation. Varighed: 1 time og 45 minutter. Instruktør: Angus Maclane. Danske stemmer: Jesper H. Paasch, Stran Ezgi Benli, Josef Aarskov, Hadi Ka-Koush m.fl.