Voldsom kritik genstarter samtalen om fremtidens tv-serier

Efter længere tids ballade om fremtidens tv-serier vil Create Denmark og Producentforeningen nu atter mødes med de streamingtjenester, der har besluttet at droppe deres fremtidige produktion. Men det er slet ikke nok, mener en producent, der kalder situationen for »et langsomt trafikuheld«.

Tv-serien »Skruk« er den seneste, og måske sidste, danske produktion på Netflix, der har skrinlagt beslutningen om nye danske serier på grund af en omstridt rettighedsaftale. Nu vil Create Denmark tale med broadcasterne. Men det er langt fra nok, siger kritiker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tine Harden/Netflix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter måneder kaos vil Producentforeningen og Create Denmark, der står bag den heftigt diskuterede rettighedsaftale, inviterer de store streamingtjenester TV 2, Viaplay og Netflix til møde for at finde en løsning på den situation, der p.t. har sat en stopper for alle fremtidige danske tv-serier.

Situationen er opstået efter fremlæggelsen af en ny rettighedsaftale, der skal sikre betaling til danske filmfolk, men som i stedet har efterladt flere uden arbejde, fordi bestillingerne af nye film- og tv-serier er gået i stå.

»Midt i en tid, hvor det blomstrer alle andre steder, er min indbakke fuld af desperate folk, der søger arbejde, og som ikke ved, om de har råd til at tage familien på sommerferie,« siger filmproducent Meta Louise Foldager om situationen, der har varet siden nytår.

Først meldte TV 2 et midlertidig produktionsstop af dansk producerede film og tv-serier. I hælene kom Netflix med samme melding, mens Viaplay i sidste uge også valgte at sætte en prop i den danske produktion. Alt sammen som følge af aftalen, der sørger for at aflønne kreative filmarbejdere, men som ifølge streamingtjenesterne gør produktionen alt for dyr.

Netflix kan sagtens undvære os

»Skuespillere, forfattere, alle kreative er blevet taget som gidsler i denne situation, fordi Create Denmark har troet, at broadcasterne havde mere brug for dansk fiktion, end vi havde brug for arbejde. Faktum er, at Netflix sagtens kan undvære at lave danske serier, og TV 2 har planlagt rigeligt, så de behøver ikke lave mere lige nu,« siger Meta Louise Foldager.

Benjamin Boe Rasmussen, der er talsperson for Create Danmark, indrømmer, at den nuværende situation ikke er holdbar. Alligevel fastholder han, at der ikke er tale om en genforhandling af aftalen.

Producentforeningen og Create Denmark vil nu lytte til de udfordringer, som streamingtjenesterne har, »og så må vi tage den derfra«.

Benjamin Boe er talsperson for Create Denmark, der sammen med Producentforeningen står bag en rettighedsaftale, der har fået Netflix, Viaplay og TV 2 til at sætte prop i den danske produktion af indhold. Arkivfoto: Mathias Svold Fold sammen
Læs mere

Man kan da godt tale om, at der bliver genforhandlet, hvis I begynder at imødekomme de krav, der er fra streamingtjenesterne?

»Det er det, vi skal snakke med dem om, så jeg kan ikke sige, om det sker eller ikke sker. Viaplay har rakt ud med nogle ting, som de godt kunne være interesseret i og vil kunne acceptere. Derfor har vi også noget at kunne forholde os til,« siger Benjamin Boe Rasmussen.

»Men lige nu kan vi ikke forholde os til andet, end at de (streamingtjenesterne, red.) har lockoutet vores folk, og derfor er vi nødt til i første omgang at høre, hvad deres udfordringer er, og hvordan vi kan imødekomme hinanden for at komme ud af den her fastlåste situation. Og det må vi lytte til, for det vil fandeme også være mærkeligt, hvis vi bare rev aftalen i stykke og sagde: 'nej ikke alligevel'«.

Men ifølge Meta Louise Foldager er det slet ikke nok med en »blød møderække«.

»Jeg tror slet ikke, at Create Denmark har forstået situationens alvor. Branchen bløder i noget, der ligner et langsomt trafikuheld, og nu må vi sørge for, at der ikke er flere, der slår sig.«

Ifølge Meta Louise Foldager må man gå tilbage til de arbejdsvilkår, der fandtes før 21. september, hvor streaminggiganterne betalte rettigheder fra projekt til projekt. De vilkår kan så gælde, mens man laver en ny aftale.

»Brutal og voldsom« reaktion

I sidste uge sendte Viaplay et åbent brev, hvor de meddelte, at de vil stoppe produktionen af danske film og tv-serier, fordi det bliver for dyrt med den nye aftale.

De kommer også med en opfordring til, at medvirkende i film og tv-serier bør få vederlag afhængig af en series succes og ikke af streamingtjenesternes abonnementer, som den nye aftale blandt andet kræver.

Er I villige til at imødekomme Viaplay i forhold til det krav, de har?

»Vi er i hvert fald villige til at snakke med dem om, hvordan vi kan gøre det. Om vi kan folde det ud på en måde, så det gælder alle tjenesterne, og som alle kan se sig selv i,« siger Benjamin Boe Rasmussen.

Samtidig fortæller han, at de har været »super overraskede over, at reaktionen har været så brutal og voldsom, som den har været«, mens han også mener, at de tre streamingtjenester har taget skuespillere, producenter, fotografer og andre filmfolk som gidsler ved at lukke og slukke produktionen i Danmark.

Derfor er de to foreninger også nødt til at reagere prompte, fortæller han.

Er I særligt overraskede over, at det var TV 2, der gik i front?

»Det var jeg i hvert fald. Det havde jeg ikke set komme, at en stor public service-station stopper al udvikling på den måde og tager vores medlemmer som gidsler. Det er ikke dialog, men det må vi prøve på at tage nu.«

Så I mener, at TV 2 har taget jeres medlemmer som gidsler i det her?

»Jeg synes i hvert fald, at det er en brutal reaktion, de har haft.«

Ifølge Benjamin Boe Rasmussen er der i skrivende stund ikke kommet nogle møder med Netflix, Viaplay eller TV 2 i kalenderen endnu, men han håber, at de kan mødes i denne uge.

I en besked til Berlingske skriver Filippa Wallenstam, der er indholdsdirektør hos Viaplay Group:

»På opfordring fra Create Denmark og Producentforeningen mødes vi snarest og gennemgår aftalen. Vi håber selvfølgelig, at vi kan finde en god løsning, der er bæredygtig for alle parter – herunder også Viaplay.«

Berlingske har været i kontakt med TV 2, som ikke ønsker at udtale sig.