Jeg kunne begynde denne artikel med at konstatere, at der er langt fra Holmbladsgade til Søerne i det indre København, hvor Fenar Ahmad tager imod i en klassisk københavnerlejlighed med stuk og træpaneler.
Men det gør jeg ikke. For er der noget, den dansk-irakiske instruktør er træt af, er at det at læse om de gader, hvor han voksede op.
»Det er jo ikke interessant at tale om min postadresse, da jeg var seks år gammel. Jeg bor her, jeg har lavet fire spillefilm, og jeg aner ikke, hvor Hella Joof er vokset op. Jeg er 42 år gammel, så jeg er også kommet videre,« siger Fenar Ahmad og byder på kaffe og vand ved det brede spisebord. Fra hans plads har man udsigt over Søerne. Jeg ser direkte ind i en stue med skandinavisk design og trælegetøj.
Når Fenar Ahmad er træt af at snakke om opvæksten på Amager, handler det også om instruktørens lyst til at tale om filmen »Underverden II«, der snart har premiere. Og så har han sagt ja til at dele sine tanker om diversitet.
Temaet præger nemlig dansk film lige nu. Kampagnen »Et større billede« har påpeget det utroligt hvide Danmark, der skildres i film som »Fædre og Mødre« samt tv-serien »Riget«. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har erklæret sig villig til at styrke diversiteten i den danske filmbranche, der trods årelang og målrettet indsats har så få brune roller, at det er umuligt at måle uden at bryde gdpr-reglerne.
Og endelig har Dar Salim, der spiller hovedrollen i begge Fenar Ahmads actionthrillere givet et interview til filmmagasinet Ekko. Under overskriften »Hele mit liv har jeg undgået denne artikel«, fortæller han om at få at vide, at ingen i Jylland vil se på brune mænd. Og at brage igennem med filmen »Gå med fred Jamil« – og i de efterfølgende to år blive tilbudt to ting: En rolle som taxachauffør. Og en som terrorist.
»Da vi lavede »Underverden«, var det første gang, at en brun mand bar en filmplakat. Og så var han tilmed en slags helt,« konstaterer Fenar Ahmad. Meget er sket siden 2017. Og så alligevel ikke.
Jeg lavede film i stedet for at holde møder
»Underverden« landede som en tung lammer i et filmlandskab, der var præget af folkekomedier og hverdagsdramaer i 2017. Den danske actionthriller viste bagsiden af det København, der havde skiftet til pænt tøj, siden »Pusher« viste sin egen skramlede vej i 1996.
Fenar Ahmad havde allerede markeret sig med »Ækte vare«, men »Underverden« blev det, man kaldte hans folkelige gennembrud. Først kom det unge publikum, så kom deres forældre. I biografens mørke blev de præsenteret for et nyt, råt syn på den danske hovedstad, der blev præsenteret i flyvende droneskud. På landjorden blev overlægen Zaid (Dar Salim) langsomt hevet ned, da hans lillebror blev tæsket til døde i det, der ligner et bandeopgør.
»Jeg har aldrig siddet og tænkt over diskrimination. Jeg er ikke politiker, og jeg ved ikke, om man kan ændre de ting politisk. Hvis du ser mine film, kan du se, at jeg har handlet i stedet for at holde møder. Jeg lavede »Ækte Varer«, »Underverden« og »Underverden II«, og i dem alle er der brugt folk, som ellers ikke kunne få roller. Før »Underverden« kunne man ikke se en brun mand på filmplakaten – slet ikke som helten.«
Var det noget, du havde manglet?
»Jeg kan i hvert fald huske fornemmelsen af skam. Da jeg var barn, var der ingen arabere på fjernsynet. I »True Lies« var de nogen, der kom løbende ud af en busk og råbte uforståelige ting, indtil Arnold Schwarzenegger pløjede dem ned. Underbevidst har jeg måske tænkt, at det ville jeg gerne skubbe til. Steve Jobs sagde, at når man opdager, at man kan lave en bule i virkeligheden, så bliver man aldrig det samme menneske igen. Og så gik det op for mig, at man kunne lave sin egen helt.«
Hvordan opdagede du det?
»Måske kom det fra hip hop. Jeg har haft Folkeskolen, min mor og Tupac, der fortalte mig noget om samfundet og om at tro på mig selv. I hiphoppens verden var der folk, der ikke havde noget og som skabte deres eget. Og så tog jeg det billede og gjorde det til film. »Ækte Vare« indkapslede en ungdomsbevægelse, der allerede var i gang. Dengang var Gili ikke kendt, i dag er han en af de mest streamede artister.«
Følte du, at du mødte modstand, fordi du gerne ville vise nogle andre ansigter?
»Nej, og på det punkt ville mit interview være ganske anderledes end Dars. Har du selv et bud på hvorfor?«
Måske fordi du er instruktør, og han er skuespiller?
»Ja, fordi jeg ikke er afhængig af at blive valgt, men kan sætte mig ned og sige: »jeg gør det på den her måde, med det her udtryk«. Så har jeg været så privilegeret, hårdtarbejdende eller idérig, at jeg har fået lov til at gøre min egen ting. Jeg ved det ikke.«
Han tænker sig om.
»Jeg ved en ting,« siger han så.
»Jeg har været instruktør i ti år. Og jeg er aldrig blevet ringet op med arbejde. Der er aldrig en tv-station, der har spurgt, om jeg ville instruere en serie eller være med på et projekt. Aldrig. Jeg har masser af kolleger, der er blevet ringet op og tilbudt at lave et par afsnit af for eksempel Carmen Curlers. Men det er aldrig sket for mig. Og derfor er det også tankevækkende, at første gang nogen tilbød mig noget, var det Sverige, der ringede.«
Den svenske mulighed
Det er begrænset, hvad Fenar Ahmad kan sige om sit svenske projekt. Det er stort, siger han. Og han fik det tilbudt under første gennemskrivning på »Underverden II«. Det er fire gennemskrivninger, før der ligger et færdigt manuskript.
»Ens indkomst er ikke højest, når man skriver, og jeg stod med en husleje, en teenager, en kæreste og en baby, så jeg blev nødt til at ringe rundt og banke på døren. Jeg er ikke for fin til at byde mig til, men det er da alligevel vildt, at det er så svært for mig at få et job, når jeg er så etableret som jeg er.«
Om aftenen sad Fenar ved det lille firkantede køkkenbord i familiens gamle lejlighed og tænkte på, hvordan han skulle få det til at hænge sammen. Reklamer kunne være en mulighed.
»Og så ringer svenskerne og spørger, om jeg vil instruere alle afsnit i en serie. De vil gerne have, at det er min smag, der dikterer castingen, de giver mig mulighed for at ændre i manuskripterne, og de vil bare have mig, fordi de har set »Underverden«.
Det er ikke så tit den slags sker. Ikke for nogen. Heller ikke for Fenar Ahmad. Den svenske serie er en fjer i hatten. At den så kommer fra Sverige, er muligvis ikke helt tilfældigt.
»I Sverige er de meget bevidste om de her ting, og de er ikke bare bevidste, de sætter også handling bag. Og det betød rigtig meget at have den anerkendelse i ryggen, da jeg skrev på »Underverden II«.
Hvad har været den største forskel ved at arbejde i Danmark og Sverige?
»Når det kommer til diversitet, er det interessant, at de ikke er så gode til debatterne. De virker nærmest lidt konfliktsky. Til gengæld handler de. Alexander Abdallah blev et kæmpe navn i »Snabba Cash« på Netflix. Desværre døde hans karakter, men så får han lov at instruere sin egen serie, han er med et andet sted, han har et flow. Vi har Dar Salim. Alle de andre dygtige folk går rundt uden arbejde. Forskellen er, at Dar Salim er nået til Hollywood, og så kan Danmark godt bruge ham.«
Ordet føles cooperate
Fenar Ahmad vil gerne nævne, at han arbejder med dygtige folk. Der går et rygte om, at han bare ansætter sine venner, siger han. Det er ikke tilfældet. Hovedskurken i »Underverden II«, Soheil Bavi, er uddannet i Iran og kom til Danmark for at komme til casting på »Underverden II«.
Andre, som Birgitte Hjorth Sørensen, er dansk uddannet. Og så er der dem, som Fenar Ahmad har med, fordi de har talent.
»Jeg er et sted mellem virkelighed og skuespil, og det sted er interessant. Jeg bidrager til din bevidsthed om diversitet. Eller ej, jeg hader det ord.«
Han smager på det. Diversitet.
»Det føles cooperate eller akademisk. Jeg vil bare gerne give et billede af, hvordan samfundet også ser ud. Den brune mands sprog har været forældet i alt, hvad jeg har set de sidste fem år.«
Han karikerer sin stemme:
»Åh, hvad så? Wallah«. Der er jo ingen, der taler sådan. Selv i det kriminelle miljø er de veltalende og bruger hele sætninger. »Hvad laver du? Hvem har du talt med?« De snakker dansk. Det er helt forældet at tro, at folk står og taler med accent, for de fleste af dem er født i Danmark. Der er også dem, der har læst på CBS nogle år, før de droppede ud. Selv i den kriminelle verden skal du være klog for at overleve.«
Det sprog hører man da ellers mange steder.
»Den eneste grund til, at der stadig bliver lavet film, hvor brune skuespillere taler på den måde, er, at der har stået en hvid instruktør og bedt dem om det. Så selv ordforrådet har jeg udvidet. Ved at jeg gør det i min film, er det langt bedre end at pege fingre og sige: Der mangler diversitet.«
Han understreger, at det danske gangstersprog er et udtryk for, at vi er blevet mere samlet som land. Når han går til forældremøder i Indre By er der flere farver blandt forældregruppen.
Hvis tiden er så meget anderledes, hvorfor gå tilbage og lave »Underverden II«?
»Jeg føler, at filmen går frem. Ikke tilbage. Jeg havde noget at sige. Når jeg ser på udviklingen i de kriminelle miljøer, synes jeg, at mange af dem, der deltager og dør, bliver yngre og yngre. Filmen er også et brev til dem.«
I så fald er »Underverden II« et voldeligt brev. Jeg fortæller Fenar Ahmad, at jeg fandt den meget rå. Jeg fortæller ikke, at jeg sad og så på min telefon under visse af scenerne. At se på sin telefon er den voksnes udgave af at tage puden over ansigtet.
»Jeg ville gerne give nogle andre perspektiver på, hvordan en dansk actionthriller kan se ud. En af tingene er, at vi gør alle actionscener super rolige. I stedet for at det skal være håndholdt, eller at jeg laver en masse effekter, får volden lov til at stå. Vold er skræmmende. Og det er en kage, vi allesammen bidrager til.«
Fenar Ahmad har lavet sin research. Det københavnske stofmarked er delt mellem fire bander, fortæller han. Og deres penge kommer fra alle samfundslag. Det er håndværkere, folk fra restaurationsbranchen, journalister og folk fra kulturlivet.
»Det er erhvervsfolk og helt normale borgere, der supplerer deres alkohol med alle mulige andre ting. Stoffer og alkohol går sammen ligesom burgere og pomfritter. På den måde er vi med til at holde et marked i gang, og der er så mange penge at slås om, at der er plads til fire bander.«
Hans inspiration kom fra videoer, der »flød rundt på Snapchat«.
»De var en ydmygelse af nogle mennesker. Videoer, hvor folk fik tæsk eller blev tortureret. Min medforfatter så dem til ende, jeg kunne kun se 20-30 sekunder, og så fik jeg det så dårligt i maven, at jeg tænkte, at jeg gerne ville lave en film, der viste, at der ikke bare er onde og onde.«
Han sammenligner »Underverden II« med filmen »Goodfellas«.
»Der var en, der sagde: »Der er ikke rigtig nogen, der er gode i »Underverden II«. Men jeg tror også meget på et yin og et yang i os alle sammen. Det er nok derfor, jeg har fået lov til at lave min research i forskellige miljøer. Jeg peger ikke fingre. Alle har gode og dårlige sider. Men selvfølgelig er der folk, der udøver vold på en måde, jeg ikke kan acceptere. Af samme grund ville jeg gerne vise det i en film, hvor det ikke fremstår mere fedt, end det er.«
Er det vanskeligt at sidde i en stor lejlighed ved Søerne og lave film om ghettoen?
»Selvfølgelig ikke. Lars von Trier behøver heller ikke bo på et hospital for at lave »Riget«. Det er i øvrigt også forkert at tro, at al kriminalitet foregår i forstæderne. Der er masser af vold og kriminalitet i Indre By. Det er også derfor, at filmen er optaget her og i Hellerup. Den kliché ville jeg gerne slå i stykker.«
Og når det kommer til diversitet? Fenar Ahmad har ikke svaret. Han tror på den kunstneriske handling. Og udfordringerne med at få nye farver på lærredet, ligger nok i vores tankegang.
»Vi kan godt lide, at tingene altid er de samme. Jeg kan se på min kæreste, som gerne vil have, at der sker det samme på hendes fødselsdag hver år. Der er også en genkendelighed i vores design. Måske vil vi bare have, at alt er ved det samme. Vi tror også, at det er sikkert at caste de samme skuespillere. Anders W. Berthelsen er god, men er han så god, at han skal være med i alting?«
