Det begynder med en villa, et hvidt palæ og i baggrunden en stemme, der proklamerer, at her bor en mand, der betragter sig selv som en del af den ene procent, der ejer en femtedel af alle Jordens rigdomme.
»Folk drukner i Middelhavet. Piger i Afghanistan må ikke længere gå i skole. Jeg siger, at jeg går op i det, men det gør jeg ikke.«
Så er vi i gang med tredje sæson af norske »Exit«, der bygger på rigtige historier fra Norges egentlige overklasse.
Den er Skandinaviens svar på »Succesion«, minus kampen om arvefølgen, men til gengæld med masser af den kynisme, som vi kender det fra »Wall Street«, »Billions« og »The Wolf of Wall Street«. Det er underholdende, det er skamløst, og her i tredje sæson også en lille smule kedeligt.
Men personerne først: Adam er single og pornoafhængig og beslutter derfor at lade to professionelle pornoskuespillere flytte ind i villaen, hvor konen ikke længere bor.
»Er det dyrt?« spørger vennerne med mere nysgerrighed end forargelse.
»Biler er dyre. Huse. Investeringer. Mennesker er sjældent dyre,« svarer han.
Tobias forsøger at tæmme sin ekskone ved at fratage hende retten til deres fælles børn, som han ikke selv kan holde ud. En art bestikkelse af barnepigen får ham til at ligne den gode far, han ikke er, mens Jeppe er i gang med at sige farvel til sin egen døende far. Jeppes kone bliver beskrevet som et møbel, en lænestol, han har siddet for længe i.
Den aldrende far er med til at give serien en fernis af moral, der gerne vil fortælle os, at penge og økonomisk succes ikke kan købe lykke. Sagen er bare, at dén morale virker ret åbenlys efter to sæsoner, hvor rigmændene forsøger at lappe deres indre tomrum med vin og dyre ludere.
Ledestjerner uden moral
Historier om de superrige har længe været populær underholdning, og der er dem, der har spekuleret i timingen. Er denne grådige appetit på elitens hverdag blot en naturlig konsekvens af Trump-æraen, hvor personer uden moral blev ledestjerner, der kunne slippe af sted med alt?
Eller er de superrige blot en ny tids kongelige, der lever så privilegeret og afstumpet, at alle drømmer om et kig ind over det høje, tyverisikerede hegn?
Det er nemt at lade sig underholde af hedonismen, som den tager sig ud blandt milliardærerne. Til gengæld er det umuligt at føle reel omsorg eller interesse. Personerne virker som karikaturer, der ikke udvikler sig.
Vi har allerede fulgt drukturene, kokainen og de kolde beslutninger. Når serien nu vil fortælle os, at selv alder og død indhenter de rige, svarer det til at bede os om at føle sympati med en bøddel.
Selvdestruktivitet er slet ikke er så fascinerende at se på, med mindre der er noget reelt på spil. Det var der netop i mesterlige »Succession«, hvor elitens skadede børn forsøgte at holde sig flydende i et hav af intriger og traumer. For at beholde en menneskelighed midt i magtspillene.
I »Exit« er der ingen menneskelighed, intet at kæmpe for og ingen egentlige intentioner udover ødelæggelse. En rig mand er bare en fattig mand med penge. Det har aldrig været tydeligere end i denne sæson af »Exit«, der virker lige så tom som de personer, der står i centrum.
De kyniske karaktertræk ender blot med at bekræfte en gammel trope om, at de rige er nogle svin, som vi andre kan hæve os op over. Om ikke andet så moralsk. Jeg tror snart, at jeg er klar til at få rusket lidt op i det skræmmebillede.
»Exit«. Norsk serie. Hovedforfatter: Øystein Karlsen. Medvirkende: Simon J. Berger, Agnes Kittelsen, Pål Sverre Hagen, Tobias Santelmann, Jon Øigarden, Kurt Ravn, Jesper Christensen med flere. Tilgængelig på DR tv
