En sprøjteskidende elefant, en fed, nøgen mand, der bliver tisset på af en kvinde – også i munden – bjerge af kokain og et hæmningsløst sexorgie er, hvad man får bare i løbet af det første kvarter af »Babylon«. Så er vi ligesom i gang. En åbning, der på mange måder er symptomatisk for hele filmen: Et hektisk tempo og ekstrem hedonisme, der skal vise bagsiden af Hollywood i 1920erne, for at … ja, hvad egentlig?

Et spørgsmål, der forbliver uklart. For selv om det virker til, at instruktør Damien Chazelle vil hylde filmmediet, bliver det meste af filmen brugt på at udstille branchen som et grådigt maskineri, der sluger håbefulde talenter og spytter gennemtyggede vrag ud i den anden ende. Og hvor meget hyldest er der så tilbage? For kan man opdele tingene og på den ene side elske dét at lave film og på den anden side hade industrien? 

Den overdådige fest

Tilbage til den overdådige fest, hvor vi bliver præsenteret for historiens tre hovedkarakterer, der også er filmens tre storylines. Vi møder den spanske immigrant Manny Torres (Diego Calva), der som stik-i-rend-fyr bliver sat til at løse alverdens umulige opgaver. Blandt andet at tilvejebringe førnævnte elefant som en del af festrekvisitterne. Som den lettere naive fyr, der bare drømmer om at have »noget med film at gøre«, er Manny klart publikums repræsentant. Han er vores store, brune øjne ind til en verden af evig popularitet, rigdom og succes, sådan som mange gennem tiderne nok har forestillet sig, at en karriere som filmstjerne er.

Til festen ankommer netop sådan en filmstjerne, Jack Conrad, tidens mest efterspurgte skuespiller, der drukner i servil fantilbedelse og sextilbud. Han er den nøjagtige forestilling af, hvordan sådan et Clark Gable-lignende idol skal være. Charmerende, alkoholisk, forkælet. Veloplagt og præcist spillet af Brad Pitt, der ender med at være filmens hjerte, selvom Manny vistnok er tiltænkt den rolle.

Og som en ustyrlig ildebrand kommer sidst, men ikke mindst, den selvinviterede starlet Nellie LaRoy, der både øjner en god fest og muligheden for at få skuespiljob ved at møde de rigtige folk. Jobbet kommer, da hun tiltrækker sig opmærksomheden ved at være dansegulvets midtpunkt, og en ny stjerne fødes.

Meget krop og en lille smule sjæl

Nellie er gestaltet af Margot Robbie, der lægger rigtig meget krop og en lille smule sjæl i rollen. Som det »wild child« Robbie skal spille, elsker kameraet hende – især når hun kan græde på kommando – men fordi rollen er skrevet så narcissistisk og overfladisk, glider den indledende sympati, man har for Nellie, langsomt over i ligegyldighed over for hende og hendes desperate selvdestruktivitet.

Nellie-karakteren er ikke en specifik skuespillers historie, men en maggiterning af mange skuespilleres karriere. Især under den ødelæggende overgang fra stumfilm til lydfilm, som »Babylon« beskriver.

Filmen behandler hende som »en af mange«, uden man føler tragedien bag. Den er mere til stede i Jack Conrads skikkelse, der i en af filmens få intime og dialogvelskrevne scener får påskrevet Hollywoods cirkulære liv af tabloidjournalisten Elinor St. John. En karakter, der er bygget over virkelige klummeskrivere som Hedda Hopper eller Louella Parson. Ellinor bliver spillet af Jean Smart, der forklarer Jack Conrad, at Hollywood og vi, publikum, er ligeglade med skuespilleres liv. Det eneste, der står tilbage, er de film, de skaber. Film, der til gengæld har evigt liv, når de selv for længst er døde og borte.

Tre timers tilsvining

Det er et temmelig kynisk syn på filmbranchen, og kynismen gennemsiver hele filmen lige indtil finalen, der præcis af samme årsag ikke har den tiltænkte effekt: At vi skal mærke både vores egen og Damien Chazelles kærlighed til film. Det er som at sige: Okay, nu har jeg brugt tre timer på at svine alt ved tilblivelsen af film til, men vi skal elske film alligevel. Ikke så overbevisende.

Chazelle, der hurtigt blev en Oscar-darling med film som »Whiplash« og »La La Land«, mestrer uden tvivl filmhåndværket, for »Babylon« er teknisk et vidunder. Med Linus Sandgrens kameraføring, der tager sig nogle vilde ture undervejs, er filmen en flot, farverig og umiddelbart fængende biografoplevelse, hvor de tre timer og otte minutter glider forholdsvist let ned. Men filmen føles også som at møde en person, der har sniffet for meget coke. En overgearet, opblæst og hul oplevelse, der efterlader en småfrysende i filmsjælen.

»Babylon«, film. Instruktion: Damien Chazelle. Medvirkende: Brad Pitt, Margot Robbie, Jean Smart, Diego Calva m.fl. Biografpremiere 19. januar.