Ay ay ay, »Papirhuset« er mere spændende end nogensinde

AOK
Skærm
Anmeldelse

Den spanske kupserie er ikke specielt dyb, og den siger ikke noget interessant om den verden, vi lever i. Men den er ekstremt underholdende, og det er nogle gange lige det, man har brug for.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Allerførst: Hvis du slet ikke er med på, hvad »Papirhuset« er for noget, så læg fluks avisen/telefonen/iPad’en fra dig og se at komme i gang.

Den spanske krimiserie er den mest sete ikke-engelsksprogede serie på Netflix nogensinde – 4. sæson blev set af 65 millioner mennesker de første fire uger – og det er der virkelig god grund til, idet den i afdelingen for vanedannede ting ligger lige mellem flæskesvær og rygeheroin.

Kort fortalt går serien ud på, at en gruppe kriminelle med seje kaldenavne og ofte iført røde kedeldragter og Salvador Dali-masker udfører et bankkup mod Den Spanske Nationalbank. Kuppet er af gruppens leder, El Profesor, planlagt på en måde, som ville få røverne fra »Ocean’s Eleven« til at udbryde »Aj, okay, slap lige af, detaljerytter«. Faktisk bryder de ind i nationalbanken TO gange.

Problemerne hober sig op

I slutningen af sæson 4 gik alt ellers lige så godt, lige indtil sidste afsnit på vanlig vis sluttede med en cliffhanger på størrelse med en kampvogn, da El Profesor pludselig stod ansigt til ansigt med den højgravide og aldeles skruppelløse politiinspektør Alicia Sierra, der sigtede på ham med en pistol.

Sæson 5 starter lige præcis to sekunder efter – med 100 kilometer i timen – og slipper sjældent speederen igen. El Profesor er ude af spillet, og for første gang bliver man reelt i tvivl om, hvorvidt han har en plan B. Samtidig er der interne stridigheder blandt røverne, det omvandrende hjerteslag, Oberst Tamayo, beslutter sig for at sende hæren ind i banken, og der er selvfølgelig også ballade med det røvirriterende gidsel Arturo, som i sjælden grad er en karakter, man elsker at hade.

El Profesor (Álvaro Morte) har i fire sæsoner konstant været et … eller fem skridt foran alle, men nu er man oprigtigt i tvivl om, om han har fod på tingene. Fold sammen
Læs mere
Foto: Manolo Pavón/Netflix.

Scener fra København

Det er umanerligt hektisk, og de eneste tidspunkter, hvor man får lidt tid til at få pusten, er endnu en serie flashbacks med Berlin, som vi også så i sæson 3 og 4. Den dekadente røver var på alle mulige måder en skiderik, men også en fan-favorit, så man kunne få den kætterske tanke, at serieskaberen simpelthen har fortrudt, at han døde i sæson 2, og nu derfor holder liv i ham med konstante flashbacks.

For lokalpatrioter kan det i øvrigt oplyses, at det foregår i henholdsvis Tivoli og Nyhavn, og det er jo meget skægt. Til gengæld er det svært at se, hvad den forhistorie egentlig skal betyde i det større billede, men det er en af »Papirhuset«s store forcer, at manuskriptforfatterne i den grad har det lange lys på, og man ofte støder på scener, man ikke umiddelbart forstår idéen i, før det tre-fire afsnit senere pludselig giver totalt mening. I det hele taget benytter serien sig konstant af spring i tid, hvilket ikke er noget nyt greb, men sjældent er set mere effektivt end her.

Men det er omvendt en af »Papirhuset«s store forcer, at manuskriptforfatterne i den grad har det lange lys på, og man ofte støder på scener, man ikke umiddelbart forstår idéen i, før det tre-fire afsnit senere pludselig giver totalt mening. I det hele taget benytter serien sig konstant af spring i tid, hvilket ikke er noget nyt greb, men sjældent er set mere effektivt end her.

Skamløst underholdende

»Papirhuset« forsøger til tider at lancere røverne som moderne Robin Hood-typer og fremstille bankkuppet som en større krig mellem folket og fascisterne, og hymnen »Bella Ciao«, som italienske partisaner sang under Anden Verdenskrig, røg ind på hitlisterne i 2017 efter at være sunget i serien.

Hele den vinkel lykkes serien dog aldrig 100 procent med, og den er egentlig ikke specielt dyb eller siger noget nyskabende om vores samfund. Til gengæld har den en nær perfekt blanding af action, spænding og melodrama og er noget af det mest skamløst underholdende, man kan streame lige nu.

Og baseret på de to først afsnit af den sidste sæson – som irriterende nok bliver delt op i to dele – virker det, som om serien går ud med et brag.

»Papirhuset« Sæson 5, 1.del. thriller, fem afsnit a 45-60 minutter. Serieskaber: Álex Pina. Med: Álvaro Morte, Úrsula Corberó, Itziar Ituño, Miguel Herrán m.fl. Premiere 3. september på Netflix. Anmeldelsen er baseret på de to første afsnit.