Det lille kristne filmmedie Movieguide bragte forleden en advarsel til sine læsere, som siden blev bragt videre af det store konservative medie Fox News. Det mener flere andre amerikanske medier ikke, at Fox News skulle have gjort, og dermed er ringen af mediekritik sluttet.
Advarslen fra Movieguide lød: »Lad være med at tage din datter i biografen for at se ‘Barbie’«.
Den nye Barbie-film med Margot Robbie i hovedrollen har nemlig glemt sit kernepublikum – familier og børn – mener Movieguide.
»I stedet er filmen målrettet nostalgiske voksne, og den fremmer transkønnede karakterhistorier,« skrev mediet og citerede et unavngivent medlem af Movieguide-redaktionen for følgende:
»Millioner af familier ville have mødt op i biograferne og købt billetter, men i stedet valgte Mattel at henvende sig til en lille procentdel af befolkningen, som igen og igen har bevist, at de svigter biograferne. Movieguides 40 års forskning viser, at dette bare ikke er sandt, og Mattel har begået en alvorlig fejl,« skriver Movieguide, som også mener at vide, at film klarer sig bedst, når de fremmer kristne og familieorienterede værdier, og det har Fox News citeret.
Som eksempel på filmens angivelige lgbt-venlighed citerer Fox New ligeledes skuespilleren Hari Nefs udtalelser i et interview med Out Magazine.
Hari Nef, som er transkønnet og spiller Doctor Barbie i filmen, sagde:
»Lige så meget som filmen er en fejring af det feminine og det at være en pige, er der også en opfordring til at give slip på tjeklisten, som man kan have for det rigtige liv, og i stedet være i sin krop på sin egen måde og på sine egne betingelser.«
Fox News' umættelige behov

I Fox News' citat fra Movieguide er der ydermere en passus om, at filmen også fremmer historier om homo- og biseksuelle karakterer, men den passus er ikke at finde hos Movieguide fredag morgen dansk tid.
Men Fox News burde slet ikke have viderebragt advarslen fra det lille medie, mener Marisa Kabas, kommentator hos det (efter amerikanske standarder) venstreorienterede medie MSNBC.
»En 275-ords note på en kristen filmanmeldelsesside med titlen »ADVARSEL: Tag ikke din datter med ind at se Barbie« ville højst sandsynligt have gået ubemærket hen, hvis det ikke havde været for Fox News' fejring af den moralske panikangst. Takket være Fox News' umættelige behov for at kaste sig over alt, der er relateret til blot eksistensen af transkønnede, blev et meget bredere publikum introduceret til utøjlede tanker som »Den nye Barbie-film glemmer sit kernepublikum af familier og børn, mens den tager højde for nostalgiske voksne og fremmer transkønnede karakterhistorier,« skriver kommentatoren.
Trods Movieguides forskning gennem 40 år ser det heller ikke ud til, at mediet har ret i, at publikum svigter filmen ved billetkontoret.
Ifølge Deadline Hollywood har filmen solgt billetter for 20 millioner dollar – 134 millioner danske kroner – alene til forpremierevisninger, hvilket er det største beløb, branchen har set, siden »Avatar 2«. Branchen forventer ifølge mediet, at filmen kommer til at have solgt billetter for seks gange det beløb, når premiereweekenden er overstået.
»Barbie«-filmen har fået næsten universelt positive anmelder, herunder fra Berlingskes anmelder, som gav den fem stjerner.