Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Midt i den nuværende sæson stillede jeg mig selv et spørgsmål, jeg burde have stillet for længe siden: Hvorfor ser jeg dette program?
Er det, fordi jeg stadig køber drømmen om, at et almindeligt menneske som en ubesmittet perle kan stige frem af menneskehavet? Næppe. Enhver ved, at kun ganske få har fået en musikkarriere ud af at vinde TV 2s talentshow.
Alligevel gør TV 2 sit bedste for at dyrke drømmen, og i årets »X Factor« tog det overhånd. Samtlige deltagerne blev båret frem med en personlig lidelseshistorie, og havde de ikke en, blev modgangen skabt ved dommerbordet, hvor Martin Jensen og Kwamie Liv brugte al deres taletid til at forklare, hvor hård ugens træning havde været.
Som seere fik vi ikke lov at vurdere noget som helst – vi blev hele tiden fortalt, hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert. »X Factor« var én lang tirade om livstruende halsbetændelser, voldsomme sidestik og andre personlige ofre, der måtte gennemleves, før deltagerne kunne synge deres covernumre. Man skulle tro, at de hver fredag havde været igennem en krig for at nå ud til Brøndby.
De mange ord fik årets »X Factor« til at virke idéforladt, hvilket blev understreget af, at deltagerne sang hit så kendte, at enhver kan finde dem på et karaokeanlæg. Den slags falder sjældent ud til amatørens fordel.
Mille Bergholtz gik på scenen med den tyndslidte »Drunk in the Morning«, mens Tina skulle bide skeer med »Love on Top«. Vis mig den 18-årige, der kan slå Beyoncé på hendes banehalvdel, og jeg viser dig en maskine.
Kwamie Liv var en skuffelse på panelets kvindelige plads. Åbenlys sympati havde hun, men der er trods alt også grænser for, hvor mange gange man gider at høre på, hvor stolt hun er af sine deltagere.
Det eneste, der er lige godt hver gang, er det middelmådige, og det har før sejret i »X Factor«. Måske det er derfor, at vindernes plader så sjældent sælger?
Vi elsker at dyrke ideen om det lille menneske, der arbejder sig frem, sætter sig ud over al modgang, men vi gider efterfølgende ikke at betale for at høre musikken. Her gælder andre regler. Når seerne alligevel ser med år efter år, er det, fordi vi gerne vil underholdes.
Det ville være rart, hvis dommerne også opdagede, at »X Factor« ikke er en parade af menneskelig modgang. Det er en sangkonkurrence, hvor stylister, koreografer og sangcoaches kan få almindelige menneske til at yde noget ualmindeligt. Og dette kan være nok til en fredag aften. Gid, det også var nok for dommerne.