Filmen »The Bodyguard« gjorde sangidolet Whitney Houston til filmstjerne i begyndelsen af 1990erne.
Det er muligt, at den lidt banale thriller om en mordtruet popdiva, der falder for sin bodyguard, ikke er verdens bedste film, men den har et eller andet – ikke mindst det Grammy-vindende soundtrack, der lagde endnu flere alen til Houstons popularitet med hits som powerballaderne »I Have Nothing« og »Run to You«, uptempo-versionen af Chaka Khans »I'm Every Woman« samt ikke mindst hendes imponerende lungeblæserfortolkning af Dolly Partons »I Will Always Love You«.
De er allesammen med i teaterversionen, som nu når Tivoli efter coronaudsættelsen og turné rundt i landet.
For en god ordens skyld har man i teaterudgaven kastet en håndfuld andre Houston-hit ind, og der er jo nok at tage af. Det relativt ubeskrevne blad Andrea Lykke Oehlenschlæger spiller hovedrollen, mens Johannes Lassen tager sig af titelrollen som livvagten, der forelsker sig i sin arbejdsgiver.

