17 tidligere elever har til en artikelserie i Politiken fortalt, at Det Kongelige Teaters balletskoles »hårde pædagogik« har gjort, at de udviklede spiseforstyrrelser.
Det er den seneste i en række af dårlige historier om arbejdsmiljøet på Det Kongelige Teater, og teaterchef Kasper Holten var søndag i Deadline på DR2, hvor han blev spurgt, om han har levet op til sit ansvar.
Red Barnets generaldirektør, Johanne Schmidt-Nielsen, har kaldt behandlingen af balletbørnene, som de tidligere elever har beskrevet den, for »psykisk vold«, mens direktøren for Børns Vilkår kalder den for »et utilgiveligt svigt«.
Værten Astrid Berg spurgte i Deadline, hvordan Kasper Holten ville betegne de historier, der er kommet frem i Politiken.
»Jeg bliver selvfølgelig enormt påvirket, når jeg læser om børn, der mistrives i vores varetægt,« svarede Kasper Bech Holten og sagde, at han »ikke ville stå i spidsen for et teater, hvor børn mistrives«.
I Politiken udtalte blandt andre den tidligere elev Isabel Dokkedal sig. Hun fortalte, at da hun omkring 14-årsalderen gik i puberteten og begyndte at få kvindelige former, blev det et problem for skolen, og hun fik at vide, at hun var blevet »for stor«, og at det så »æstetisk forkert ud«. Dokkedal trænede dengang tre til fem timer om dagen og spiste sundt, sagde hun til Politiken.
»En balletlærer foreslog, at jeg kunne springe morgenmaden over. En anden anbefalede, at jeg skiftede et måltid ud med en kop kaffe og en cigaret,« sagde Dokkedal til Politiken.
Blind vinkel
I Deadline bliver der som underbyggende eksempel også spillet et klip fra dokumentaren »De Udvalgte« fra 2011, hvor balletchef Nikolaj Hübbe kan ses vurdere balletbørns egnethed – eller mangel på samme – blandt andet med beskrivelser som »ikke fed« og »lidt rund«.
Kasper Holten siger, at det store fokus på at være tynd siden er blevet ændret, og at Nikolaj Hübbe og balletskolen siden 2013 har arbejdet med at få ændret på det tidligere herskende kropsideal i balletten.
Ifølge DR har Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade rettet henvendelse til Det Kongelige Teater af flere omgange, senest i foråret 2020, fordi foreningen havde talt med en række forældre, der var bekymrede over spiseforstyrrelser blandt eleverne. Foreningen tilbød et samarbejde med balletskolen, men det blev ifølge DR afvist.
Kasper Holten siger i Deadline, som man kan se i klippet ovenfor, at den information ikke nåede frem til ham, samt at han måske ikke har fulgt nok op på, hvordan arbejdet med at få ændret på skadelige kropsidealer gik.
»Det kan godt være, at jeg har haft en blind vinkel og skulle have spurgt mere aktivt ind til det. Det er jo noget af det, som advokatundersøgelsen skal finde ud af,« siger Kasper Holten.
Han henviser til den advokatundersøgelse, der blev igangsat af Det Kongelige Teater efter Politikens dækning.
Undersøgelsen skal danne grundlag for placering af et eventuelt ansvar, der kan lede til, at teatret træffer beslutning om for eksempel et erstatningsansvar, stod der dengang i en pressemeddelelse fra Det Kongelige Teater.
Balletskolen modtager årligt 18,7 millioner kroner fra staten.