Det Kongelige Teater har alvorlige problemer med arbejdsmiljøet.
Danserne går ned med stress og får overbelastningsskader. Det skriver Politiken, som er i besiddelse af en intern undersøgelse af arbejdsmiljøet på Det Kongelige Teater.
Næsten hver tredje balletdanser har været sygemeldt på grund af arbejdsbelastningen, og professor Peter Hasle fra Syddansk Universitet, som er ekspert i arbejdsmiljø, siger til avisen, at Den Kongelige Ballet har meget store udfordringer.
»Balletten er præget af alvorlige problemer med arbejdsmiljøet. Det er der ingen tvivl om. Det bliver underbygget af, at omkring en tredjedel siger, at de har været syge på grund af høj arbejdsbelastning. Det er et meget højt tal,« siger Peter Hasle, som har læst arbejdspladsvurderingerne for Det Kongelige Teater.
Det seneste års enorme publikumssucces ser altså tilsyneladende ud til at have haft en pris. I 2022 solgte teatret 506.156 billetter til teatrets egne forestillinger på egne scener
Om det skrev Berlingskes teaterredaktør Jakob Steen Olsen for nylig, at han var nervøs for, om teatret kunne bevare sin kunstneriske kvalitet.
»Meningen med et teater er selvfølgelig også, at nogen skal gå i det. Men man kommer ikke uden om, at teatret i sin iver efter at få publikum ind på sæderne i en vis udstrækning er ved at glemme sig selv,« skrev Jakob Steen Olsen dengang.
Balletchef Nikolaj Hübbe har svaret Politiken i en e-mail, hvor han skriver, at trivselsundersøgelsen »er hård læsning«, og at man fra efteråret 2022 er begyndt at tilpasse repertoiret for at sikre et bedre arbejdsmiljø.
»For danserne er mit et og alt. Vi skal passe på vores dansere, og vi er heldigvis i fuld gang med en række tiltag, både på kort og længere bane«, skrev han.