Efter en pause i ferietidens mest knastørre uger, er friluftssæsonens skøreste og skæggeste Shakespeare-opsamling tilbage ved søbredden i Ørstedsparken. Der er knald på, når ensemblet Shakes flintrer og farer ud af bardens berømte skuespil med speederen i bund og energien i top. Og så er det gratis!
Uddrag af anmeldelsen:
»Men indimellem alle paryk- og kønsskiftene, de legesyge kostumer, de skægge indfald og udfald har gøglertruppen modet til simpelthen bare at lade Shakespeare tale for sig selv. Til trods for, at udendørsscenen ned til Ørstedsparkens verdenshav mest af alt kalder på savende armbevægelser, sex og vold, diskodans, spex, spas og slapstick samt et par muntre højaktuelle satirespark til coronaafstand og den evige prygelknabe Joy Mogensen.
Den pædagogiske hensigt er til at få øje på: De vil bare så gerne dele begejstringen med Shakespeares magiske ord, og alt det andet – gøglen, pjattet og planken – er i virkeligheden bare den indpakning på udendørsscenens, tidens og årstidens præmisser, der skal til for at servere os de lækkerbiskener, der får os til at spidse øren, fordi vi aner, der er noget at hente.«