Sex og vold i Ørstedsparken

Speeddate Shakespeare: Friluftsforestillingen »Absolute Shakes Vol. 6« spoler gennem dramatikkens verdensmester under åben himmel i Ørstedsparken – med plads til pjat, pjank, pop og poesi.

Skægspeare: Mads Riisom, Mikkel Arndt, Patricia Schumann og Anders Budde Christensen sampler Shakespeare i Ørstedsparken. Thomas Cato

Han kan altså noget, ham der Shakespeare. Der sidder man så i Ørstedsparken i det indre København, mens en mild sommerbrise leger lystigt med den ludende guldregn, der ved hvert kærtegn velsigner de nærtliggende tilskuere i græsset med sine dryssende, gule blomster og bedøver dem med sin sødmefulde duft.

Og det eneste, der mangler for at fuldende skærsommernatsdrømmen, er lidt blankvers om kærlighedens besættende sindssyge, sådan som kun teaterhistoriens største kan formulere den. Og dem får man så. Lagt i skuespillermunde, sendt ud over os som en blid og sanselig omfavnelse i de tidlige aftentimer.