Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det er et stort navn i dansk teater, som nu forlader sin stilling.
Christian Lollike stopper nemlig som direktør for teatret SORT/HVID. Det skriver teatret i en pressemeddelelse.
Christian Lollike overtog i 2011 den kunstneriske ledelse af teatret, der dengang hed CafeTeatret. To år senere skiftede teatret navn til SORT/HVID.
Teatret skabte international debat, da det i i 2012 skabte stykket »Manifest 2083«, som var baseret på terroristen og massemorderen Anders Breiviks manifest. Det var Christian Lollike som instruerede og skrev manuskriptet til »Manifest 2083«.
Og stykket er tilsyneladende symptomatisk for Christian Lollike. Berlingskes teaterredaktør, Jakob Steen Olsen, skrev i 2020, at Christian Lollike gennem sin teaterkarriere »har haft en evne til at sætte fingeren på vores ømme punkter«.
Det gjorde han blandt andet med politiske forestillinger som »Martyrmuseum«, »Living Dead«, »All My Dreams Come True«, »Black Madonna« og totalforestillingen »Don Juan«.
Som begrundelse for sin afgang, udtaler Christian Lollike i pressemeddelelsen:
»Jeg er taknemmelig for at have samarbejdet med så mange dygtige kollegaer og kunstnere. Det har altid været interessant og sjovt at være på SORT/HVID. Jeg har ingen konkrete grunde til at forlade SORT/HVID andet end lyst til at prøve at gå nye veje.«
Michael Christiansen, der har været bestyrelsesformand for SORT/HVID siden 2012, beklager Lollikes afgang.
»Christian Lollike har med enestående talent, viden og brændende engagement været ildsjælen bag skabelsen af SORT/HVID med dets skarpe profil som stedse foruroligende og pågående samtidsteater. For Christian har der ikke eksisteret bånd eller traditioner, der ikke kunne og burde udfordres. Bestyrelsens opgave bliver nu at finde en ny kunstnerisk direktør, der kan forvalte og forny arven efter Christian,« udtaler Michael Christensen i pressemeddelelsen.
Bestyrelsen vil nu påbegynde arbejdet med at finde en ny kunstnerisk direktør, der kan tiltræde fra sæsonens begyndelse 2023/24.
Lollikes sidste forestilling som direktør og instruktør på SORT/HVID bliver operainstallationen »Orfeo«, der spiller som totalteater på teatret i foråret 2023.
Christian Lollike debuterer som filminstruktør næste år med filmen »Kagefrabrikken«. Han stod også bag »Kagefabrikken«, som blev opført som skuespil på Det Kongelige Teater i 2013.
Opdateret med informationen om Lollikes filminstruktørdebut.