Uanset hvor meget Signe Egholm Olsen med en kraftanstrengelse investerer sig selv i Medeas forpinte sind – og uanset hvor meget godt, man kan sige om hendes evne til at lade sig illuminere af den selvforbrændende, halvt besatte følelsesfeber, hun formidler bedre end nogen anden herhjemme – så mangler der noget i Det Kongelige Teaters version af Euripides' oldgræske tragedie.
I hvert fald hvis vi skal hensættes i den frygt og medlidenhed, der må være ideen med det hele: Identifikationen med Medea som vraget kvinde og kastebold for skæbnen. Uretfærdigt behandlet. Tilmed dobbelt udsat. Både brutalt kasseret af sin mand, misbrugt og forladt, da han ikke længere har brug for hende. Og samtidig en fremmed fugl på en fremmed kyst – alenemor på flugt.
