»Jeg udfører desperat det samme arbejde i bog efter bog – at gøre historien lille nok til at rumme det enkelte menneske.«

Sådan siger den hviderussiske forfatter, dokumentarist og nobelpristager Svetlana Aleksijevitj om sit indædte arbejde for at zoome helt ind på den enkeltes erfaring. Hun er ikke optaget af historiens store vingesus, men hun er interesseret i de menneskeskæbner, krigen trækker efter sig i sit blodige spor.

Også i det journalistiske værk »Zinkdrengene«, som Husets Teater nu sætter på scenen, låner hun stemme til krigens ofre – titlen refererer til de kister af zink, som de dræbte soldater kom hjem i fra det, der er blevet kaldt Sovjetunionens Vietnamkrig – den meningsløse invasion i Afghanistan, der begyndte i 1979 og først sluttede ti år senere. En krig, hvis officielle glorificering af socialiststatens sejrrige tilstedeværelse stod i stærk kontrast til den undertrykte sorg og lidelse, ofrene brændte inde med. Hvad enten de er hjemsendte soldater, menige og officerer, ødelagt for altid, fordi de har oplevet forråelsen på rekordtid. Sygeplejerskerne, der har stået ansigt til ansigt med lidelsen på begge sider af en krig. Mødre, der får deres sønner døde hjem – eller ville ønske de havde fået det.

»Og det er denne menneskeliggørelse af krigens omkostninger, der gør den velegnet til teater, ikke mindst hvis man er i besiddelse af skuespiller, der er dygtige nok til at skabe den nødvendige identifikation med de vekslende skikkelser i denne sorgens monologers stafet, så smerten forplanter sig til tilskuerrækkerne.«

---

Det er meget muligt, at Aleksijevitj gør historien lille, stiller skarpt på den pris, den enkelte har betalt for andres krig. Men mængden af stemmer – en kakofoni af smerte, lidelse, savn, sorg og vrede – gør hendes indsats for at beskrive krigens brutalitet så meget større. Og det er denne menneskeliggørelse af krigens omkostninger, der gør den velegnet til teater, ikke mindst hvis man er i besiddelse af skuespillere, der kan kunsten at skabe den nødvendige identifikation med de vekslende skikkelser i denne sorgens monologers stafet, så smerten forplanter sig til tilskuerrækkerne. Det har man på Husets Teater, hvor instruktøren Andreas Dawe, der også dygtigt har bearbejdet forlægget, har iscenesat med glimrende sans for naturalistisk intensitet.

Stort indtryk

Marina Bouras lader sig ikke mindst hudløst gennemsitre som nogle af de mødre, der slides af sindsbevægelse, svingende mellem monumental sorg og bitre anklager. En imponerende, koncentreret og uhyre præcis indsats, der gør stort indtryk. Skarpt forfulgt af Charlotte Munck, som om nogen kan kunsten at etablere en troværdig, lavmælt og intelligent tone til sit spil. Undervejs låner hun også skikkelse til en knejsende Aleksijevitj, snart empatisk lyttende til sine ofre, snart optændt af sin missions hellige indignation. Læg dertil Brian Hjulmand, der har flotte udtryk for nogle af de hjemsendte soldaters vekslende grader af desperation, og Jesper Hyldegaard, der lukker op for afgrunde af ødelæggende uskyldstab bag gemytlige masker.

Det er mængden af ophobet lidelse, ødelagt liv, meningsløse ofre, der gør indtryk. Man lytter. Og man lærer. Krigen har et skræmmende, menneskeligt ansigt.

Forestillingen varer tre timer, hvilket måske er lige i overkanten. Efter pausen føles denne strøm af smerte, sorg og harme som en unødig repetition, selv om der selvfølgelig kan være en mening med at udpensle den menneskelige katastrofe og dens omfang. Men vinder man nok ved at blive ved?  Hvor stærkt der end spilles fra begyndelse til den slutning, hvor lysene på de døde soldaters grave blafrer i mørket.

»Zinkdrengene« af Svetlana Aleksijevitj. Bearbejdelse og iscenesættelse: Andreas Dawe. Scenografi: Julie Forchhammer. Co-produktion mellem AKUT360 og Husets Teater. Husets Teater til 15. maj.