Krigens uhyrlige, menneskelige ansigt

Det var langt fra alle mødre, der fik deres sønner sikkert hjem fra Sovjetunionens krig i Afghanistan i 1979-1989. Titlen »Zinkdrengene« refererer til de soldater, der kom hjem i kister. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Al postyret om, hvorvidt det var berettiget, at sangskriveren Bob Dylan fik tildelt Nobelprisen i litteratur, har næsten fået os til at glemme, at også sidste års prismodtager var kontroversiel. Svetlana Aleksijevitj (født 1948) fra Hviderusland skriver måske nok prosa og i bogform, men hun er på sin vis tættere forbundet med journalistikken end med romanfiktionen, for hvilken nobelprisuddelerne jo ellers har haft en forkærlighed.

Siden begyndelsen af 1980erne har Aleksijevitj arbejdet på et stort dokumentarprojekt med titlen »Utopiens stemmer. Historien om det røde menneske«.

»Jeg udfører desperat det samme arbejde i bog efter bog efter bog – at gøre historien lille nok til at rumme det enkelte menneske,« skriver hun i en dagbogsoptegnelse 20. september 1988.

Én af hendes bøger handler om kvinder i Den Røde Hær under Anden Verdenskrig. En anden om børns krigsoplevelser. En tredje om Tjernobyl-katastrofens ofre. Og så videre, for det er blevet til en lang række siden.

»Zinkdrengene«, der udkom første gang i 1989, handler om Sovjetunionens krig i Afghanistan 1979-1989. Aleksijevitj arbejder med samme metode her som i sine øvrige bøger, når hun interviewer en lang række mennesker, der har været i nærkontakt med krigens uhyrligheder, enten selv eller gennem deres nærmeste, som måske endda er blevet sendt hjem i en af de zinkkister, der har lagt navn til bogens titel.

Bogens prolog består af en mors hjerteskærende fortælling om, hvordan hendes yndlingssøn ødelagt vender hjem fra Afghanistan-krigen og begår et mord. Skammen over at have opfostret en morder og smerten over, at han er endt, som han er, plager hende og driver hende næsten i graven.

Og sådan er det for mange af de stemmer, Aleksijevitj lader komme til orde. Nogle tilhører unge, lidt enfoldige mænd, der er lokket i krig under falske forudsætninger, og som har set og oplevet langt mere ondskab og destruktion, end noget menneske kan rumme. Andre hører til de unge idealister, der drog i krig, fordi de troede på kommunistpartiets propaganda, men som snart følte sig snydt og manipuleret, og som slet ikke fandt opbakning blandt de afghanere, de var sat til at befri. Kvinder fra hæren fortæller om, hvordan deres køn blev en vare mellem deres kolleger og officererne. Soldater sælger hærens materiel til afghanerne for at forbedre deres alt for lave indkomster, og de stjæler gerne fjendens beklædning og udstyr, for ofte er det bedre end Den Røde Hærs udslidte grej.

Det er ikke noget flatterende billede, der tegnes af sovjetstaten og dens hær, og selv om Aleksijevitj bedyrer, at det »er følelser, jeg afsøger her, ikke begivenheder eller hændelser«, så er det alligevel åbenlyst, at hun er systemkritiker. Da »Zinkdrengene« udkom i 1989, blev den således også anklaget for injurier fra såvel kommunister som militæret. I 1993 blev der indledt en retssag mod bogen, og sidste del af den foreliggende udgave består af akter fra denne retssag, men også her er det i udbredt grad det menneskelige aspekt, der interesserer Aleksijevitj. Det er evnen til at indfange den slags og gøre det begribeligt for os andre, der gør en stor forfatter. Denne er endda en Nobelpris værdig.

Hvad: »Zinkdrengene« Beretninger fra krigen i Afghanistan

Forfatter: Svetlana Aleksijevitj

Oversætter: Jan Hansen

Sider: 384

Pris: 299,95

Forlag: Lindhardt og Ringhof