Her til aften rejste en fuld sal sig og sagde tak

Skuespilleren Søren Sætter-Lassen har søndag aften modtaget Hædersprisen ved prisuddelingen Årets Reumert. Læs Berlingskes teaterredaktør Jakob Steen Olsens tale til den lille, store skuespiller.

Søren Sætter-Lassen forbereder sig på rollen som Strindbergs »Faderen« i sin have. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kan Søren Sætter-Lassen undvære Det Kongelige Teater?

Det tror jeg nok, han kan. Han har i hvert fald – til manges store overraskelse, lige så manges fortrydelse – selv valgt at forlade teatret efter at have tilhørt dets ensemble i mere end 30 år. Uden at smække med dørene. Nu vil han have mere tid til sig selv, se sig lidt omkring, se, hvad tiden bringer.

Men spørgsmålet er i virkeligheden forkert formuleret. Bør man ikke i stedet stille det på en anden måde: Kan Det Kongelige Teater undvære Søren Sætter-Lassen?

Kære Søren:

På mange måder siger vi med din afgang fra nationalscenen farvel til en ganske særlig type skuespiller. En skuespiller, som skriver sig ind i teatertraditionen. Vel at mærke som repræsentant for sin egen tid. Som har været i stand til at forny det, der skulle fornyes indefra hånd i hånd med de kolleger og det teater, der kom før ham – ikke i form af udvendige modegreb.

Søren Sætter-Lassen i "Amadeus", 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Winther.

Er du en af de sidste i det ensemble, nationalscenen efterhånden helt har opgivet, og uden hvem det på mange måder risikerer blot at være et teater som alle andre? Eller sagt på en anden måde: Hvem skal løfte hele det repertoire, du har forgyldt med din enestående musikalitet, din klare intelligens, din vævre, adrætte kropslighed, din evne til både at zoome ind på et væld af enkeltheder, men samtidig forstørre dine figurer til scenebrug?

Sat på scenen med den tekniske brillans, den fulde beherskelse af sine virkemidler, som giver en skuespiller det ekstra, der skal til, når han står i første række. Hvad er det, du selv har mindet os om i mange år, når du har lagt smukt klangfuld basstemme til Audi-reklamerne i fjernsynet:

»Vorsprung durch Technik«.

Smittende spilleglæde

Du har kaldt dig selv en stærkt disciplineret skuespillermunk, når du forsvinder ind i det komplekse, komplicerede og kompromisløse arbejde med dine roller. Men på scenen er dette nuancerede forarbejde aldrig havnet i gold mekanik, fordi din menneskelighed, din åndfuldhed, din frodige, frække fantasi, din smittende saftige spilleglæde og indbyggede lidenskabelighed har forhindret det.

Og du er blevet ved med at facetslibe dine præstationer, optimere dit samspil, lege med replikkernes muligheder, justere, finpudse, lægge til og trække fra i en evig søgen efter at gøre det endnu bedre. Kun det bedste har været godt nok, og kun det bedste har vi fået. Har du nogensinde været dårlig på en scene? Jeg tror det ikke; jeg har i hvert fald ikke oplevet det.

Topmøde: Søren Sætter-Lassen og Olaf Johannessen i »Faust«, Teater Republique. 2020. Fold sammen
Læs mere
Foto: Karoline Lieberkind.

Men din enestående flid har ikke været uden omkostninger.

For mange år siden havde jeg den glæde at være den absolut mest generte og uduelige praktikant på Aveny Teatret. Den unge og meget efterspurgte skuespiller Søren Sætter-Lassen spillede på teatret. En morgen kom han til prøve og videregav ganske forfærdet en historie fra aftenen før. Hans lille søn havde spurgt ham: »Far, hvor bor du egentlig henne?«

Han så dig kun i glimt. Så stærk var din rastløshed, så voldsom var din ambition, så utæmmelig var din drift.

Du har stort set ikke været af brædderne siden 1978. Bortset lige fra den periode, hvor du nær havde mistet livet i en alvorlig arbejdsulykke. Med viljestyrke kæmpede du dig tilbage, ikke mindst ved at tænke på de opgaver, der ventede på dig. Fuldt kampdygtig, om muligt endnu bedre.

Scenisk enegang

Når vi på en aften som denne mindes alt det, du har givet dansk teater, husker os selv og hinanden på alt det, du har været, men vel at mærke stadig er, så er det et imponerende, lyslevende galleri af figurer, der flimrer forbi: Fra de unge års frustrerede, nervebetonede, farlige unge mænd i det moderne repertoire. Først på Odense Teater, siden på blandt andet Aveny Teatret og Rialto. Til de mange store roller, du har løftet ikke mindst i det klassiske repertoire på Det Kongelige Teater.

»Lang dags rejse mod nat« af Eugene O Neill. Fra venstre ses Jens Jørn Spottag, Søren Sætter-Lassen, Ghita Nørby og Henning Moritzen.1996. Fold sammen
Læs mere
Foto: MOGENS LADEGAARD.

Du forstår om nogen, at komedien og tragedien er hinandens forudsætninger. Du forlener alvoren med humor, du ved, at det sjove skal tages alvorligt. Dine værste skurke er blevet mennesker, dine største idioter har en flig af vores sympati.

Med Henning Jensen og Amanda Collin  i "Møller og Larsen" . Fold sammen
Læs mere
Foto: Natscha Thiara Rydvald..

Den klassiske komedie er blevet et varemærke. Du er, ganske enkelt, en vidunderlig, selvkørende karakterkomiker, der har været i stand til omtrent at gå scenisk enegang, men med fuld respekt for dine omgivelser.

Lutter mænd, som på den ene eller den anden måde har været ofre for deres egen forfængelighed, og som med selvoptagethed har manipuleret deres omgivelser.

Senest hypokondernes hypokonder, Molières »Den indbildt syge« i efteråret.

Du spillede ham som en lille mand, der var lykkeligt forelsket i selve ideen om sit eget manglende helbred. Aftenen blev én lang demonstration af en blændende skuespillersolists evne til at holde boldene i luften. Sikke en detaljerigdom, sikke en frisat spilleglæde, sikke en evne til at variere det lidt, der var at variere.

Centrum for det hele: Søren Sætter-Lassen som Molières »Den indbildt syge«, omgivet af Martin Bo Lindsten, Jonathan Bergoldt Jørgensen, Jens Jørn Spottag og Tina Gylling Mortensen. 2021. Fold sammen
Læs mere
Foto: Karoline Lieberkind.

Lad os lige skrue tiden tilbage til Aveny Teatret igen. Den uduelige praktikant skulle afløse suffløren ved eftermiddagens prøve. Du hang i en trapez, hvor du havde en stor monolog. Pludselig gik du i stå. Jeg stak dig, som det hedder i jargonen. Det skulle jeg ikke have gjort: Iskoldt lød det fra det høje:

»Der er jo noget, der hedder en kunstpause.«

Kære Søren. Du var altså gået i stå.

Men lad nu ikke kunstpauserne vare for længe. Dansk teater har brug for dig. Der er ingen som dig. Dit format, din uomtvistelige sceniske autoritet kan ikke bare erstattes. Du har sat dine figurer på scenen med den træfsikkerhed, den evne til at trænge ind i sjælens kringelkroge og videregive spillet i og mellem mennesker med den fylde, som kendetegner den helt store skuespiller.

Det er nemlig det, du er: En meget stor skuespiller.

Hjerteligt tillykke.

Foto: Thomas Lekfeldt.