Det er dybt menneskeligt, når 82-årige Maria Stenz deler sin sorg med publikum

»Inden vi dør synger vi en sang« er en dybt menneskelig, varm og vemodig sang om livet, der går så hurtigt. Men også en hyldest til overlevelsen. Camilla Bendix, Peter Oliver Hansen og Maria Stenz deler generøst deres livs store og små øjeblikke.

Sammen hver for sig: Maria Stenz, Camilla Bendix, Peter Oliver Hansen og Olivier Antunes. Fold sammen
Læs mere
Foto: Robin Skjoldborg
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Et øjeblik kan være det hele værd.«

Sådan synger de i et af de allersidste øjeblikke i Teatret ved Sorte Hests musikalske erindringsforestilling, »Inden vi dør synger vi en sang«. Og det er jo sådan set rigtigt nok. Det gælder i livet, det gælder på teatret. Også i denne kalejdoskopiske kabaret, hvor de tre på scenen – 82-årige Maria Stenz og de to midaldrende kolleger Camilla Bendix og Peter Oliver Hansen – generøst deler ud af stort og småt fra deres egne liv, er der rigtig mange af dem: øjeblikke, som er det hele værd.

Den Reumert-vindende instruktør Kamilla Wargo Brekling kan noget med at skabe forestillinger, hvor de medvirkende selv øser ud af deres aflejrede livserfaringer, som væves til et begavet kludetæppe. Ofte har der været byttet rundt på historier og agerende, så det ikke nødvendigvis var egne erfaringer, skuespillerne blev lagt i munden. Men sådan er det ikke her. Og det bliver forestillingen ikke mindre smuk af.

Dybt menneskeligt

De tre på scenen skiftes til at tale om de erfaringer, de har gjort sig gennem livet. Mere eller mindre tilfældige, korte erindringsfragmenter flyder raffineret associativt mellem hinanden. Komplet med uskyldstab, sorger og modgang. Fra barndommens evige sommer over ungdommens dannelsesår til tiden, hvor kroppene er i forfald, og venner forsvinder. Det er både morsomt, vemodigt og ind imellem bevægende. Stærkt personligt, men aldrig privat. Og hele tiden dybt menneskeligt.

Ind imellem synger de en række af de bedste, overvejende danske, sange, der alle har et eksistentielt rum om sig – deres sange, men også vores sange. De fleste af dem kun i brudstykker, akkompagneret af den gallisk-elegante Olivier Antunes, der jazzer elegant ved det opretstående. Man havde gerne hørt endnu flere af dem til ende. Men de virker nærmest som en slags fælles balsam på sjælen, der lægger sig i forlængelse af de personlige udsagn. De minder om, at vi muligvis er alene. Men vi er i det mindste alene sammen.

Camilla Bendix udstråler inviterende, velvillig varme som en kakkelovn, men bærer også en afskrællet følsomhed med sig, når hun både kan fortælle om barndommens imaginære ven, ungdommens fynske diskotek, moderens chokerende død i en bilulykke og sine egen oplevelser med #metoo. Og sjældent har man set en højeksplosiv overgangsalder spillet ud med så megen desperation, at man selv har lyst til at flå alt tøjet af.

Peter Oliver Hansen afslører ikke så lidt barsk, selvironisk humor. Som da han fortæller om at blive dumpet af en ekskæreste med følgende skudsmål:

»Du må forstå, at jeg også går lidt efter udseendet.«

Han har blandt meget andet en ligefrem fremstilling af erfaringerne med en kræftdiagnose og gengiver følsomt en frustrerende samtale med sin gamle far.

Så smukt, som noget kan være

Og så er der Maria Stenz, der synger så dejligt med den stemme, som nu er dybere, men på mange måder så meget mere udtryksfuld. Hvilket format. Hvilket vidende blik. Hendes stolte tilstedeværelse tilbyder et generøst blik på at blive ved. At hun må kæmpe for at rette sig ud. At hun påstår, hukommelsen svigter. At hun flygter fra spejlene: »Hvem er den gale kone, der følger efter mig?«

Men hold da op, en tilstedeværelse. Hendes vuggende version af »Jeg vil takke livet« bliver ikke bare en hilsen til alt det, hun har ladt bag sig. Det er en hymne om stadig at være her. Og når hun taler om sorgen efter sin afdøde mand, er det så smukt, som noget kan være. »Jeg savner ham hver dag.« Så enkelt kan det siges.

Maria Stenz udfolder et dejligt format på scenen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Robin Skjoldborg.

Det er det, der er så dejligt ved denne lille, fine forestilling. Den er sentimental på en ikke synderlig sentimental måde. Den er kynisk på en tilgivende og følsom facon. Man er, ganske enkelt, i live, mens man ser den, mens uret tikker nådesløst mod den sidste udånding.

Faktisk er den som livet selv: en blanding af stort og småt, sødt og råt, skelsættende og trivielt. Sært livgivende, samtidig med at den ikke bestiller andet end at minde os om altings forgængelighed, og at vi snart skal dø. Som Gustav Winckler sang det i den gospelsang, Peter Oliver Hansen trykker herligt af undervejs: »Ingen bryder livets cirkel.«

Læg dertil, at den kun varer lidt over en time. Tiden flyver afsted. Fuldstændig som vi oplever den stakkede stund fra vugge til grav.

»Inden vi dør, synger vi en sang«: Manuskript: Holdet. Musikalske arrangementer: Olivier Antunes. Instruktør: Kamilla Wargo Brekling. Teatret ved Sorte Hest. Til 10. september.