Blodskam, forstødelse og døde helte: Wagners vilde valkyrier rider igen

Gode sangere og fremragende orkesterspil redder en mindre end mindeværdig opsætning af Richard Wagners udødelige »Valkyrien« på Operaen.

Brünnhilde (Trine Møller) omgivet af flammer. Foran hendes fortvivlede far, Wotan (Tomasz Konieczny). Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Winther
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mange Richard Wagner-afhængige vil med glæde huske tilbage på Kasper Holten og hans holds fortræffelige iscenesættelser i 00erne af de fire operaer, der tilsammen udgør »Nibelungens Ring«.

De var højdepunkter i Den Kongelige Operas historie, både som event og som kunstnerisk præstation, og de var højdepunkter, vi næppe kommer til at se magen til de næste mange år. Men mindre kan også gøre det, og dejligt, at det nu igen er muligt at opleve et af tetralogiens vilde værker, »Valkyrien«, i dronningens København.

For de uindviede: »Valkyrien« er en lidenskabelig og bloddryppende beretning, der begynder med, at Siegmund, der er dødelig søn af den bogstaveligt talt enøjede overgud Wotan, efter mange års adskillelse møder sin tvillingesøster, Sieglinde, da han søger husly under en storm.

De genkender hinanden, de to, og de forelsker sig i hinanden, og de avler (viser det sig senere) en søn i blodskammens rus, og da han trækker det magiske sværd fra asketræet beviser han, at han er den helt, man har ventet på så længe.

Far og datter: Wotan (Tomasz Konieczny) og Brünnhilde (Trine Møller). Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Winther.

Men da det viser det sig, at husets herre og Sieglindes husbond, Hunding, er Siegmunds dødsfjende, så er Siegmunds liv i akut fare, og det er ikke godt, for Wotan har brug for ham, den frie og stærke, for at redde sin egen verden fra undergang, så han beordrer sin yndlingsdatter, valkyrien Brünnhilde, til at beskytte ham. Og det vil hun så hjertens gerne, men Wotans hustru, Fricka, tvinger sin grædefærdige overgud af en mand til at ændre beslutning, for Siegmund, den incestuøse ægteskabsbryder, fortjener at dø, mener hun, så Brünnhilde får kontraordrer af sin far, men forsøger at trodse hans påbud, og som straf forstøder Wotan hende og dømmer hende til en dødlignende søvn, som kun en helt kan redde hende fra …

Der er mange flere lag i handlingen end de her skitserede, men gang i den, det er der i hvert fald. Det er de helt store følelser og de helt store principper, der er i spil, fra den passionerede forbudte kærlighed over magt og ære og grådighed og bedrag til intet mindre end hele den kendte verdens potentielle undergang. Mulighederne for scenisk fortolkning er tilsvarende uendeligt mange.

Overbossen

På Operaen har den afgående operachef, John Fulljames, gjort Wotan til en slags overboss i et firma, hvor de ansatte, siddende på deres kontorstole, med gudelig magt koreograferer menneskelivet, mens Siegfried og Sieglinde på deres side i al deres alt for menneskelige ikke-gudelige gudeligt iscenesatte menneskelighed fremstår grimme og forhutlede –  ikke just det stof, helte og deres kvinder normalt er gjort af.

Det er ikke noget uintelligent greb, men der mangler noget på billedsiden, virkelig. Der er ingen glans og magi i Tom Scutts IKEA-agtige scenografi, højst lidt tam pænhed, og lavpunktet er alle scenografi-klicheers moder – en trappe – som blandt andet bliver det sted, hvor Brünnhilde i et af værkets i øvrigt mest dramatiske optrin møder sine medsøstre, de andre valkyrier, der kommer ridende med de døde helte, de har samlet op på slagmarken, så de kan kæmpe for Wotan. Noget, der kunne have været – og ofte er – en visuel fest, bliver her en halvtrist omgang discount, og det slutter ikke her. Samme triste trappe går igen i operaens altid bevægende slutscene, hvor Wotan og Brünnhilde tager afsked med hinanden. Det er for tamt.

Til gengæld er polske Tomasz Konieczny en aldeles fremragende Wotan, stærkt syngende, stærkt spillende, skiftevis magtfuldkommen, underdanig og faderkærligt lykkelig/ulykkelig. Der er også meget godt at sige om Brünnhilde i skikkelse af unge danske Trine Møller, hvis bedårende, frie og ubesværede sopran lover rigtigt godt for fremtiden. Endnu synes hun lidt for ung til helt at fylde rollen ud, men om nogle år, når stemmen er modnet, har hun potentiale til at blive en af de store Brünnhilder.

Lidt mindre interessant er Den Kongelige Operas Wagner-diva gennem mange år, Ann Petersen, der synger Sieglinde og redder den hjem på rutine og dramatisk sans, mens Hanne Fisher på sin side er ubetinget strålende som furien Fricka, der med sin uimodsigelige vrede får Wotan til at bøje sig i fortvivlet afmagt. Der er også gods i den amerikanske heltetenor Bryan Registers både fint lyriske og tilpas dramatiske Siegmund og i Morten Staugaards skønt modbydelige Hunding med den klangfulde bas.

Læg dertil, at dirigenten Thomas Søndergaard, og det fortræffelige kongelige kapel har så godt styr på helheden. Sådan skal Wagner lyde, som et stadigt flow, som en strøm af lyd, der aldrig synes at stoppe, med en enorm og hele tiden meddigtende orkestersats, der rammer alt ind.

At vi så denne gang som helhed ikke når Holten-versionens visuelle og andre højder, er til at leve med. Mindre end det mindeværdige kan også gøre det. Mindre her er ikke så lidt.

Valkyrien

Musik og ord: Richard Wagner. Iscenesættelse: John Fulljames. Scenografi: Tom Scutt. Orkester: Det Kongelige Kapel. Dirigent: Thomas Søndergård.