Der er næppe noget teater her i landet, der agerer mere hundeangst i forhold til den offentlige mening, end Det Kongelige Teater med Kasper Holten ved roret gør.
Vi ser det også nu i forbindelse med den aktuelle debat om aflysningen af balletten »Othello«, som ellers er en principiel diskussion, der er værd at tage. Teatret bidrog dog kun modvilligt til samtalen om den repertoireændring, man i al ubemærkethed foretog – altså lige indtil pressen fortalte historien om motiverne bag kursskiftet: Dansere på teatret nægtede at danse den tyske stjernekoreograf John Neumeiers Shakespeare-ballet, fordi de mente, at en specifik dans i balletten var racistisk.