RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.
»Det var min idé. Jeg er slet ikke vant til, at de lytter til mine ideer, så jeg blev overrasket og meget rørt,« lyder det fra RokokoPosten-småtte David Holt Olsen fra hjemmet i et østjysk forstadskvarter.
Han fortæller, at redaktionen holder daglige videokonferencer for at brainstorme og diskutere den aktuelle situation.
»Normalt mødes vi på en rådhusplads nær dig, men vi har valgt at arbejde hjemmefra, selvom vi er færre end ti mennesker, og reglen om højst ti personer i øvrigt ikke gælder for arbejdspladser,« forklarer Mikkel Andersson fra sit hjem i et østdansk forstadskvarter.
Han bekræfter, at redaktionen tog småtten Davids idé til sig.
Redaktionsmedlemmerne var meget enige om, at alt for meget handler om corona.
»Faktisk handler alt om corona. Men den her artikel handler ikke om corona. Den handler om wienerklassicismens betydning for europæisk kulturliv. Og bov,« siger RokokoPostens anden småtte, Niels Jespersen.
Marta Sørensen, der sammen med Mikkel Andersson og Zenia Larsen udgør RokokoPostens stab af senior executives, er enig i, at artiklen ikke handler om corona, men mener, at det med wienerklassicismen er noget vrøvl.
»Selvfølgelig handler den ikke om det. Det ville være et fjollet emne at tage op som satiremedie,« siger hun og tilføjer, at artiklen handler om gylp, ammehjerne, gylp og babykuller. Og gylp.
Ifølge Zenia Larsen tager de dog alle fejl.
»Artiklen handler om behovet for en mellemrubrik (underoverskrift, red.). Nu har vi i årevis kørt uden, selvom vi længe har haft behov for en,« siger hun og tilføjer:
Se selv, hvor godt den fungerer
»Se selv, hvor godt den fungerer. Den er slet ikke overflødig.«
Mikkel Andersson og David Holt Olsen vil ikke udtale sig om en eventuel mellemrubrik, men har også deres bud på, hvad artiklen handler om.
»Den handler om skyr, og at skyr er megaklamt,« siger David Holt Olsen, før han bliver afbrudt af Mikkel Andersson:
»Den handler selvfølgelig om Hitler. Grundlæggende og dybest set handler alting om Hitler.«




