WHO-topekspert undrer sig over vestlige landes tiltag mod coronavirus: Vi skal lære én ting fra Kina

Læge Bruce Aylward, der spiller en central rolle i kampen mod coronavirussen som seniorrådgiver for generaldirektøren i WHO, siger, at erfaringerne fra Kina burde tages alvorligt i resten af verden. Nedlukninger bør ikke være hovedfokus, men i langt højere grad test og isolation.

 
Coronavirussen spreder sig i Danmark. Få overblikket her. Fold sammen
Læs mere

Med næsten 30 års erfaring i at bekæmpe polio, ebola og vira er Bruce Aylward en mand, man bør lytte til. Især i øjeblikket.

Det er i hvert fald, hvad Verdenssundhedsorganisationen (WHO) gør, hvor han er seniorrådgiver til generaldirektøren og en vigtig mand i kulissen i kampen mod coronavirussen.

Bruce Aylward er læge og stod i februar i spidsen for en WHO-mission til Kina for at blive klogere på, om de tiltag, landet har sat i værk, har en effektiv indvirkning på spredningen af coronavirus i landet.

Og Bruce Aylward er blevet klogere, men han undrer sig også. Han undrer sig over de tiltag, der bliver søsat i store dele af den vestlige verden. Det fortæller han i et stort interview til mediet Time. Og det fortæller også han i et interview til det danske medie POV.

Mandag forlængede statsminister Mette Frederiksen (S) lukningen af skole, daginstitutioner, sportstilbud, diskoteker og værtshuse til efter påskeferien.

Danmark skal fortsat være lukket ned.

I Storbritannien meddelte premierminister Boris Johnson, at landet nu indfører et decideret udgangsforbud for befolkningen, som kun må gå ud for at handle, tage på arbejde – hvis det er strengt nødvendigt – og dyrke motion. Samtidig forbydes forsamlinger på mere end to personer.

Men for Aylward at se er der én ting, der med erfaringerne fra Kina har vist sig effektive:

»Test, test, test, test, test. Ikke test, test, test, test, test alle, men test de mistænkte, test de mistænkte, test de mistænkte. Derefter isoleres de bekræftede sager effektivt. Det tredje stykke er karantænestykket,« siger han til Time.

WHOs seniorrådgiver, Bruce Aylward, mener, at måden, man mest effektivt bekæmper virussen på, ikke er at lukke hele lande ned, men at teste. Fold sammen
Læs mere
Foto: FABRICE COFFRINI.

Den danske regering er i den seneste tid blevet kritiseret for ikke i tilstrækkelig grad at teste befolkningen. Blandt andet Berlingskes afdækning af de manglende test har ført til, at regeringen nu vil teste endnu flere.

En artikel i Berlingske beskrev, hvordan Danmark har takket nej til et tilbud om et arsenal af testkit fra Sydkorea.

En beslutning, som sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) senere undskyldte på et pressemøde og i en mail til Folketingets sundhedsordførere, hvori han skrev:

»Beklageligvis har de danske sundhedsmyndigheder ikke i tilstrækkelig grad fulgt op på henvendelsen fra de sydkoreanske embedsmænd. Ministeriet er ved at afklare det præcise forløb, men mit ministerium har allerede her til aften rakt ud til den sydkoreanske ambassade i København med henblik på i morgen tidlig at genetablere en kontakt om muligt køb af testkit fra de sydkoreanske leverandører.«

Den danske regering har især fokuseret på at lukke samfundet ned for på den måde at sikre, at færre bliver smittet, hvormed det danske sundhedssystem kan følge med.

Til danske POV fortæller Bruce Aylward, at det ikke er nedlukningerne af byer, der har været afgørende i kampen mod coronavirussen. Det er netop test og isolation.

Om nedlukning siger han:

»Hvad sker der om nogle uger, når befolkningerne og økonomien ikke kan holde til de her foranstaltninger? Så styrter alle ud, og så er der stadig ikke styr på smitten. Vi skal have brudt smittekæderne, og det gøres ved at sætte ind der, hvor smitten er, i stedet for at prøve at sætte ind mod alt muligt usynligt. Fokusér på det, man kan opdage: de syge og deres kontakter.«