En russisk konvoj har tilsyneladende ikke flyttet sig i over en uge. Langt de fleste store byer i Ukraine er stadig på ukrainske hænder. Civilbefolkningen fremstiller molotovcocktails, forvirrer russerne ved at pille vejskilte ned og yder indædt modstand mod overmagten.
Små og store ukrainske landvindinger skyller dagligt ind over mediebilledet.
På de sociale medier, hvor faktatjek er en by i Rusland, er det vildere endnu. Her florerer videoer, der angivelig forestiller to ukrainske traktorer kørende rundt med en russisk kampvogn på slæb. En menneskekæder, der nægter at flytte sig for invaderende konvojer. Ukrainere, der har taget en russisk soldat til fange og har overskud til at lade vedkommende ringe til sin mor.
Er der grund til at tro, at ukrainerne rent faktisk kan slå de russiske styrker tilbage? Eller er det i virkeligheden mest et udtryk for det udfald, Vesten brændende ønsker sig?
Det er noget, militæranalytiker ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet Kristian Lindhardt har tænkt meget over.
»Jeg er bange for, at vi overfører vores følelser for den her krig til krigens realitet. At vi får blandet de to ting sammen,« siger han.
Ifølge ham er Vesten ramt af forfærdelse. Derfor tager man alle tegn på, at det ikke går så godt for russerne – og at det kører for ukrainerne – og gør dem til virkelighed.
Men det er ikke nødvendigvis sådan, virkeligheden hænger sammen, lyder det.
»Det er forskel på faktuel analyse og håb,« siger Kristian Lindhardt.
»Selvom rigtig mange mennesker håber noget i denne konflikt, så skal det ikke skygge for de fakta, vi kigger på.«
Hvad er det for fakta, der er relevante at se på?
»Fakta er, at Rusland stadig er under fremrykning i alle sine angrebsakser. Det går langsommere, end de havde regnet med, og de har lidt betydelige tab – men de er stadig under fremrykning,« siger militæranalytikeren.
»Det betyder, at russerne stadig bestemmer krigens gang – og alt andet lige stadig er den succesfulde part.«
En væsentlig ukrainsk sejr i propagandakrigen
Der er ingen tvivl om, at måden, hvorpå der bliver skrevet om små ukrainske sejre, er anderledes end måden, hvorpå der skrives om russiske sejre. Det mener seniorforsker ved Institut for militære studier på Københavns Universitet, Kristian Søby Kristensen.
»Når situationen i starten blev beskrevet som tabt på forhånd af sådan nogle som mig, er der en tendens til, at man leder efter lyspunkter,« siger han.
»Men det er også et udtryk for en væsentlig ukrainsk sejr i propagandakrigen. I Ukraine har de været enormt dygtige til at skabe opbakning.«
Seniorforskeren fremhæver især Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, som en mand, der har formået at få både den ukrainske befolkning og Vesten til at gå langt.
»Han er trådt i karakter som en super krigspræsident. Han var jo ikke synderlig populær før, men det er lykkedes ham at underminere den umiddelbare russiske krigsplan, som var, at den ukrainske befolkning ikke ville bakke ham op,« siger Kristian Søby Kristensen.
»Og så er den ukrainske kampindsats gået bedre, end hvad mange havde regnet med. Hele verden står måbende tilbage og ser på den russiske inkompetence.«
Et spørgsmål om politisk vilje
Hvis russerne vil vinde, kommer de til at vinde, lyder analysen fra Forsvarsakademiets Kristian Lindhardt.
»Det er ikke et spørgsmål om militær evne, men et spørgsmål om politisk vilje,« siger han.
»Der er ikke noget sted, russerne viser politiske svaghedstegn i forhold til ikke at ville denne krig. De argumenterer stadigvæk for, at de gør det rigtige, og at deres indsats er retfærdig.«
Når vi hæfter os ved de små ukrainske sejre, er det ifølge militæranalytikeren helt naturligt.
»Jeg synes, det er meget menneskeligt. Det er derfor, vi har sådan nogle som mig, der har til opgave at se mere analytisk på problemstillingen – og så levere en form for viden på baggrund af den analyse, vi laver.«
