I 1927 blev dørene slået op til, hvad der i dag betegnes som en ikonisk restaurant midt på Manhattan.

The Russian Tea Room blev skabt af tidligere medlemmer af den kejserlige russiske ballet med det mål at samle russere, der opholdt sig i New York.

Men selvom restauranten i mange år er blevet et attraktivt tilflugtssted for både turister, skuespillere, politikere og forfattere, er det den seneste uge gået den modsatte retning.

I takt med den russiske invasion i Ukraine, som eskalerer dag for dag, er der flere, der vælger at boykotte alt, der emmer af Rusland.

The Russian Tea Room er ingen undtagelse.

Ifølge New York Post stod restauranten næsten tom i sidste uge – og det skyldes angiveligt situationen i Ukraine.

Restauranten er særlig kendt for sine røde lædersofaer, guldloftet samt de kunstværker, der pryder væggene.
Restauranten er særlig kendt for sine røde lædersofaer, guldloftet samt de kunstværker, der pryder væggene. Bob Strong/AFP/Ritzau Scanpix

Men selvom restaurantens navn antyder en russisk tilknytning, har den – ifølge dens hjemmeside – haft amerikanske ejere i en længere periode.

Det har dog ikke forhindret gæsterne i at søge mod andre spisesteder. Restaurantens ejere eller medarbejdere har afvist at svare på spørgsmål om det faldende antal gæster, skriver CNN.

I stedet er de kommet med et klart budskab på deres sociale medier:

»The Russian Tea Room står sammen med befolkningen i Ukraine« og har ingen sympati for Ruslands uprovokerede krigshandlinger.

»I 95 år har NY institutionens historie været dybt forankret i at tale imod kommunistisk diktatur og for demokrati,« står der blandt andet i et opslag på restaurantens Instagram-profil.

En større tendens

Også andre steder verden over boykottes alt, der har med Rusland at gøre.

Washington Post kan fortælle, at folk i hele USA er begyndt at hælde deres russiske vodka ud i afløbet, og at flere delstatsguvernører har opfordret til at fjerne russisk spiritus fra hylderne.

Samtidig har en del barejere skiftet navnet på cocktailen Moscow Mule, der består af vodka, limesaft og ingefærøl, til Kyiv Mule.

Men også på den danske solskinsø, Bornholm, har en barejer valgt at handle på den situation, som netop finder sted i Ukraine. Palæ Cafeen, der ligger i Store Torvegade i Rønne, har nemlig foretaget ændringer i drinkskortet.

Det gælder drinken White Russian, som består af vodka, kahlua og fløde, hvor ordet »russian« (på dansk: »russer«) er blevet overstreget med en blå og gul stribe, så det derved ligner det ukrainske flag.

»Vi havde lige skrevet de forskellige drinks op, da vi kom i tanke om, at den går da ikke,« fortæller ejer af Palæ Cafeen, Jimmi Persson, til Bornholms Tidende.

Folk strømmer til ukrainsk restaurant

Tilbage i New York er der dog andre restauranter, som har stor tilstrømning. CNN beskriver, at der, siden krigen brød ud, har været en lind strøm af gæster til den ukrainske restaurant Veselka, der betyder regnbue på ukrainsk.

På bare en uge er salget steget med 75 procent, fortæller restaurantejer Jason Birchard til mediet og tilføjer, at restauranten er blevet et samlingspunkt for den »belejrede nation«.

Han fortæller også, at han håber på mere solidaritet end splittelse under denne krise.

»Vi lever i vanvittige tider. Jeg er ked af det og vred over, hvad der foregår, men jeg har ikke noget imod det russiske folk,« siger Jason Birchard til CNN.