Ung svensker har mistet livet til coronavirus: »Patienten havde en kendt risikofaktor«

I Sverige har en mand i 30erne mistet livet som følge af coronavirus. »Vi ønsker ikke, at alle unge skal være bange,« lyder det fra de svenske sundhedsmyndigheder.

En ung mand i 30erne er den hidtil yngste svensker, der har mistet livet som følge af coronavirus. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arkiv/TT/Ritzau Scanpix

I Sverige har den første borger under 50 år mistet livet som følge af coronavirus.

Der er tale om en mand i 30erne, skriver avisen Smålands Dagblad.

Til at begynde med ville de svenske sundhedsmyndigheder ikke oplyse, om manden var i en særlig risikogruppe eller havde andre underliggende sygdomme, forklarer sundheds- og sygehusdirektøren i Region Jönköping, Mats Bojestig.

Men fordi der var så megen interesse for sagen og dermed også spekulation, valgte sundhedsmyndighederne efterfølgende at offentliggøre, at manden havde en af de kendte risikofaktorer.

»Det er vigtigt med integritet, men vi ønsker ikke, at alle unge skal være bange,« siger Mats Bojestig til Smålands Dagblad.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er personer med hjerte-kar-sygdomme, kronisk lungesygdom, nedsat immunforsvar, diabetes og kræft i særlig risiko for at blive hårdt ramt af coronavirus. Hvilken af de kendte risikofaktorer, manden led af, ville de svenske myndigheder ikke offentliggøre.

»Der kan være flere årsager. Det, vi kan bekræfte, er, at patienten havde en kendt risikofaktor, der vanskeliggjorde behandlingen for denne sygdom,« siger Mats Bojestig til Smålands Dagblad.

Aldersfordelingen i Danmark

Herhjemme er den hidtil yngste dansker, der har mistet livet til covid-19, en mand på 50 år. En stor del af dem, der har været indlagt som følge af coronavirus, er yngre mennesker, hvor patienter på op til 59 år udgjorde knap 60 procent af alle indlagte, viser Sundhedsstyrelsens opgørelse, som Berlingske har beskrevet.

Der er dog ingen tvivl om, at coronavirus rammer de ældste borgere hårdest. Tre ud af fire coronasmittede patienter på 80 år eller mere er blevet indlagt – langt de fleste med underliggende sygdom. En opgørelse fra onsdag i sidste uge viste, at medianalderen på det tidspunkt for de 34 coronarelaterede dødsfald herhjemme var 79 år.

»Det ser ud til, at alders- og kønsfordelingen blandt de indlagte covid-19-patienter svarer til, hvad der er set i andre lande,« sagde overlæge og afdelingschef Tyra Grove Krause fra SSI til Ritzau i den forbindelse.