Godmorgen! Seks personer blev i nat sigtet i sag om planlægning af terror. Men først dagens andre vigtige overskrifter.
Tophistorier
Voldsom Gallup-måling på regeringens etårsfødselsdag: Kun få vælgere ønsker, at den fortsætter.
EU besluttede i går at åbne for optagelsesforhandlinger med Ukraine. Efterfølgende har Ungarn blokeret for EU-hjælpepakken på 50 milliarder kroner, som skulle gå til det krigshærgede Ukraine over de næste fire år.
Borgerne ringer 112 hurtigere end før, også ved mindre alvorlige symptomer og skader, fremgår det af en ny analyse af presset på akutsystemet.
Liberal Alliance står uden for aftalen om skattelettelser for milliarder, fordi partiet havde ét ultimativt krav. Alex Vanopslagh var aldrig i tvivl.
Putin gjorde alt for at udstråle selvtillid og overskud, da han for første gang siden invasionen tog imod spørgsmål fra offentligheden, skriver Berlingskes Ruslandskorrespondent, Emil Rottbøll.
Dagens vigtige: Seks sigtet i sag om planlægning af terror
Politiets Efterretningstjeneste (PET) og fem af landets politikredse foretog tidligt torsdag morgen flere anholdelser i en koordineret aktion på baggrund af mistanke om forberedelse af et terrorangreb.
Sagen har tråde til bandemiljøet, til den forbudte bande Loyal to Familia og til udlandet, oplyste politiet i går. PET er nu særligt opmærksomme på jødiske lokaliteter.
I nat var der grundlovsforhør i sagen. Efter grundlovsforhøret er seks blevet fængslet på baggrund af politiets antiterroraktion torsdag.
Det oplyser specialanklager ved Anklagemyndigheden Anders Larsson til DR efter afslutningen af grundlovsforhøret i retten på Frederiksberg.
»Jeg er grundlæggende tilfreds med resultatet af både et stort stykke arbejde fra Københavns Politi og Politiets Efterretningstjeneste, som jo har båret frugt således, at seks ud af syv er blevet fængslet. Dét er jeg tilfreds med,« siger Larsson til DR.
Tre blev fremstillet fysisk, mens fire blev fremstillet in absentia.
De to personer, der fysisk var til stede i retten, er blevet varetægtsfængslet frem til 9. januar, skriver DR.
Der er tale om en mand omkring 60 år og en kvinde, der menes at være 19 år. Hun nægter sig skyldig.
Den ældste af de tre har jævnligt deltaget i den offentlige debat. Men det er forbudt at identificere ham og de to øvrige anholdte, fordi retten har nedlagt navneforbud.
Tidligere kom det frem, at en 29-årig mand var blevet løsladt efter grundlovsforhøret. Det fortalte hans forsvarsadvokat, Nima Nabipour.
Det er uklart, hvordan de to mænd forholder sig til sigtelserne.
Berlingske følger sagen minut for minut fredag.
Dagens Salon
Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller er blandt gæsterne i denne uges udgave af Østergaards salon. Han skammer sig over at være europæer i denne tid. Han har desuden sine bud på, hvordan vi bedst kommer igennem konflikten mellem Israel og Palæstina, som han som udenrigsminister var dybt involveret i. Lyt til afsnittet her.
Fik du læst?
Sundhed | Bistro Summér i Nyhavn serverer elegante og innovative retter midt i landets største turistfælde. Her får man virkelig noget for pengene, skriver Søren Jacobsen Damm i en anmeldelse.
Kommentatorer | Det er højsæson for julefrokoster. Eva Selsing giver dig i denne kommentar seks nitter og en guldbillet. Om en af nitterne skriver hun: »Du var egentlig imod aktiv dødshjælp, da aftenen begyndte, men nu overvejer du at bestille noget til dig selv.«
Internationalt | Sortsynet har bredt sig før et afgørende topmøde. Det er der ingen grund til, lyder det fra frontlinjestaten Estland. Med et simpelt greb kan vi sikre, at Ukraine kan slå de russiske invasionsstyrker tilbage, skriver sikkerhedspolitisk korrespondent Simon Kruse.
Lige nu
Gårsdagens store nyheder vil også fylde markant i dag på Berlingske. EU besluttede i går at åbne for optagelsesforhandlinger med Ukraine. Og politiets aktion og sigtelser af seks personer i en potentiel terrorsag er langtfra fuldt belyst endnu.
God dag!
Venlig hilsen
Jonas Ingvardsen, journalist