Den er god nok – det er ved at være ferietid. Godt nok i en uge, hvor en temperatur på max 15-16 grader har skullet opleves som helt i orden, silende regn har vekslet med en kold vind, og jeg personligt har overbragt en skijakke til en sædvanligvis underdressed datter på Roskilde Festivalen. Så kender vi den danske sommer igen – og måske kan man i det mindste håbe at høre lidt mindre om klimaangsten, når slagregnen afløser vestenvinden.
Eller måske ikke. I hvert fald bliver der talt meget om klima netop på Roskilde Festivalen, der er en klassisk feriestarter. Og også i år udmærkede sig ved at fylde medierne med den faste historiepalet: Om det bekymrende indtag af rusmidler, om curling-pigen, der får kogt vand bragt af forældrene, om scoredrengen, der har nedlagt de første fire piger på tre dage, om chefredaktørens 42. år på festival (eller hvor meget det nu er) og om musikken selvfølgelig – begyndende med de lidt vrisne anmeldelser af en Bob Dylan, der ellers ikke var så vrissen, som ofte set før. Så her er ferien godt i gang.
Den næste ferieklassiker plejer så at være Tour de France, hvor udsigterne til, at Fuglsang i år måske kan følge med, når det går opad, har spændt forventningerne. Men samtidig er der så udsigt til, at TV2s dækning kommer til at mangle et element, næsten vigtigere end alle de der cyklister – nemlig Jørgen Leth, der på toppen af sin folkelige stjernestund var blevet parkeret i cykelstativet forud for Touren.
Men sådan leger man ikke med Jørgen, og i denne uge kunne han på et champagnebrusende pressemøde med et fremmøde, som var det en royal annoncering, fortælle om sine ferieplaner. Der kort fortalt går ud på at tøffe rundt i Frankrig under touren – styret af sønnen og betalt af Citröen – og så udsende nogle videopodcast indimellem.
»Vi skal vel nærmest bare hænge ud i Sydfrankrig, se nogle venner og låne et slot hist og her,« lød Leths forestillinger om programmet, som godt kunne lyde lidt som »Fars fede ferie« – hvilket vel egentlig også beskriver Jørgen Leths mangeårige og beundringsværdige karrierestrategi.
Natteroderi
Nede i EU er man også ved at kunne gøre klar til ferien, efter at have været igennem både natteroderi og ophidsede meningsudvekslinger, inden der også hernede kom en kvinde i toppen. Desværre ikke en dansk kvinde, men dog en tysk borgerlig ved det rimeligt prangende navn Ursula von der Leyen. Vores egen Margrethe måtte nøjes med den første andenplads, og da vi nu er et lille og beskedent land, så kunne vi roligt fejre det som en næsten-sejr – og det gjorde Vestager da også selv.
Lars Løkke fik derimod ikke sneget noget med hjem, men må nøjes med at holde styr på sit Venstre og se sosserne brede sig på ministerkontorerne. Nogle mere kendte og populære end andre, viste en Gallupmåling i denne uge. Den blev toppet af børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, mens man nede i bunden fandt ideolog og boligminister Kaare Dybvad. Det siger nok mest om, hvor meget mere gennemslagskraft der er i Mads & Monopolet end i de samfundsdiskuterende debatfora, hvor hr. Dybvad er en markant stemme.
Men ministrene er da også begyndt at komme i arbejdstøjet, som det hedder. Den temmeligt kendte Mattias Tesfaye har givet familierne på Sjælsmark lov til at spise på værelserne, og kulturminister Joy Mogensen fik sendt den fjerde radiolicens til Jylland og på fiks vis skubbet starttidspunktet for den DAB-kanal, som Radio24syv kunne søge, et par måneder, så radioen kan nå at forbløde endeligt inden da.
Mette Frederiksens første gerning var til gengæld at sætte en ny rekord i personlige rådgivere og samtidig gøre sin højre hånd Martin Rossen til det, man i Game of Thrones vil kalde »Kongens hånd«. En post, der giver fuld råderet til stort set alt, og som normalt ikke rimer så godt på et demokrati, hvor ideen jo ligesom er, at det er dem, vi har valgt, der bestemmer.
Hvis ens ideal i mange år har været et politbureau, så er Mette F.s magtkoncentration jo også kun et lille skridt på vejen.
Men der er vi åbenbart nogle, der bare er gammeldags, for hr. stabschef Rossen – som hverken har været i Mads & Monopolet eller opladt stemmen i offentlige debatter – skal sidde sammen med de valgte ministre i diverse magtudvalg og være Statsministeriets stemme – uden selv at være ministeransvarlig.
Det bekymrede forståeligt nok det grundlovsglade støtteparti de Radikale, mens den gamle kommunist Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten ikke kunne se det mindste lille problem. Men hvis ens ideal i mange år har været et politbureau, så er Mette F.s magtkoncentration jo også kun et lille skridt på vejen.
Nå, det skal heller ikke være sortsyn det hele – vi er dog på vej på ferie, så lad os slutte af med ugens festlige begivenhed – den amerikanske uafhængighedsdag torsdag, hvor Donald Trump bankede lidt storhed ind i fejringen med kampfly i luften og tanks rullende ned ad Pennsylvania Avenue.
Uamerikansk og dårlig stil, lød noget af kritikken, mens de fleste tog det roligt, og politisk var kritikken afdæmpet. I forhold til ugen før, hvor the Donald begyndte at lave lokumsaftaler med diktatorer som Putin og Kim Jong-un, så var det her trods alt til at overskue. Ja, nærmest den rene ferie.
