Første gang jeg satte mine ben i Ryesgade var der en påfaldende mangel på brosten i gaden. Den klassiske vejbelægning var et yderst populært kasteskyts i de tider, og en del af vejen var forsvundet ind i det besatte hus i gaden og til små depoter på strategiske steder.
Det var jo spændende at følge med i med jyske landlige øjne, men hvem der egentlig havde den moralske ret på sin side – de hætteklædte og stenkastende styrvoltere eller »Weidekamp og pansersvinene«, som fjendebegrebet lød, blev aldrig helt klart i datiden.
30 år har flyttet mange ting – og i dag ligger brostenene rigtigt pænt – men den har ikke gjort kampen om sandheden om, hvad der skete bag maskerne mindre intens. Det fik Peter Øvig Knudsen så sandelig at føle, da han i denne uge kom med sin sidste nye historie-skrivning – om BZerne.
Der blev ikke kylet med brosten, men det var også næsten det eneste, Øvig ikke fik i nakken, fordi han formastede sig til at skrive en bog med en anden sandhed om 80ernes stolte frihedskæmpere end deres egen.
Især det at de gamle BZere optrådte i bogen med navn, selv om de ikke selv ønskede at deltage, vakte harme. Altså, man kan da ikke bare sådan tage for sig, var synspunktet fra de i dag etablerede samfundsstøtter, der i ungdommens vår gerne gav den som Robin Hood’er overfor kapitalisterne.
At de holdninger og ikke mindste sprogbrug stadig lever hos nogle, fremgik af en »Aktionserklæring«, som erklærede, at Øvigs bog var frisat – scannet og lagt ud som pdf-fil, så forfatteren ikke skulle slå profit af folket med sin løgnebog, som det udtryktes. Det er jo næsten så 80er agtigt, at ikke engang Enhedslisten kan være med.
Det kunne de til gengæld ved ugens store politiske begivenhed, Folketingets åbning, som blev forestået af Pia Kjærsgaard på formandsposten foran et stort Dannebrog, der erstattede det normale bagtæppe med »En Rejselysten flåde«, som vist nok var til rensning. Men det var lige dansk nok for Enhedslisten, som tordnede om magtmisbrug fra folketingets formand. Og straks føg kommentarerne på Facebook afsted med anklager om overdreven nationalisme fra den ene side og passende honnør for flaget fra den anden.
De rødhvide farver var dog taget ned ved åbningsdebatten, hvor Kjærsgaard så igen bragte sig i centrum ved at smide tre borgerlige politikere med Naser Khader i spidsen ud for at optræde i T-shirts, hvor der stod »Syrien Aleppo Bløder«. Mindre kontroversielt budskab skal man nok lede længe efter, men det var altså upassende og imod reglerne, forstod man på den ordentlige formand.
Sådan er der åbenbart nok at se til blandt folkestyrets fornemste repræsentanter. Der blev dog også tid til at tale politik, da Lars Løkke havde fået holdt åbningstalen. Ganske veloplagt, og selv om det med at trække i arbejdstøjet er en af de store politiske klicheer, kan man næppe fortænke statsministeren i at glæde sig til at komme videre fra hele tiden at skulle forholde sig til, om det nu er Samuelsen eller Thulesen Dahl, der vil vælte ham i denne uge. Hvad skal man egentlig med en opposition, når man har den slags støttepartier?
»Løkke er som en ål i mudder, men spørgsmålet er, om han er endt i en ruse,« som en anonym Christiansborg-røst udtrykte det over for Jyllands-Posten op til åbningen.
Her snoede han sig som vanligt og udmalede ved hjælp af sin mor og hele den pukkelryggede sin vision om fremtidens Danmark – eller i hvert fald de næste ti år. Der blev talt om tryghed, ansvarlighed og ambitioner, og så blev der talt om skattestop og boligskat.
Skattestoppet er jo sådan lidt en hellig gral for Venstre – lidt som højskoler for Folketings-nestor Bertel Haarder og rundkredse for Alternativet – og man er ikke meget for at slippe for det herlige løfte. Men for de husejere, der har kunnet se grundskyld-regningen stikke af fra de skyldige mursten, lyder begrebet efterhånden lige så udhulet, som når Putin taler om humanisme.
Men hvis man gerne vil ændre skatterne og samtidig bevare skattestoppet, hvad gør man så, som rutineret mudderål? Laver et nyt og forbedret skattestop selvfølgelig, som skatteminister Karsten Lauritzen gentog adskillige gange under fremlægningen af de nye boligskatter.
At begrebet hverken sprogligt eller indholdsmæssigt holder en meter i mudderet, er jo heldigvis ligegyldigt, hvis det lyder godt. Og rart klinger det da, at forslaget betyder, at alle, der sidder på boligflæsket, kan blive siddende trygt og lunt. Så er der godt nok nogen andre – de unge, vel – der om nogen år skal betale mere. Men det går nok, så længe oplægget ikke betyder, at regeringen lige med det samme bliver stemt hjem.
Som det overgik bagedystens stakkels Gunnar i ugens kønspolitiske drama, hvor den rare kagebager ikke kunne leve op til at være et hårdtbagt brød og fejlede fælt i mandesymbolikken: Han præsenterede en lyserød kage til en mandlig polterabend. Duer ikke – ud, lød det fra Mette Blomsterberg, og så brød kønsdebatten løs. »Sexistisk, kønsstereotypt og tåkrummende« lød det, inden DR måtte ud at undskylde. Lige før brostenene begyndte at flyve.