»Så yndigt er det heller ikke at følges ad«

Det kan godt være, det er yndigt at følges ad – men det kan godt blive grimt at se på, når fryd og gammen og fjederhammen skiftes ud med advokater, statsforvaltning og slagsmål om børnenes gunst.

PEOPLE-JOLIEPITT/
Brad Pitt og Angelina Jolie i 2014. Fold sammen
Læs mere
Foto: LUCAS JACKSON

Det skal være enklere at komme igennem, lød i denne uge et forslag fra socialministeren, der vil have et system, hvor man ikke skal flakke mellem stat og retssystem, mens bitterheden vokser i takt med advokatregningerne.

Og det er sikkert helt på sin plads at gøre noget for de skilsmisseramte, for der har da godt nok været flere brud end bryllupper i den forgangne uge. Mest markant selvfølgelig ovre i USA, hvor superkonstellationen »Brangelina« er blevet til en lettere ramponeret Brad Pitt over for en hårdtslående Angelina Jolie. Det er hende, der har indsendt skilsmissebegæringen fra det, som amerikanske medier ellers kaldte »et ægteskab skabt i himlen«.

Det har det jo i hvert fald været for kendispressen. Men for sladderpressen er bruddet nu langt fra skidt heller – ifølge rygtestrømmen har den gode hr. Pitt både drukket tæt og røget pot, hidset sig op og råbt af børnene, smidt med tingene i privatflyet og været utro med en fransk skuespiller, som endda viser sig at være gravid – med sin mand, siger hun godt nok, men ...

Så han har haft travlt, Brad Pitt, mens fru Jolie har rejst rundt i verden for at gøre den til et bedre sted som FNs specialudsending. »Angiveligt« er det mest benyttede ord om sandhedsværdien af rygterne, men helt sikkert er det, at dramaet fortsætter for fuld offentlighed, og at stjerneadvokaterne allerede er kørt i stilling til at slås om parrets seks børn. Ikke noget forenklet system her.

I det mindste har parret ikke haft et dansk betalingskort og har derfor ikke haft Se & Hør med i slipstrømmen på privatjetten. Det har danske kendte derimod, og diverse chefer fra bladet sad i ugens løb på anklagebænken i sagen om hacking af de kendtes kreditkort-adfærd. Blandt andre Henrik Qvortrup, som havde svært ved at se, at den praksis skilte sig ret meget ud fra normal pressestil.

Nu er vi måske lidt firkantede og etikpladrende her på Berlingske, men jeg tror nu nok, at køb af hackede oplysninger ville vurderes som særdeles unormalt. Men måske kan man godt forstå Q’s opfattelse – trods retssagen render han jo rundt og lokker børnelokkere på TV3, hvilket ifølge flere medieforskere i Politiken ikke gør meget for at bestyrke danske mediers troværdighed.

For tys-tys-kilden, der var ansat på PBS, der i dag hedder Nets, har udviklingen været ekstra bitter. Havde han holdt sig til dydens smalle sti, blevet i butikken og fået sig et par aktieoptioner, kunne han i dag have scoret kassen helt lovligt, når Nets ryger på børsen for ca. 30 milliarder kroner.

Hvordan danskernes nærmest uomgængelige brug af dankort, Nem-Id og betalingsservice kan kaste den slags summer af til private investorer, synes jeg er lidt svært at forstå som almindelig regningsbetaler. Men Nets-direktøren, der selv stod til at score godt 350 millioner kroner på børsnoteringen, havde ikke nogen problemer med at forstå det.

Men det var skilsmisser, vi kom fra. Og hvis nogen gik og troede, at dagbladet Politiken var sådan lidt småforlovet med Socialdemokraterne, så tror jeg da nok, at Henrik Sass Larsen fik afbrudt romancen i den forløbne uge. Først citerede Politiken Mette Frederiksen for noget pænt om Dansk Folkeparti og bragte så en kommentar om, at Mette F. svigtede den socialdemokratiske arv.

Så var Sass klar med køllen på netavisen Piopio.dk: Kommentaren blev betegnet som en »uhæmmet tilsvining af S«, kommentatoren som en arrogant repræsentant for »storbyens selvtilstrækkelige elite, hvis største arbejdsmiljøproblem består i brændte fingre ved at holde på cafe latten,« og hvis ret til at skrive kommentarer på Politiken byggede på »et patologisk had til Socialdemokratiet«.

Slam.

Men hvem er egentlig par i dagens danske politik – eller bare gode venner i det mindste? Hos de blå sidder regeringens støtter malet op i hvert sit hjørne. DF prøver at fedte sig ind hos S, hvad er har gjort de andre røde så forskrækkede, at man herfra kræver en samlet flygtningepolitik for lige at jage DF fra dørene med det samme.

Selv DF har sine udfordringer – overhalet højre om af en ny blond borgerlighed, der nu er opstillingsberettiget, og med krav om ultraliberal politik og farvel til såvel konventioner og asylansøgere allerede føler sig sikker på at skulle i Folketinget.

Og hen over alle trakasserierne får man så en løbende strøm af de dårligste nyheder fra krigen i Syrien, der på sjette år udvikler sig så grotesk og tragisk, at det bliver stadigt sværere at følge med i hvad der sker – endsige forstå, hvem der gør hvad. De russiske og syriske styrker griber til FN og nyhedsbureauerne for at anklage den vestlige koalition for et fejlangreb og skyder samtidig ifølge de lokale rask væk folk og nødhjælpsarbejdere nede på gaden. Og mens kampen om sandheden udkæmpes hen over diplomatbordene, flygtningelejrene overfyldes, og de få tilbageværende civile gemmer sig, er der efterhånden ingen, der har overblik over, hvem der er gift med hvem i den syriske tragedie.

Men det er i hvert fald et sted, hvor man kunne ønske en grundlæggende skilsmisse.