Antallet af nye, registrerede covid-19-smittede slår igen rekord.
Yderligere 1.191 er konstateret smittet, viser fredagens smittetal fra Statens Serum Institut.
Der er dog også gennemført et rekordhøjt antal test, nemlig 71.059.
Det er første gang, at niveauet når op over 70.000 gennemførte prøver i løbet af et døgn.
Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) varslede 25. september på et af regeringens covid-19-pressemøder, at testkapaciteten ville blive skruet i vejret, og at man forventede at kunne teste flere end 70.000 personer om dagen.
Det mål ser med dagens tal ud til at være nået.
Som Berlingske ofte har beskrevet, må man forvente at finde flere smittede, hvis der testes flere. Det er således værd at bemærke, at positivprocenten – andelen af positive ud af antallet af prøver – ikke er højere i dagens tal end eksempelvis torsdag. Tallet ligger fredag på 1,68 procent. Torsdag lød tallet på 1,77 procent.
Selv om antallet af registrerede tilfælde er rekordhøjt, er positivprocenten altså marginalt lavere fredag end torsdag.
Den seneste uge har positivprocenten ligget nogenlunde stabilt på omkring 1,7 efter at have været stigende i det meste af oktober. For en uge siden lå positivprocenten oppe på 1,94 procent.
93 af landets 98 kommuner har en ugentlig incidens, der ligger over myndighedernes bekymringsgrænse på 20 nye, bekræftede tilfælde pr. 100.000 indbyggere. Høje-Taastrup og Albertslund har de højeste tal på 452,4 og 411,9 nye, bekræftede tilfælde pr. 100.000 indbyggere på én uge.
I den anden ende af spektret er fem kommuner under bekymringsgrænsen. De fem kommuner er Morsø, Norddjurs, Bornholm, Ærø og Samsø.
Antallet af indlagte er fredag steget med fem personer til 144 patienter. Tre personer er døde med covid-19 i løbet af et døgn, hvilket bringer det samlede dødstal i Danmark op på 719 personer.