Trods kritik: Region Hovedstaden har besluttet at bevare akutklinikker

I aftes blev det slået endegyldigt fast, at akutklinikkerne på Gentofte, Glostrup og Amager Hospital bliver bevaret, som de er. Det skete efter en afstemning i regionsrådet.

top
Akutklinikkerne på Gentofte, Glostrup og Amager Hospital bevares. Det står fast efter et møde i Region Hovedstaden i aftes. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Nu bliver beslutningen om at bevare akutklinikkerne på Gentofte, Glostrup og Amager Hospital fastholdt, efter at sagen i aftes var oppe på et møde i Region Hovedstaden.

Flertallet i regionens sundhedsudvalg besluttede at bevare sengepladser på akutklinikkerne på Gentofte, Glostrup og Amager Hospital, således at akutte syge kan indlægges uden om de store akutmodtagelser. En beslutning, der går stik imod samtlige faglige vurderinger fra læger samt Sundhedsstyrelsen.

På trods af, at kritikken har haglet ned over regionens politikere det seneste stykke tid, blev sagen alligevel stemt igennem, da den nåede til regionsrådet. 41 stemmer blev afgivet, og kun tre stemte imod. Det var de tre repræsentanter fra Radikale Venstre.

Heftig debat

Selv om flertallet for beslutningen var markant, var debatten alligevel heftig i Regionsrådssalen.

»Jeg har aldrig set talerlisten være så lang før,« sagde sundhedsudvalgets formand, Christoffer Buster Reinhardt (K), da han indledte sin præsentation af sundhedsudvalgets beslutning.

Selv er han begejstret for beslutningen, og som han tidligere har udtalt til Berlingske, har udvalget lyttet til alle faglige anbefalinger, men man har besluttet at fokusere på et nært og trygt sundhedsvæsen.

Til gengæld var Karin Friis Bach (R), der hele tiden har været imod udvalgets beslutning om at bevare muligheden for indlæggelse på akutklinikkerne, frustreret under mødes i aftes.

»Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at samtlige partier vil stemme for dette forslag,« sagde hun under regionsrådsmødet.

Hun blev bakket op af sin partikollega Stinus Lindgreen (R), der henviste til, at hvis regeringen har planer om at nedlægge regionerne, svarede denne beslutning til at servere et argument på et sølvfad.

Beslutningen bliver nu sendt til høring, hvor samtlige parter har mulighed for at aflægge et høringssvar.