Præcis tre uger inde i krigen står Rusland ved en skillevej.
Det vurderer militæranalytiker ved Forsvarsakademiet Anders Puck Nielsen.
»Rusland er lige nu gået i stå. De har indsat alle de styrker, de havde samlet rundt om Ukraine – og har nærmest ingen fremgang nogen steder,« siger han.
»Det tror jeg bestemt ikke er med deres gode vilje.«
Ifølge analytikeren er krigen nu i en fase, hvor begge sider har en strategi om at slide hinanden ned. Spørgsmålet er blot, hvem der slides ned først – og det har Anders Puck Nielsen en klar vurdering af.
»Russernes strategi er at slide ukrainerne ned ved at belejre byerne og simpelthen bombe og sulte kampkraften ud af dem,« siger han.
»Ukrainerne vil også gerne slide russerne ned. Det gør de ved at angribe med baghold stille og roligt, når de ser dem i en sårbar position, og ved at angribe forsyningslinjer. Så bliver det svært for russerne at opretholde kampen.«
De ukrainske angreb har været effektive på en i forvejen underdimensioneret russisk forsyningskæde, vurderer militæranalytikeren.
Samtidig er Rusland nødt til at rotere sine styrker, så de, der er i forreste række, kan komme tilbage og genopbygge kampkraften.
»For mig at se er vi ved at være der, hvor russerne simpelthen ikke kan opretholde det nuværende kampniveau særlig meget længere,« siger Anders Puck Nielsen.
»Hvis de ikke gør noget, kommer de stille og roligt til at tabe terræn.«
Rusland har to muligheder
Mandag kunne Berlingske berette, hvordan Rusland ifølge den tidligere øverstbefalende for den amerikanske hærs styrker i Europa er omkring ti dage fra at nå et helt afgørende punkt.
»Med andre ord: De løber tør for tid, tør for folk og tør for ammunition,« lød det fra den nu pensionerede general Ben Hodges i et interview med CNN.
Hodges mener, i lighed med Anders Puck Nielsen, at Rusland og Ukraine er i et kapløb om, hvem der først når bristepunktet.
Dermed tilbage til den skillevej, Rusland nu står ved.
»Enten er de nødt til at beslutte sig for at sende endnu flere soldater til Ukraine – eller også er de nødt til at erkende, at de i virkeligheden er blevet slået – og forhandle sig frem til en våbenhvile. Det er det, der er deres valg,« siger Anders Puck Nielsen.
Nøgternt set, påpeger militæranalytikeren, er det en fordel for russerne at gå forhandlingsvejen.
»Det var en håbløs krig fra start, så det bedste ville være at komme ud af det,« siger han.
»Men ulempen er, at de ikke kan opnå noget tæt på det, de havde håbet på. De vil skulle sluge enormt store kameler. Det giver indtryk af, at alle de døde russiske soldater, sanktionerne og den meget store skade på det russiske samfund har været meningsløst.«
Af samme grund tror Anders Puck Nielsen mest på den anden mulighed.
»Det med at erkende nederlag kan være enormt svært. Det kan nemt føre til en logik om, at hvis man bare tilfører en lille smule flere soldater, og så lidt flere, og så bare en måned mere,« siger han.
»Lidt ligesom amerikanerne i Vietnamkrigen. Jeg tror ikke, det vil hjælpe dem at sende flere styrker.«