De næste ti dage er afgørende for udfaldet i Ukraine.
Det er analysen fra den pensionerede general Ben Hodges, som er tidligere øverstbefalende for den amerikanske hærs styrker i Europa.
I et interview med CNN fortæller han, at han ikke mener, Rusland kan omringe Ukraines hovedstad Kyiv – for slet ikke at tale om at indtage den.
»Kyiv er en kæmpestor by. Jeg var der for fem uger siden og mødte præsident Zelenskyj. Det er en meget stor by med meget komplekst terræn, delt af en af de største floder i Europa,« siger Ben Hodges.
»Jeg tror, vi er omkring ti dage fra, at Rusland kulminerer. Med andre ord, at de løber tør for tid, tør for folk og tør for ammunition.«
Det er dårlig planlægning fra russisk side, der ifølge den pensionerede general er skyld i, at krigen er trukket ud. Det har tvunget russiske styrker ud i en opslidningskrig mod ukrainske civile, de ikke var forberedt på.
»De har allerede mangel på ammunition på grund af den dårlige planlægning. De har alvorlig mangel på arbejdskraft, det er derfor, de rekrutterer syrere til at komme og hjælpe dem med at kæmpe,« siger han og beskriver »talrige beretninger om mytteri, afhoppere og lav moral« blandt russiske soldater.
Derfor er Vestens ageren i den nære fremtid helt afgørende, lyder det.
Et kapløb om bristepunktet
Ifølge en analyse af Ben Hogdes og Julian Lindley-French, militæranalytiker og senior fellow ved tænketanken The Institute for Statecraft, er krigen på vej ind i en kritisk fase.
De to lande er nu i et kapløb om, hvem der først når bristepunktet – Ruslands offensive kapacitet eller Ukraines defensive modstykke.
»Derfor er det afgørende, at Vesten styrker Ukraines evne til at gøre modstand, og derfor er Rusland begyndt at angribe forsyningsbaser, hvorigennem Vestens våbenforsyninger passerer,« lyder det.
»Det er nu, vi skal trykke på speederen for at gøre det klart, at vi er her på den lange bane,« siger Ben Hodges til CNN.
Ukrainerne selv tror fortsat på, at de kan holde Rusland stangen.
Natten til tirsdag satte en ukrainsk toprådgiver for det ukrainske præsidentkontors stabschef, Oleksij Arestovitsj, sågar dato på krigens afslutning.
Ifølge ham er krigen formentlig slut i maj, når Rusland er løbet tør for ressourcer til at angribe Ukraine med.
»Jeg tror, at vi ikke senere end maj – tidligt i maj – burde have en fredsaftale, måske endda meget tidligere. Vi får at se – her nævner jeg de senest mulige datoer,« siger Arestovitj ifølge nyhedsbureauet Reuters.