Godmorgen og velkommen til dit nyhedsoverblik, hvor vi guider dig igennem nogle af de vigtigste nyheder denne lørdag.
Vores journalister har været tidligt oppe for at dække præsentationen af den nye aftale om retten til tidligere pension, der blev præsenteret i Beskæftigelsesministeriet tidligt lørdag morgen.
I overskriftsform er det bankerne og jobcentrene, der betaler for retten til tidligere pension – mens den omdiskuterede højere skat på aktieindkomst er pist væk.
Få det fulde overblik over aftalen her.
Videre til sagen om sexisme hos de Radikale, der atter tog til fredag eftermiddag.
Morten Østergaard skrev fredag eftermiddag i en statusopdatering, at han i fortrolighed er blevet gjort opmærksom på, at tre andre kvinder har følt sig udsat for »uønsket seksuel kontakt«. Dermed står det klart, at sagen med en hånd på låret hos folketingskollega Lotte Rod langt fra har været den eneste sexismesag i partiet. Kort efter opdateringen holdt den nye politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, et pressemøde. Her sagde hun, at hun ikke vidste noget om de andre sager, men at det var hendes indtryk, at nogle af sagerne var nyere end sagen med Lotte Rod. Det vil hun nu undersøge, sagde hun.
Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, kalder den nye afsløring det værste, der kunne overgå det i forvejen hårdt pressede Radikale Venstre. Læs hans analyse her.
Som altid skal vi også tage et kig på de nyeste coronatal. Her er de seneste tal fra Statens Serum Institut og Johns Hopkins University:
Antal bekræftede smittede i Danmark: 31.638
Antal indlagte: 106
Antal indlagte på intensiv: 18 (13 i respirator)
Antal bekræftede døde i Danmark: 665
Antal bekræftet overstået infektion: 25.502
Antal bekræftede smittede på verdensplan: 36.806.708
Antal døde på verdensplan: 1.067.101
Du kan læse mere om de danske tal her og de internationale tal her.
Og så til dagens øvrige topnyheder. Vi starter med en historie fra vores businessredaktion, som kan berette om sommerhuspriser i kraftig vækst.
Rift om sommerhuse sender priserne på himmelflugt
Der er indtil videre blevet solgt 11.000 sommerhuse, og selv om højsæsonen er slut, er der stadig stor interesse for at købe et sommerhus.
Den store interesse har i 2020 flere steder betydet, at priserne har taget et stort hop op. På landsplan er den gennemsnitlige kvadratmeterpris steget 12,8 procent, men i 12 af landets sommerhuskommuner er der lagt mellem 20-30 procent oven i prisen.
Det viser en opgørelse over prisudviklingen i de 34 sommerhuskommuner, der har haft minimum 100 handler i 2020, som Boligsiden har udarbejdet for Berlingske.
Du kan læse mere om, hvor i landet priserne er steget mest, her.
Imamer har taget store beløb for at udarbejde skilsmissekontrakter uden juridisk værdi
Berlingske har løbende afdækket, hvordan nogle imamer har været med til at udføre social kontrol og udarbejde skilsmissekontrakter for kvinder.
Nu viser det sig også, at nogle imamer tager store pengebeløb for at udarbejde skilsmissekontrakter for kvinder. Det siger en række folk med viden om det muslimske miljø.
Men dokumenterne har ingen juridisk værdi, og derfor er der tale om udnyttelse af kvinderne, siger forsker. Odenses borgmester beder nu regeringen træde til og få kortlagt økonomien bag de meget omtalte skilsmissekontrakter.
Du kan læse historien her.
Det var løgnen, der fældede Morten Østergaard
I flere uger op til Morten Østergaards afgang som radikal leder engagerede både han og flere partifæller sig passioneret i debatten om sexisme og krænkende adfærd.
»Svaret til de kvinder, der står frem, må ikke være tavshed og fornægtelse,« bedyrede Østergaard undervejs. Hans egen tavshed og fornægtelse endte dog med at koste ham magten.
Berlingske er dykket ned i, hvad de Radikale uge for uge har sagt udadtil – og hvad der samtidig er foregået på de indre linjer. Det kan du læse om her.
Tre ud af fire smittede har ingen symptomer på testdagen
I dagens udgave af Jyllands-Posten kan man læse, at kun hver fjerde coronasmittede i England har symptomer, når de bliver testet for coronavirus.
Det får den danske forsker Irene Petersen, der er professor i Epidemiology and Health Informatic ved University College i London, til at efterlyse flere overvågningstest, hvor man tester bredt blandt udsatte målgrupper.
»Det handler ikke om, at vi alle sammen bare skal lade os teste hver dag eller lidt oftere. Det handler om at lægge en strategi og fokusere på at teste meget bredt i bestemte udsatte grupper, uanset om de har symptomer eller ej. Nogle vil måske anføre, at vi ikke har ressourcer til at teste så bredt. Men jeg vil vende det om og sige, at vi ikke har ressourcer til at lade være,« siger hun til Jyllands-Posten.
Støttepartier anklager regeringen for at nøle med asylaftale
I Politiken kan man læse, at støttepartierne kritiserer regeringen for ikke at implementere den asylaftale, som de indgik i november 2019.
Aftalen skulle sikre, at familierne på Udrejsecenter Sjælsmark ville blive flyttet til et andet sted, hvor de vil kunne få en mere familievenlig hverdag – blandt andet med mulighed for madlavning.
Men selv om familierne er blevet flyttet til Hjemrejsecenter Avnstrup, er der stadig ikke mulighed for, at de kan lave deres egen mad. Og der kan gå længe endnu før familierne kan selv kan stå for madlavningen. Det viser et svar fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) til Folketinget:
»Det er Udlændingestyrelsens intention, at en sådan madordning kan etableres inden sommeren 2021.«
Støttepartierne kritiserer regeringen for at nøle.
»Det er ikke raketvidenskab. Det er mad og køkkener – det er der jo for fanden nogen, der har prøvet før i den offentlige sektor,« siger Pernille Skipper (EL).
Det sker i dag
I dag træder de nye coronarestriktioner i kraft i Berlin. Byen har i de seneste uger oplevet en stigning i antallet af smittede og indfører på den baggrund nye restriktioner. Blandt andet skal barer og restauranter lukke mellem kl. 23 og 6 om morgenen.
Derudover strammes begrænsningerne for kontakt i det offentlige rum. Nu må højst fem personer fra forskellige husstande være sammen i det offentlige rum om natten.
Restriktionerne ventes at vare til 31. oktober.