Advarsel om voldsomt indhold: Berlingske har efter en redaktionel vurdering valgt at vise de voldsomme billeder fra Butja, hvor mange civile er blevet dræbt. Billederne fungerer som dokumentation på krigen og de ødelæggelser, den russiske invasion i Ukraine har medført.
God tirsdag morgen og velkommen til dagens overblik.
Sidste overblik fra denne skribents hånd blev indledt med spørgsmålet om, hvorvidt krigen var »på vej« i Ukraine. Det var 12. februar og føles i dag som meget længe siden.
Nyhedsmedierne kredser her til morgen fortsat om de horrible billeder, der er blevet taget i den ukrainske by Butja nær hovedstaden Kyiv, som russerne tidligere havde besat.
Præsident Zelenskyj har besøgt byen, hvor der angiveligt er fundet massegrave med døde civile ukrainere, ligesom der ligger bagbundne lig i gaderne.
Også Berlingskes sikkerhedspolitiske korrespondent Simon Kruse og fotojournalist Asger Ladefoged har besøgt byen og bringer en hjerteskærende reportage derfra.
Et lille uddrag kommer her:
Viktor husker den dag, da de russiske soldater kom til Butja. Og han husker næsten det minut, da han så de bevæbnede mænd komme løbende ned ad den gade, hvor han har boet hele sit voksenliv.
Klokken var kort efter elleve om formiddagen, og de rettede deres automatrifler direkte mod ham og hans 15-årige søn. De råbte deres ordrer. De tvang dem til at lægge sig fladt på fortovet med hænderne ud fra kroppen.
Så trykkede de på aftrækkeren.
»Jeg skreg, da de skød. Jeg troede, at vi skulle dø,« fortæller 40-årige Viktor.
Du kan læse hele historien her. Artiklen indeholder voldsomme billeder.
Jagten på gerningsmændene
Efterforskerne er på gaden og i gang med at indsamle beviser for mulige krigsforbrydelser i den ukrainske by Butja, skriver Berlingske.
Forude venter måneder og års efterforskning før russiske soldater og politiske ledere måske ender på anklagebænken for mulige krigsforbrydelser i Ukraine.
»De sager, vi har dokumenteret, viser en utænkelig og bevidst grusomhed og vold mod civile ukrainere. Voldtægter, mord og anden vold mod mennesker under russisk kontrol skal undersøges som krigsforbrydelser,« siger Hugh Williamson, der er direktør i Human Rights Watch, og som har interviewet en række vidner og ofre for russiske soldaters forbrydelser i Ukraine.
Alt tyder på, at de første internationale efterforskere er ankommet til Butja og er i gang med at kontrollere lig – og tale med vidner til drabene.
Du kan læse hele historien her.
Finansministeriet vil fravige budgetlov for flygtninge
Sent i går aftes tikkede en nyhed ind fra Finansministeriet.
Udgifterne til ukrainske flygtninge er så store og exceptionelle, at budgetloven skal sættes til side, mener finansminister Nicolai Wammen (S).
Budgetloven sætter rammene for, hvor store underskud Danmark må køre med. Dermed kan udgifter finansieres med underskud.
»Det er en ekstraordinær situation med krig i Europa. Det har meget store konsekvenser for hele Europa, og det gælder desværre også for dansk økonomi,« siger Wammen.
Du kan læse hele historien her.
Qvortrup stopper – men var han en god chef?
En historie, der intet har at gøre med Ukraine, er nyheden om, at Henrik Qvortrup stopper som ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet.
Men i et interview med Berlingske vil Stig Ørskov, øverste chef i JP/Politikens Hus, hvor Ekstra Bladet har hjemme, ikke sige ja eller nej til, om Qvortrup har været en god chef. Og på flere spørgsmål vil han i det hele taget hellere henvise til pressemeddelelsen end selv svare.
Det interview kan du læse her.
Der hersker en fandenivoldsk stemning
Også Politiken er på plads i Ukraine, hvor avisen har besøgt Odessa og beskriver en fandenivoldsk stemning.
Byen er Ukraines største havneby og ligger ud til Sortehavet.
Mens luftalarmerne hyler, slentrer folk roligt rundt i gaderne. Ingen tror på, at Putin er skør nok til at ville angribe byen, men under overfladen lurer angsten. Mange er flygtet eller har sendt deres familier i sikkerhed. Alle forbereder sig på det værste. Og byen begraver sine døde soldater, skriver Politiken.
Indtil videre er byen blevet skånet for bombardementer, som har kendetegnet angreb på andre ukrainske byer. Men et oliedepot og et boligområde i byens udkant er blevet ramt, og nu spørger folk i byen sig selv ifølge Politiken, om det blot er begyndelsen.
»Ikke langt herfra har russerne erobret Kherson. De bomber løs i Mykolajiv, en vigtig havn halvvejs mellem Odessa og den russisk annekterede Krim-halvø. Sagt på en anden måde: Krigen raser blot et par timers kørsel mod øst,« skriver Politiken:
»Men Odessa er forberedt«.
Læs hele historien her.
Tidligere dommer hæfter sig især ved to voldsomme billeder fra Butja
De gruopvækkende billeder fra Butja vidner om, at der er begået krigsforbrydelser af de russiske soldater i Butja, siger ekspert til TV 2.
»Er det en krigsforbrydelse? Ja, det er det, hvis der er tale om – og det ser alt ud til på nuværende tidspunkt – drab på civile som led i en væbnet konflikt. Det er per definition en krigsforbrydelse,« siger Frederik Harhoff til TV 2.
Han er professor emeritus i folkeret ved Syddansk Universitet og tidligere retschef og dommer ved FNs internationale krigsforbrydertribunal for både Rwanda og det tidligere Jugoslavien.
Det er især to billeder fra den sønderbombede by, som professoren hæfter sig ved. Det ene viser en mand, der tilsyneladende er kommet cyklende og blevet skudt, mens det andet viser en mand, der angiveligt er blevet henrettet. Liggende i en brun jakke, bagbundet med et hvidt stykke tørklæde.

Det sker i dag:
Følg med i Berlingskes dækning af krigen i Ukraine her.