Thomas Strømsholt blev kaldt mafialeder af Ole Birk Olesen på TV: »Det var grimt og uciviliseret«

Ole Birk Olesen gik torsdag aften på direkte TV til angreb på Thomas Strømsholt, der er formand for Stilladsarbejdernes Landsklub. Efterfølgende undskyldte Ole Birk Olesen på Facebook. Nu vil Thomas Strømsholt undersøge, om der er belæg for at rejse en injuriesag.

Thomas Strømsholt deltog torsdag aften i »Debatten« på DR2. Her følte han sig angrebet af Ole Birk Olesen (LA), der kaldte ham en »mafialeder«. Ole Birk Olesen undskyldte efterfølgende på Facebook. Fold sammen
Læs mere
Foto: DR

Torsdag aften gik bølgerne højt i »Debatten« på DR2. Her stod den tidligere transportminister Ole Birk Olesen (LA) over for blandt andre Thomas Strømsholt, der er formand i Stilladsarbejdernes Landsklub.

Det overordnede tema var finansloven for børn og arbejdere, og herunder blev mandagens episode med et væltet stillads på Nørrebro også debatteret.

Ifølge Ole Birk Olesen er hændelsen på Nørrebro en planlagt aktion, og han mener, at Thomas Strømsholt har spillet en hovedrolle.

Thomas Strømsholt, formand i Stilladsarbejdernes Landsklub.

»Han går i den grad ned på et niveau, hvor jeg ikke synes, normale voksne mennesker hører hjemme. Det var virkelig mærkeligt.«


»Jeg synes, at vi skal sætte nogle penge af til mere politi, så sådan nogen som ham kan komme i fængsel,« sagde Ole Birk Olesen blandt andet i programmet og fortsatte:

»Han er leder af en gruppe, som går rundt og udøver hærværk og skræmmer konkurrenter væk fra at yde et arbejde for folk, der gerne vil bestille dem. Selvfølgelig burde han være i fængsel. Han er jo sådan en mafialeder,« sagde Ole Birk Olesen blandt andet, mens »Debattens« vært, Clement Kjersgaard, efterspurgte dokumentation for påstandene.

»Dybt mærkelig« debatform

Thomas Strømsholt er rystet over Ole Birk Olesens debatform, som han kalder »dybt mærkelig«.

»Jeg har taget mange debatter, og jeg gør det med glæde. Jeg tager også gerne skideballen, hvis vi ikke har styr på tingene. Men jeg er rystet over hans debatform. Han ville overhovedet ikke lytte. Jeg har aldrig oplevet et menneske, der var så hamrende ligeglad med at debattere i en debat. Han går i dén grad ned på et niveau, hvor jeg ikke synes, normale voksne mennesker hører hjemme. Det var virkelig mærkeligt. Han hiver parykken på og agerer domstol. Han har været minister, det ryster mig allermest,« siger Thomas Strømsholt til Berlingske.

»Jeg følte, det var et angreb på mig, min person og mine kolleger. Det var grimt og uciviliseret. Han får ingen frygt frem i mig,« siger Thomas Strømsholt.

Efter udsendelsen beklagede Ole Birk Olesen sin facon på Facebook.

»Når man debatterer med mennesker, man er grundlæggende uenig med, kan bølgerne af og til gå højt. Det gjorde de i aften i Debatten, hvor jeg blandt andet fik sagt, at min moddebattør, formanden for Stilladsarbejdernes Landsklub, Thomas Strømsholt, burde sidde i fængsel. Det var over stregen, for jeg kan ikke dokumentere, at han er involveret i de ulovligheder, som hans medlemmer begår,« skrev han blandt andet.

Thomas Stømsholt giver dog ikke meget for den udmelding, som han ikke synes, kan betegnes som en undskyldning.

»Hvor dum tror han, jeg er? Hvis det er en undskyldning, er det den mærkeligste, jeg har modtaget. Han fortsætter jo i samme rille. Det kan jeg ikke bruge til noget. Det er usagligt og uprofessionelt,« siger Thomas Strømsholt.

Udsendelsen bliver også debatteret på de sociale medier. Her spørger en Twitter-bruger, om ikke Ole Birk Olesen læner sig op af en injuriesag.

Thomas Strømsholt vil ikke lade sig true af Ole Birk Olesen, og han vil nu undersøge, om der er en sag.

»Jeg vil da undersøge, hvad der er op og ned med injurier, og lade nogle kloge folk kigge på det. Jeg går ind for ytringsfrihed, men vil kigge på det. Men jeg vil ikke gå ind i det som et mediestunt,« siger Thomas Strømsholt.