Første maj blev et helt nyt byrumsteater annonceret på Den Røde Plads på Nørrebro i København. Teatret er et kreativt samarbejde mellem teatertrupperne Det flydende teater og danskdansk, der begge arbejder med at finde nye måder og ikke mindst nye steder, at skabe teater på og i. Teatret har endnu ikke noget navn – det skal findes i samarbejde med publikum under teaterefestivalen CPH STAGE.
»Vi inviterer publikum til at tage ejerskab for det her teater. Det er dem, der skal hjælpe os med at gøre byrumsteateret til en succes,« siger Pelle Nordhøj Kann, der er skuespiller i kunstnerisk leder af Det flydende teater.
»Vi sætter rammerne og definerer forestillingerne, men det er først i det reelle møde og i samspillet med publikum, at forestillingerne får deres berettigelse´.«
Pelle Nordhøj Kann vil gerne gøre op med det traditionelle skel mellem publikum og udøvende.
»Der er noget i den præmis, der hedder: »I er publikum, vi er udøvende«, som simpelthen er blevet for trygt. Vi kender legen for godt. Det, vi oplever, når vi flytter ud i byrummet, hvor både publikum og udøvende er på udebane, er, at det hele bliver lidt mere vibrerende, fordi vi er på usikker grund. Konventionerne bliver brudt, og der opstår et nyt rum, som er spændende at være i, og som er nødvendigt i teaterlandskabet. Vi er blevet utroligt dygtige til at gøre det, vi gør på teaterscenerne, men hvis vi skal genopdage, hvad det er kontakten med publikum – det her vibrerende rum – kan, så er vi nødt til at skubbe til de former, nedbryde grundprincipperne og starte fra bunden af i kontakten med publikum.«
Navngivningen af det nye byrumsteater, der finder sted på Den Røde Plads lørdag 14. juni, er langt fra den eneste oplevelse på CPH STAGE, der kræver mere af publikum, end at de bare møder op og sætter sig ned. Blandt andet står danskdansk klar med »Oprørt« på Den røde plads – en forestilling, hvor publikum i samarbejde med stykkets spillere – får lov til at starte deres egen revolution, og i »Fix & Foxys Et dukkehjem« får publikum mulighed for at opleve Ibsens klassiker i fem forskellige private lejligheder, hvis beboere ikke alene inviterer indenfor, men også selv vil spille hovedrollerne som Nora og Helmer, sammen med tre skuespillere, de aldrig har mødt før.
»Et dukkehjem« er udtænkt og iscenesættes af Fix & Foxy, alias Tue Biering og Jeppe Kristensen, der sammen arbejder med at udfordre teatrets genrer. De glæder sig til at undersøge, hvor Ibsens Nora og Helmer er i dag.
»Ibsen var banebrydende, fordi han gik meget op i, at scenografien og skuespillerne skulle være så tæt på virkeligheden som muligt. Nu prøver vi så at lave den mest virkelige opsætning overhovedet,« siger Tue Biering, der kan afsløre, at forestillingen bliver skabt på det dramaturgiske skelet af det oprindelige »Et dukkehjem«, men også kommer til at handle om de fem par og deres liv.
»Vi vil bruge Ibsen i forhold til dem, vi går ud og møder. Vi er optaget af denne her perfekte familie, som vi alle sammen drømmer om at være. Men der findes ikke noget, der er perfekt – det er det, Ibsen folder ud og afslører. Jeg tror, det kan blive meget rørende at se to mennesker, som forhåbentlig er sammen og holder af hinanden, som måske får sat deres eget liv i perspektiv, når de skal gennemleve Nora og Helmer-rollerne.«
Publikum bliver ikke direkte involveret i stykket, men sidder helt tæt på, i parrets egen dagligstue.
»Det er interessant at skabe det her rum, hvor virkelighed og fiktioner mødes. Jeg tror, vi alle sammen lever i nogle fiktioner og nogle stereotype forestilinger om hinanden og om, hvem vi er. Og det interesserer mig rigtigt meget at komme ind bag det og lære os selv og hinanden at kende i det møde.«
Det alternative teaterrum kan imidlertid også være et, man selv skaber. Teater Glad spiller under CPH STAGE forestillingen »Historien bag muren«, der handler om en kvinde, der står på en offentlig plads, mens folk går forbi uden at se hende – indtil en mand kommer hen til hende og tager hendes hånd. En historie om ensomhed, håb og kærlighed med byen som kulisse, fortalt i et auditivt rum i byrummet, skabt ved at give tilskuerne hovedtelefoner på, mens skuespillerne bærer microports.
Thomas Corneliussen, der spiller stykkets mandlige hovedrolle, glæder sig til at prøve kræfter med byrummets udfordringer.
»Det kræver meget at tage opmærksomheden, når man er ude i byrummet, fordi der ikke er noget visuelt til at fokusere folks opmærksomhed. Derfor har vi noget auditivt i stedet for. Det, at vi har microports på betyder, at vi kan lave en meget intim lyd og forhåbentlig give publikum en magisk oplevelse af at være intim med noget, der foregår i et rum, der jo faktisk absolut ikke er intimt – og kunne høre noget, som folk der går forbi netop ikke kan høre. Det tror jeg kan blive en ret flippet oplevelse for publikum.«
Selvom der i øjeblikket ses en tydelig tendens mod nye teaterformer og -rum, er det langtfra nyt, at teatret bevæger sig uden for murene.
»Gadeteatret har ikke altid været der i samme grad, som det er nu. Men går vi tilbage i tiden, har teater og scenekunst ikke nødvendigvis været bundet til et teater,« forklarer Stig Jarl, lektor i teatervidenskab og fagleder ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.
Han henviser til, at det først var med Shakespeare og renæssancen, at egentlige teaterbygninger opstod som et alternativ til de omrejsende gøglertrupper, der fortsat optrådte som underklassens og folkets teater, ved siden af det »fine« teater for adelen og borgerskabet.
Inddragelsen af det offentlige rum som teaterscene startede dog for alvor i 1970erne, hvor studerende og politiske bevægelser indtog gaden, og der opstod interesse for at udnytte de industrielle rum; turbinehaller, kedelhaller – og Østre Gasværk, der åbnede dørene som teater i 1976. I 1980erne kom Fools-festivalerne, der lærte Københavnerne at forholde sig til scenekunst på gaden, og i 1990erne opstod yderligere en intimisering, med teater der rykkede ind i små lejligheder, hvor publikum blev en direkte del af forestillingen – en tendens, der altså fortsætter i dag.
Den voksende interesse for byrumsteater er ifølge Stig Jarl en naturlig konsekvens af, at vi som samfund har fået et helt andet forhold til gaderummet, der engang var truende og farligt, men i dag af mange betragtes som en udvidelse af dagligstuen.
»Hvis vi laver et nedslag i 1914 og igen i 2014 og kigger på, hvordan vi bevæger os rundt i byen, hvad der er at se på og så videre, så er det fuldstændigt vildt, hvor meget der i dag konkurrerer om vores opmærksomhed.«
Det gør, at der skal mere til at fange vores opmærksomhed.
»Du kan sagtens gå forbi et eller andet gadeteater på vej på arbejde uden at stoppe. Hvis det havde været for 50 år siden, var du kommet for sent på arbejde, fordi det ganske enkelt var for specielt. Du var nysgerrig. Vi har flere og flere aktører, og er vant til at håndtere gaden der, i hvert fald i det centrale København, ikke længere er farlig, men er blevet et fælles rum for høj og lav.«
Det er imidlertid ikke kun publikum, der har ændret holdning til det offentlige rum - teaterfolket er også i højere grad begyndt at betragte publikum som aktive med- og modspillere.
»Der er et skift i tiden nu, hvor vi i langt højere grad begynder at tage vores publikum alvorligt,« siger Pelle Nordhøj Kann fra Det flydende teater. »Vi er ved at finde ud af, at publikum ikke længere er passive forbrugere, som køber en billet, sætter sig i plyssædet og skal underholdes. Publikum er aktive, bevidste mennesker, som gerne vil påvirke og have en andel i det, de går ind og laver, det ser vi på alle platforme. Ideen om den passive forbruger er lidt død.«
Stig Jarl tror heller ikke, at vi kommer til at se mindre til de alternative teaterformer i fremtiden.
»Kunst vil jo gerne bryde med noget og ikke gentage sig selv. Og der har scenekunsten rigtigt meget behov for at bryde med det traditionelle teaterrum, så der sker noget andet mellem publikum og de optrædende. Når du tager teateret ud på gaden, fri fra bygningen og de signaler den sender, så har du kun kunsten selv; skuespiller overfor tilskuer, og det er der mange skuespillere, der synes, er en vanvittigt spændende kunstnerisk udfordring.«