Det er andet år, CPH STAGE kører. Hvad er ideen med en teaterfestival i København om sommeren?

»Forhåbentlig at få skabt mere opmærksomhed om dansk teater i det hele taget. På en festival kan man samle op på, hvad der kendetegner teatret lige nu, og hvor det er på vej hen. En festival har en særlig berettigelse, når det gælder teater. Teater er ikke som en film, du kan sætte på, når du har lyst. Det er langt mere flygtigt. Det sker jo, at man som publikum først hører om en forestilling, efter den er færdig med at spille. Eller måske er den ligefrem udsolgt! Og så er tanken, at man kan være heldig måske at se den på CPH STAGE. Ideen er også at præsentere forestillinger fra hele Danmark. At bringe forestillinger til København, som ellers ikke ville komme til at spille i hovedstaden. Vi håber at kunne være med til at skabe et frugtbart og tættere samarbejde mellem provinsteatrene og teatrene i København. Det handler også om at skabe større samling og endnu mere udvikling i branchen.«

Hvordan vil I lære folk at gå i teatret i sommervarmen?

»Man kan jo begynde med at give dem muligheden for det. I andre lande går folk i teatret hele året. Det gjorde man også tidligere i København, så selvfølgelig kan man gå i teatret om sommeren. Sidste år viste det sig at være en gave til festivalen, at det var så godt vejr, for folk var ude i byen alligevel.«

Hvad betyder det, at Reumert-uddelingen i år er blevet knyttet til festivalen?

»Det passer perfekt i festivalens ånd. Reumert er jo også en opsamling med fokus er på de gode forestillinger. Vi er glade for at kunne præsentere nogle af de Reumert-nominerede på festivalen og håber fremover at kunne gøre det i endnu højere grad. Hvis man eksempelvis forestiller sig, at man i fremtiden vil kunne opleve de tre nominerede forestillinger i kategorien »Årets forestilling«, så kunne publikum nå at opleve og sammenligne de tre forestillinger inden selve prisuddelingen, og det kunne da være et super spændende twist.«

Der er mere end dobbelt så mange forestillinger med i år i forhold til sidste år, men stadig ikke så mange af de helt store brede forestillinger fra teatersæsonen. Hvorfor ikke?

»Der er faktisk både store og brede forestillinger med på festivalen i år, eksempelvis den kinesiske nationalscenes stort opsatte version af »Richard III«, men selvfølgelig kunne der være flere. Det, regner vi med, kommer til at ske allerede til næste år. Det handler dels om økonomi, men der er faktisk også et tidsaspekt i det. De store teatre har ikke mulighed for at rykke lige så hurtigt som de små. Festivalen fandt sted for første gang sidste år, og der er en temmelig lang planlægningshorisont på teatrene. CPH STAGE skal lige nå at kunne være med i teatrenes bevidsthed, når de planlægger.

Hvad er drømmescenariet for CPH STAGE?

»Det er at skabe en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor en masse publikummer får nogle gode oplevelser i teatret. Dét må være det primære. Og så håber vi, på sigt, at festivalen også vil kunne være med til at generere en form for eksport og måske ligefrem teaterturisme. At den med tiden vil kunne trække teaterinteresserede til fra hele verden, og at dansk teater også vil kunne komme ud i verden, ligesom dansk film og TV har været det i mange år.

Måske kunne festivalen blive begyndelsen på en sådan ny bølge, hvis vi skal være lidt højtflyvende. Da Lars von Trier i sin tid med »Europa« pludselig lavede en danskproduceret film med engelsk tale, var det jo heller ikke rigtig set før. Men det var jo en måde at åbne op mod verden. Og man kunne håbe, at noget lignende, med tiden, også kunne ske for dansk teater.«