Sygehusdirektør stopper efter kæmpe underskud

Henrik Villadsen fratræder som direktør for Sjællands Universitetshospital. Politikere langer ud efter forgængere i regionsrådet, som ikke gjorde nok for at at forhindre det store underskud, lyder dommen.

Direktøren på regionens største hospital stopper, og politikere i regionsrådet langer ud efter den tidligere formand Jens Stenbæk (billedet), efter at der er opstået et stort underskud på Sjællands Universitetshospital.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Sygehusdirektøren ryger ud, mens den tidligere politiske ledelse i regionen får kritik for at have ladet udviklingen løbe løbsk.

Det er de kontante konsekvenser, der nu bliver draget i Region Sjælland, efter at det er kommet frem, at en kuldsejlet økonomi på regionens største hospital, Sjællands Universitetshospital (SUH), er en dominerende årsag til den store sparerunde i regionen, hvor op mod 200 medarbejdere står til at blive afskediget.

Direktionen i Region Sjælland oplyser således i en pressemeddelelse, at der er indgået en fratrædelsesaftale med sygehusdirektør Henrik Villadsen, der har stået i spidsen for SUH i fem år.

»Henrik Villadsen har været den drivende kraft i etableringen og opbygningen af universitetshospitalet og forberedelsen til nybyggeriet i Køge. Sygehuset bevæger sig nu ind i en ny fase, som kalder på nye kræfter,« lyder forklaringen fra Per Bennetsen, adm. direktør i Region Sjælland, der sender Villadsen ud af døren med en løn svarende til 2,9 mio. kr. i perioden.

Den politiske konstitueringsgruppe i regionsrådet – bestående af S, DF, SF, LA – kæder imidlertid fratrædelsen sammen med et »økonomisk merforbrug og underskud« på SUH, som sammen med den udmeldte økonomiske ramme fra staten vurderes at være årsagen til, at regionen skal spare på de samlede udgifter i 2019.

Berlingske kunne således i weekenden – med afsæt i en aktindsigt i en intern økonomianalyse foretaget af et konsulentfirma – beskrive, at hospitalet i dag står med et »økonomisk tilpasningsbehov« på ca. 144 mio. kr. og dermed er en væsentlig faktor i fyringsrunden, hvor der skal findes besparelser på godt 180 mio. kr.

Hospitalet har blandt andet haft store udgifter på at købe behandlinger på privathospitaler og er over flere år blevet kraftigt udbygget, uden at der er fulgt nødvendige bevillinger med.

Undervejs har hospitalet forsøgt at skabe balance i økonomien ved effektiviseringer og besparelser, men dette har ikke været tilstrækkeligt, ligesom samarbejdet mellem hospitalet og regionen centralt heller ikke fungeret optimalt, fremgår det af rapporten.

Flertalsgruppen noterer »med tilfredshed«, at Region Sjællands koncerndirektion, med initiativet om nye kræfter i ledelsen på SUH, nu tager »aktiv handling på en mere fremadrettet fokus på den daglige drift og samarbejdet med øvrige sygehuse og parterne i det nære sundhedsvæsen«.

Men man påpeger også, at de økonomiske problemer er opstået »under den forrige politiske ledelse«, hvor Venstres Jens Stenbæk var formand for regionsrådet.

»Underskuddet på SUH er opbygget i løbet af de seneste to år, og man må sige, at den forrige regionsrådsformand efter vores vurdering ikke har taget de tilstrækkelige initiativer. Det er derfor, vi står i den situation, vi står i nu,« siger gruppeformand Jan Hendeliowitz (S).

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Jens Stenbæk.