Spørgsmålet har givet anledning til hovedbrud i flere dage:
Hvad var det, der udløste usædvanlige rystelser over store dele af Bornholm lørdag eftermiddag?
Ifølge Björn Lund, seismolog ved Universitet i Uppsala, skyldtes rystelserne formentlig en øvelse med kampfly i området. Det siger han til det svenske nyhedsbureau TT.
Rystelserne blev også rapporteret fra det dele af det sydlige Sverige, fortæller seismologen.
»Vi fik meldinger fra steder på Öland og i Blekinge på lidt forskellige tidspunkter,« siger Björn Lund til TT.
»Det, der normalt sker, når vi får meldinger om rumlen og rysten, er næsten altid, at luftvåbnet er passeret gennem lydmuren til søs, og de atmosfæriske forhold har været sådan, at lydbraget trillede ind over land,« siger Björn Lund.
Meldinger om lignende hændelser løber ifølge TT ind til universitetet »et par gange om året«. Den 26. april forårsagede prøveflyvninger med svenske Saab-kampfly lignende meldinger fra Stockholm-området.
Dansk flyvevåben afviser at have været i området
Mandag fastslog De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) i en pressemeddelelse, at rystelserne på Bornholm har deres udspring i »trykbølger fra en ukendt hændelse i atmosfæren«.
GEUS forsøger ikke at gætte på, hvad i atmosfæren, der udløste rystelserne.
Også Henning Haack, geofysiker og ekspert i meteoritter, peger overfor Berlingske på overlydsbrag fra jagerfly som en ud af to muligheder.
I sjældne tilfælde gennembryder danske jagerfly lydmuren over land eller tæt på kyster – også selvom Flyvevåbnet så vidt muligt forsøger at undgå det.
Det danske flyvevåben oplyser imidlertid til Berlingske, at de ikke har været i området med jagerfly lørdag eftermiddag – heller ikke i forbindelse med en afledningsmanøvre eller lignende.
Den anden mulighed, Henning Haack nævner, er en ildkugle – en meteor, der falder ned gennem Jordens atmosfære, hvilket i nogle tilfælde kan udløse overlydsbrag og dermed rystelser på jordoverfladen.
»Men jeg tvivler faktisk på, at det har været en ildkugle, for der var tilsyneladende klart vejr lørdag eftermiddag i området, og så ville nogen have set en ildkugle – især, hvis den var så voldsom, at den kan få jorden til at ryste,« siger han.