Godmorgen og velkommen til dagen oven på to pressemøder, hvor der blev præsenteret en plan for den gradvise genåbning og kastet lys over den nuværende covid-19-situation i Danmark.
Torsdagen byder på nye coronahistorier og et EU-topmøde i eftermiddag. Det kan du læse mere om nederst i dagens overblik.
Først skal vi se nærmere på dagens coronatal:
Mere om de danske tal her og de internationale tal her. Og så til dagens historier:
Vores nabolande vaccinerer sårbare borgere i eget hjem
Danske myndigheder har hidtil sagt, at vacciner ikke kan køres ud til sårbare borgere i eget hjem. I Norge og Sverige gør man det. Det skriver Jyllands-Posten.
At vaccinerne ikke kan tåle at blive transporteret, har indtil nu været de danske sundhedsmyndigheders argument for, at borgere, som ikke kan komme hen på en vaccineklinik, må undvære vaccinen mod covid-19.
Men i Sverige og Norge rykker kommuner og regioner ud med vacciner fra Pfizer/BioNTech og vaccinerer sårbare borgere i deres eget hjem. Så længe transporten foregår forsigtigt, er det ikke et problem, oplyser de norske og svenske sundhedsmyndigheder til Jyllands-Posten.
»Det er fuldstændig tåbeligt, at vaccinerne ikke bliver kørt ud i Danmark. Vi er måske ikke så begavede som nordmændene og svenskerne – eller også tør vi ikke tage initiativet og prøve det,« siger 85-årige Allan Christensen, der har en kone, der er sengeliggende, og som derfor ikke kan blive vaccineret.
Når man i Norge og Sverige kan bringe vacciner ud til borgere, må det også kunne ske i Danmark, lyder det fra V, K, DF og SF ifølge Jyllands-Posten.
Læs hele historien her
Højreekstremister rekrutterer børn gennem Fortnite og Minecraft
Højreradikale terrorgrupper oplever en storhedstid under coronapandemien. I Storbritannien har miljøerne rekrutteret langt flere børn og unge end normalt gennem populære computerspil som Fortnite og Minecraft. Det skriver Politiken. I Danmark har PET hævet trusselsniveauet, mens SSP (Skole, Socialforvaltning og Politi) og eksperter øger opmærksomheden på udsatte unge.
»Børn kan hurtigt præges i en ekstrem retning, især hvis de i forvejen er socialt udsatte og måske har lavt selvværd. Og hvis de mangler venner, voksenkontakt eller et fællesskab, kan ekstremisterne lynhurtigt give dem en følelse af at være noget værd«, siger Chris Holmsted Larsen, chefkonsulent i Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme, til Politiken.
Læs hele historien her.
Myndighederne har »overestimeret« det reelle antal af coronaindlagte med 25 procent: »Det her ændrer billedet«
Et nyt notat fra Sundhedsstyrelsen viser, at den reelle belastning af sygehuskapaciteten fra coronapatienter har været »overestimeret« med 25 procent. Dermed har kapaciteten været mindre presset end hidtil antaget, og det stiller debatten om genåbning i et helt nyt lys, mener flere partier. Det skriver Berlingske.
Frygten for coronaindlæggelsers pres på sygehusene er en af de faktorer, der gør, at genåbningen af Danmark foregår varsomt. Men et nyt notat fra Sundhedsstyrelsen viser, at myndighederne har overvurderet antallet af indlagte med op til 25 procent.
Overvurderingen skyldes, at alle indlagte patienter er blevet rutinemæssigt screenet for coronavirus uanset indlæggelsesårsag. Det har gjort, at personer uden symptomer eller kun milde, ikke behandlingskrævende symptomer er blevet taget med i opgørelsen, selvom deres indlæggelse ikke har været relateret til covid-19.
»Notatet viser, at der i virkeligheden har været en tilbøjelighed til at overvurdere antallet af indlagte på grund af corona. Det må klart formodes at være en vigtig viden, når man nu tager en kalkuleret risiko med genåbningen,« siger Kjeld Møller Pedersen, professor og sundhedsøkonom ved Syddansk Universitet.
Læs hele historien her.
Se listen: Her er 25 store vindere og 25 store tabere i coronakrisen
En stor optur for virksomhederne i nogle brancher og en endnu større nedtur for virksomhederne i andre. Det er den hårde dagsorden i coronakrisen. Det skriver Berlingske.
Danmarks Statistik har netop udsendt tal, hvoraf det fremgår, hvordan det er gået med virksomhedernes omsætning i 2020 målt forhold til året før. Tallene er ekstreme og går fra et plus på 30,4 procent for de bedste til et dyk på 61,1 procent for dem, der har været værst ramt.
»Tallene sætter en tyk streg under, hvor usædvanlig en krise, vi har haft og stadig har,« siger cheføkonom i Danske Bank Las Olsen.
»Denne gang er problemet sygdom og nedlukning, som betyder, at vi simpelthen ikke kan bruge penge på en række områder, som dermed bliver ekstremt hårdt ramt. Til gengæld flytter en del af forbruget ind i andre brancher,« forklarer han.
Læs hele historien her.

Det sker i dag:
Klokken 9.30 begynder dagens afhøringer i Tibetkommissionen. Afhøringerne er del af sagen om politiets håndtering af kinesiske besøg gennem årene, og i dag afhøres tre personer fra Politiets Efterretningstjeneste.
Klokken 15 mødes EUs stats- og regeringschefer på videokonference. Det primære fokus for mødet er covid-19-situationen, og herunder diskuteres sikkerhedspolitik og udrulning af vacciner. Konferencen strækker sig over i dag og fredag.