Sundhedsvæsnets beredskab er svagere end sidste år: »Mangel på rettidig omhu«

Milliarderne har siddet løst under coronaepidemien, men landets pressede sygehuse har kun fået én. Samtidig er kapaciteten og epidemiberedskabet blevet svækket på grund af personalemangel, og nu venter en omikronbølge, som i smittetal får tidligere bølger til at ligne små skvulp. Sundhedsøkonomer taler om manglende rettidig omhu, statsministeren taler om naturligt slid på sundhedsvæsenet.

Så stod de der igen og lukkede dele af landet ned. Det er ikke første gang, at en ny variant har ændret spillereglerne, forklarede både statsminister Mette Frederiksen (S), sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm. Alligevel er omikron kommet bag på alle. Fold sammen
Læs mere
Foto: Olafur Steinar Gestsson
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Som det er sket før,« sagde statsminister Mette Frederiksen (S), da hun forklarede, at en ny variant igen har ændret spillereglerne knap to år inde i coronaepidemien.

»Vi har oplevet det to gange før,« konstaterede direktør for Statens Serum Institut, Henrik Ullum, på samme pressemøde fredag.

Men selvom det er sket flere gange før, fremstår myndighederne uforberedte.

Bølgen af omikron rammer lige om lidt. Styrken og konsekvenserne er usikre og åbenbart ekstremt svære at beregne – Statens Serum Institut regner med et enormt usikkerhedsinterval på mellem 10.000 og 100.000 dagligt smittede inden nytår – men situationen er så alvorlig, at der trods første, anden og tredje vaccination af danskerne er brug for flere af de restriktioner, som har kostet statskassen milliarder og atter milliarder siden foråret 2020.

Igen er det sundhedsvæsnet, der skal reddes. Et kollaps skal forhindres. Men sundhedsvæsnet er ikke blevet styrket under coronaepidemien. Snarere tværtimod.

På sundhedsmyndighedernes pressemøde 16. december kom det frem, at der indtil videre kun er planer for 1.000 indlagte på medicinske afdelinger og 200 covid-19-patienter indlagt på intensive afdelinger, og det er ifølge planerne den maksimale kapacitet.

I december 2020 var kapaciteten 1.330 indlagte patienter med covid-19 og herudover op til 300 patienter med covid-19 på landets intensivafdelinger, og da smitten steg i december 2020, blev kapaciteten øget derfra.

Først nu har Sundhedsstyrelsen bedt regionerne om at lave planer for at skrue op for sundhedsvæsnets kapacitet. Samtidig er den mulige kapacitet mindre, da der mangler sygeplejersker og især intensivsygeplejersker, som siver ud af de danske hospitaler på grund af utilfredshed med løn og arbejdsvilkår, og det er ikke lykkedes at lande bæredygtige aftaler med sygeplejerskerne inden den smittestigning, der selv uden omikron var ventet her i vinter.

Under den største sundhedstrussel i mands minde er alarmberedskabet ikke blevet styrket, men svækket. Forsvarsværkerne er ikke intakte. Hvordan i alverden er det gået til?

»Det er det, jeg kalder et godt spørgsmål,« siger Kjeld Møller Pedersen, som er professor i sundhedsøkonomi og sundhedspolitik ved Syddansk Universitet.

»Det er helt åbenlyst mangel på rettidig omhu. Ingen har tilsyneladende haft fantasi til at forestille sig den situation, vi står i nu,« siger han.

Professoren remser rapporter og risikovurderinger op, og ingen af dem arbejder med scenarier, hvor covid-19 har muteret i retning af mere smitsomhed, og hvor vaccinernes effekt er stærkt begrænset. Men de mange rapporter og den manglende pessimisme forklarer kun, hvorfor man ikke har styrket beredskabet.

De forklarer ikke, hvordan man har tilladt, at forsvarsværkerne midt under en coronaepidemi er blevet svagere. At beredskabet i det mindste ikke er lige så stærkt som sidste år.

På sundhedsmyndighedernes pressemøde fremgik det også, at det i modsætning til i begyndelsen af epidemien ikke handler om udstyr. Der mangler hænder.

»Vi ved, at intensiv kapacitet er særlig kritisk. Det er en specialiseret opgave. Vi er ikke i den situation, at vi mangler respiratorer på nuværende tidspunkt. Det, som vi vil komme til at mangle, er hænder,« sagde vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Probst, på sundhedsmyndighedernes pressemøde, og hun fik opbakning af direktøren for Statens Serum Institut, Henrik Ullum.

Han forklarede, at det ikke kun er et dansk problem.

Honninghjerter

Men det forklarer stadig ikke, hvorfor myndighederne to år inde i coronaepidemien kun har planer klar for en forholdsvis mild vinterbølge og ikke som minimum er klar til samme belastning som i 2020.

»Jeg har ikke en god forklaring,« siger Kjeld Møller Pedersen, men prøver alligevel at analysere begivenhederne, og hans analyse gør det svært at placere et entydigt ansvar for den manglende rettidige omhu.

Regeringen, Sundhedsstyrelsen, regionerne, sygeplejerskerne og landets store fagforeninger har alle en del af ansvaret.

Der mangler intensivsygeplejersker, og det er ifølge professoren fordi flere af dem har forladt faget under coronaepidemien. Det er et hårdt job, som ikke bliver lettere af at arbejde i isolationsdragter. Flere har beskrevet rædslen ved at se covid-patienter dø. De drukner indvendigt. Så er der lønspørgsmålet og den almene anerkendelse.

»Der var honninghjerterne. Det var så ualmindeligt dårligt håndteret, at det ikke behøver yderligere beskrivelse,« siger Kjeld Møller Pedersen om dengang, Region Hovedstaden uddelte honninghjerter til sygeplejersker som tak for indsatsen i 2020.

Det tog sygeplejerskerne ikke pænt imod.

»Regeringsindgrebet i strejken hjalp åbenlyst heller ikke på det hele,« konstaterer Kjeld Møller Pedersen og tilføjer, at der efterfølgende har været forhandlingsforløb, der har gjort sygeplejerskerne endnu mindre samarbejdsvillige.

»For eksempel er al snak om lønforhøjelser blevet mødt med ret kraftige reaktioner fra den øvrige fagbevægelse. FOAs Mona Strib talte om starten på Tredje Verdenskrig, hvis sygeplejerskerne skulle have særskilt lønforhøjelse,« siger han og tilføjer, at Lizette Risgaard, som står i spidsen for landets største fagforening, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), også har ytret kraftig modstand mod en særskilt lønforhøjelse til sygeplejerskerne.

Det har alt sammen ført til en forværret personalesituation, der simpelthen rent praktisk har gjort det svært for myndighederne at lægge planer, der kan matche beredskabet for et år siden.

»Men Sundhedsstyrelsen og Regionerne har holdt møder hver 14. dag, og de har kunnet se personalet sive, så det burde ikke komme bag på dem,« siger Kjeld Møller Pedersen.

Penge til alt muligt andet

Lidt er der sket. Regeringen har afsat en enkelt milliard kroner til en coronavinterpakke, men pengene er endnu ikke fordelt, og Kjeld Møller Pedersen tvivler kraftigt på, at vinterpakken er stor nok til for alvor at kunne tilfredsstille sygeplejerskerne.

Ifølge Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, er det paradoksalt, hvordan regeringen og dens støttepartier har forsøgt at polstre sundhedsvæsnet til vinteren med en milliard kroner, mens nye restriktioner kan komme til at koste adskillige milliarder kroner.

»Det er ret utroligt, at man i 2020 købte værnemidler for seks milliarder kroner og fra slutningen af 2020 til sommer 2021 brugte 11 milliarder på test, men at man kun har kunnet finde én milliard kroner til sygehusene. Kapaciteten og sygeplejerskernes velvillighed bliver afgørende, og det er utvivlsomt billigere at støtte personalet og hospitalerne end at betale for nedlukninger,« siger Jes Søgaard.

Han bemærker, at han har støttet nedlukningerne tilbage i marts og i december forrige år.

»Denne gang er jeg mere kritisk, fordi jeg frygter, at det kan have en høj psykisk pris. Samtidig vil dele af erhvervslivet blive ramt meget hårdt. Så jeg frygter, at prisen denne gang kan blive for høj. Og det er ikke så meget smitten, men behandlingskapaciteten, jeg bekymrer mig om. Og den kan øges,« siger Jes Søgaard.

Han ser både kort- og langsigtede forklaringer på den aktuelle situation, hvor intensivlægerne i dagens Politiken advarer om, at man må afvise patienter på intensivafdelinger grundet kapacitetsproblemer.

Den langsigtede forklaring er, at man politisk i mere end et årti har accepteret underkapacitet på sygehusene i influenzasæsonen og derfor overbelægning. Det har sparet statskassen seks til syv milliarder kroner årligt, vurderer Jes Søgaard.

Og der er ganske vist blevet tilført flere midler til sundhedsvæsenet de senere år, godt en procent om året, men ikke nok til at dække, at vi er blevet flere ældre, og at nye teknologiske behandlingsmuligheder er dyre.

»De kortsigtede problemer er covidsygdom og konflikten med sygeplejerskerne. Dem er vi nødt til at få løst. Gerne nu!« siger Jes Søgaard, der også peger på øget involvering af private hospitaler som en løsning på problemet med mangel på akutte sengepladser.

Tryg ved situationen

Omikronvarianten ser ud til at have taget regeringen og sundhedsmyndighederne på sengen. Det vurderer også Jakob Kjellberg, professor og sundhedsøkonom ved VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

»Grundet den ret høje vaccinationsgrad havde man nok et håb om, at stigende vintersmitte også ville sikre sundhedsvæsenet. Men den nye variant har haft præcis den effekt, som vi ikke kan lide i sundhedsvæsenet: Hastighed. I bund og grund har vi det samme sundhedsvæsen som forrige år, men problemet kan være, at for mange bliver indlagt på samme tid,« siger Jakob Kjellberg.

Han er dog ikke så nervøs for kapaciteten på sygehusene. Han peger blandt andet på, at det danske sundhedsvæsen er ret fleksibelt. Der er ressourcer til at flytte personale rundt, så hospitalerne ikke kollapser.

»Jeg er i det store hele tryg ved situationen. Det handler også om at bruge sundhedsvæsnet hensigtsmæssigt. Det ville da være optimalt at klare det uden nedlukninger, men vi arbejder jo med en vis sikkerhedsmargin i Danmark, så vi ikke står i den situation, hvor vi ikke kan behandle folk. Derfor ville det klart være bedre, hvis smitten bredte sig lidt langsommere,« siger Jakob Kjellberg.

Forventet slidt sundhedsvæsen

Kl 14 fredag præsenterede regeringen så sine forslag til restriktioner, der skal forhindre dødsfald og et overbelastet sundhedsvæsen, og her blev Mette Frederiksen flere gange spurgt, hvorfor regeringen og myndighederne ikke har vist rettidig omhu og sørget for, at sundhedsvæsnet under denne bølge kunne stå lige så stærkt som under tidligere smittebølger.

»Jeg tror ikke, at der findes et sundhedsvæsen i verden, der kan gennemleve to covid-19-bølger uden at være lidt slidt,« sagde Mette Frederiksen.

Det synes Kjeld Møller Pedersen er en fair kommentar.

Men handler rettidig omhu ikke netop om, at man skal tage højde for slitage for at opretholde beredskabet, når fjerde eller femte bølge rammer?

»Jo, men på den anden side er coronahåndteringen siden sommer foregået ud fra et proportionalitetsprincip og ikke det ekstreme forsigtighedsprincip, som gjorde sig gældende i foråret 2020, og så kan man spørge sig selv, om det er proportionalt med ekstra personale, som kun skal bruges i nogle få måneder. Det kan man godt mene, at det er, i bagklogskabens lys, men mon ikke der kommer artikler om frås i sundhedsvæsenet, hvis man ansætter personale, og der ikke kommer flere bølger,« siger Kjeld Møller Pedersen.

Det kommer vel an på, om en sundhedsøkonom som dig vurderer, at der er tale om frås?

»Ja, og det kan være svært at vurdere, før de kommende bølger rammer. Jeg hørte til dem, der ikke regnede med, at vi ville få problemer i den her vinter, så jeg vil helst ikke sige noget om fremtiden nu. Vi kan konstatere, at sundhedsvæsnet er dårligere forberedt end sidste år. Til gengæld kan vi også konstatere, at den maksimale kapacitet ikke blev nødvendig sidste år,« siger Kjeld Møller Pedersen.